Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

⁸ Der var nu en ny konge i Egypten, og han kendte ikke noget til Josef eller til, hvad han havde udrettet. ⁹ „De israelitter er efterhånden så talrige og stærke, at de er ved at blive en trussel imod os,” sagde kongen til sine embedsmænd. ¹⁰ „Det må vi få sat en stopper for, ellers risikerer vi, at de i krigstilfælde slutter sig til vores fjender og flygter ud af landet.”

¹¹ Så gjorde egypterne dem til slaver og satte brutale slavefogeder over dem, som skulle udmatte dem med hårdt arbejde. De tvang dem til at bygge to nye forsyningscentre for Farao—byerne Pitom og Ramses. ¹² Men jo mere egypterne mishandlede og undertrykte israelitterne, jo flere blev de. Egypterne blev bange for dem, ¹³ og derfor lod de dem arbejde endnu hårdere. ¹⁴ De var skånselsløse i deres krav og tvang dem til at lave mursten og mørtel til de egyptiske byggeprojekter foruden al slags hårdt markarbejde og drev i det hele taget rovdrift på deres arbejdskraft. ¹⁵ Faraos næste påfund var at give følgende ordre til de hebræiske jordemødre Shifra og Pua: ¹⁶ „Når I hjælper hebræerkvinderne med at føde, skal I dræbe alle drengebørnene. Lad kun pigerne leve.” ¹⁷ Jordemødrene frygtede imidlertid Gud mere end kongen, og derfor nægtede de at gøre, som han sagde. De lod drengene leve.

¹⁸ Da kaldte kongen dem til sig og sagde: „I lader jo drengene leve! Hvorfor gør I ikke, som jeg har sagt?”

¹⁹ „Herre,” sagde de. „De hebræiske kvinder er ikke som de egyptiske. De føder så hurtigt, at vi simpelt hen ikke kan nå frem i tide!”

^20-21 Gud velsignede jordemødrene på grund af deres gudsfrygt, så de ikke selv havde problemer med at få børn, og han var stadig med israelitterne, så de blev endnu mere talrige og mægtige. ²² Så gav Farao den egyptiske befolkning følgende ordre: „Kast alle nyfødte hebræiske drenge i Nilen! Pigerne kan få lov at leve.”

Moses’ første år

2 På den tid var der en familie, hvor både manden og konen var fra Levis stamme. ² Konen blev gravid og fødte en søn, og da hun så, hvor dejlig drengen var, skjulte hun ham de tre første måneder. ³ Da hun ikke længere kunne skjule barnet, lavede hun en kurv af papyrusrør og gjorde den vandtæt med beg og tjære. Så lagde hun barnet i kurven og satte den ud mellem sivene ved Nilens bred. ⁴ Drengens storesøster gemte sig i nærheden for at se, hvad der ville ske med ham.

⁵ Kort efter kom en af Faraos døtre ned til Nilen for at bade. Imens gik hendes hofdamer langs flodens bred. Da prinsessen fik øje på kurven mellem sivene, sendte hun en af hofdamerne hen for at hente den. ⁶ Da hun åbnede kurven, så hun den lille dreng, som lå og græd, og hans gråd rørte hende dybt. „Det må være en af de hebræiske drenge!” udbrød hun.

⁷ Så trådte drengens søster frem og spurgte prinsessen: „Skal jeg få fat i en hebræisk kvinde, der kan amme barnet for dig?”

⁸ „Ja, gør det!” svarede prinsessen. Så skyndte pigen sig hjem og hentede sin mor.

⁹ „Tag dette barn med hjem og pas ham for mig,” sagde prinsessen til moderen. „Jeg skal nok betale dig for det.” Så tog moderen barnet med hjem og passede ham.

¹⁰ Nogle år senere, da drengen var blevet ældre, bragte moderen ham tilbage til prinsessen, som adopterede ham. Hun gav ham navnet Moses,^[a] for hun sagde: „Jeg trak ham op af vandet.”

Herren hjælper sit folk

124 En valfartssang af David.

Den nye måde at tjene Gud og hinanden på

12 Kære venner, I har oplevet Guds nåde, og derfor beder jeg jer indtrængende om at give jer selv til ham som en levende offergave. Det glæder Gud, og det er den åndelige måde at tjene ham på. ² Jeres liv skal ikke styres af verdens tankegang. Lad i stedet Guds Ånd forvandle jeres tanker og vaner, så I kan glæde ham ved at leve efter hans vilje som gode og modne kristne.

³ På grundlag af den nåde, som Gud har givet mig til at tjene ham, siger jeg til enhver af jer: Hav ikke højere tanker om jer selv, end hvad der er rimeligt, men bedøm jer selv ud fra, hvor stor en tro Gud har givet hver enkelt af jer. ⁴ Ligesom et legeme består af mange dele, og hver del har sin særlige funktion, ⁵ således udgør alle vi, som tilhører Kristus, ét legeme. Vi hører sammen i en enhed, og vi er hver for sig dele af det samme legeme. ⁶ Gud har i sin nåde givet os forskellige gaver, så vi kan hjælpe hinanden. De, der har profetisk gave, skal bruge den i forhold til den tro, de har fået. ⁷ De, der har gaver til at yde praktisk hjælp, skal gøre det med tjenersind. De, der har gaver til at undervise, bør tage sig af undervisningen. ⁸ De, der har gaver til at opmuntre andre, skal gøre dét. De, der har en givertjeneste, bør give uden bagtanke. De, der har en ledertjeneste, bør lede med omhu. De, der har en barmhjertighedstjeneste, bør tjene med glæde.

Peters åbenbaring om Jesus som Messias^(A)

¹³ Jesus og disciplene gik nu nordpå til det distrikt, hvor byen Cæsarea Filippi ligger. Så spurgte han dem: „Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?”

¹⁴ „Nogle siger, at du er Johannes Døber, der er kommet tilbage fra de døde,” svarede de. „Andre siger, at du er Elias eller Jeremias eller en anden af profeterne, der er genopstået.”

¹⁵ „Og hvad siger I? Hvem tror I, at jeg er?”

¹⁶ Simon Peter svarede: „Du er Messias, Guds egen Søn!”

¹⁷ „Simon, Jonas’ søn, du er en velsignet mand,” sagde Jesus, „for det har du ikke fra mennesker, men min Far i Himlen har åbenbaret det for dig! ¹⁸ Derfor siger jeg til dig: Du skal hedde Peter,^[a] og på den klippegrund vil jeg bygge min menighed. Djævelen^[b] vil aldrig kunne få magten over den. ¹⁹ Jeg vil give dig autoritet i Guds rige. Det, du sætter en stopper for på jorden, er der sat en stopper for i Himlen, og det, du åbner op for på jorden, er der åbnet op for i Himlen.”^[c]

²⁰ Derefter advarede han disciplene imod at fortælle nogen, at han var Messias.^[d]