Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Josef giver sig til kende for sine brødre

45 Da kunne Josef ikke længere beherske sig. „Ud, alle sammen!” beordrede han sine tjenere, for han ville være alene med brødrene. ² Så brast han i gråd. Han hulkede så højt, at alle i huset hørte det—ja, rygtet om hans gråd nåede helt til Faraos palads.

³ „Jeg er Josef!” sagde han. „Er min far stadig i live?” Hans brødre var lamslåede og kunne ikke få et ord frem.

⁴ „Kom herhen,” sagde han. De trådte nærmere, og han sagde igen: „Jeg er Josef, jeres bror, som I solgte til Egypten. ⁵ Men I må ikke bebrejde jer selv på grund af det, I gjorde, for Gud var med i det! Han sendte mig hertil i forvejen, for at I kunne blive reddet. ⁶ Hungersnøden har nu hærget i to år, og den vil hærge fem år endnu. I al den tid vil der hverken blive pløjet eller sået. ⁷ Derfor sendte Gud mig hertil, så at I og jeres familier kan overleve og blive til et stort folk. ⁸ Ja, det var Gud, som sendte mig hertil—ikke jer. Og han har gjort mig til Faraos rådgiver, ansvarlig for hans ejendom og hersker over hele Egypten.

⁹ Skynd jer nu tilbage til min far og fortæl ham, at Gud har gjort hans søn Josef til hersker over Egypten. Sig til ham, at han skal komme med det samme ¹⁰ og slå sig ned i Goshens land, så han kan bo i nærheden af mig med alle sine børn og børnebørn, sine fåre- og kvægflokke og alt, hvad han ejer. ¹¹ Så kan jeg hjælpe jer, for der er stadig fem år, til hungersnøden er slut. Ellers vil I alle ende i den yderste fattigdom.”

¹² Josef fortsatte: „I kan selv se, at jeg er Josef—også Benjamin kan bekræfte det. ¹³ Fortæl min far, at det er gået mig godt i Egypten. Fortæl om den magt, jeg har, og om alt, hvad I har set og hørt her—og skynd jer så at bringe ham herhen.”

¹⁴ Da omfavnede Josef sin bror Benjamin, og med hinanden om halsen græd de to brødre. ¹⁵ Derefter omfavnede han grædende hver enkelt af sine brødre, og først da fik de mælet igen.

Det harmoniske fællesskab

133 En valfartssang af David.

Flertallet faldt, en rest kom med

11 Betyder det, at Gud har skubbet det jødiske folk fra sig? Nej, bestemt ikke. Jeg tilhører jo selv det samme folk. Jeg nedstammer fra Abraham og hører til Benjamins stamme. ² Gud har ikke slået hånden af det folk, han selv har udvalgt. Kender I ikke det sted i Skriften, hvor Gud taler til Elias, dengang Elias beklagede sig over Israels folk?

²⁹ For når Gud har udvalgt mennesker og lovet at udøse sin nåde og velsignelse over dem, vil han altid stå ved sine løfter. ³⁰ I levede engang i oprør mod Gud, men som følge af jødernes oprør mod Jesus, har I nu oplevet Guds barmhjertighed. ³¹ På samme måde lever jøderne nu i oprør mod Jesus, for at de også kan komme til at opleve Guds barmhjertighed. ³² Gud lader nemlig alle mennesker gennemleve et oprør, så han kan vise sin nåde over for alle mennesker.

Hvad gør et menneske urent i Guds øjne?^(A)

¹⁰ Så kaldte Jesus folk sammen og sagde: „Hør nu efter og prøv at forstå, hvad jeg siger: ¹¹ Det er ikke det, som kommer ind gennem munden, der gør et menneske urent i Guds øjne, men det er det, som kommer ud gennem munden!”

¹² Derefter kom disciplene hen til Jesus og sagde: „Ved du, at farisæerne følte sig stødt over det, du sagde lige før?” ¹³ Jesus svarede: „Alle de planter, som min Far ikke har plantet, bliver rykket op med rode. ¹⁴ Lad dem bare være. De er blinde vejledere for blinde. Når en blind leder en blind, falder de begge i grøften.”

¹⁵ Peter bad nu Jesus forklare, hvad han mente med den billedtale, han lige havde brugt.

¹⁶ „I har åbenbart stadig svært ved at forstå billederne,” sagde Jesus. ¹⁷ „Så hør her: Al den mad, der kommer ind gennem munden, fortsætter ned i maven og forsvinder ud igen. ¹⁸ Det, der gør et menneske urent, er det, der udgår fra menneskets indre, ¹⁹ dvs. de onde tanker, som fører til mord,^[a] utroskab, seksuel synd, tyveri, løgn og sladder. ²⁰ Det er den slags ting, der gør mennesket urent—ikke at man spiser uden at have vasket hænderne ifølge bestemte ritualer.”

En ikke-jødisk kvindes tro^(A)

²¹ Jesus og disciplene forlod nu den del af landet og trak sig tilbage til egnene omkring Tyrus og Sidon.

²² En ikke-jødisk kvinde, som boede på den egn, kom til Jesus og råbte bønfaldende: „Vær barmhjertig mod mig, Herre, du Davids Søn! Min datter har en dæmon i sig, og den plager hende ustandselig.”

²³ Jesus svarede hende ikke lige med det samme. Disciplene gik hen til ham og sagde: „Bed hende om at gå. Det vækker opsigt, at hun råber efter os.” ²⁴ Så vendte Jesus sig mod kvinden og sagde: „Jeg er kun udsendt for at hjælpe jøderne.” ²⁵ Men hun trådte nærmere og faldt på knæ foran ham: „Herre, hjælp mig dog!”

²⁶ Jesus svarede: „Det kan ikke være rigtigt at tage børnenes mad og give den til hundehvalpene.”

²⁷ „Det er sandt, Herre,” sagde hun, „og dog løber hvalpene hen og spiser de krummer, som falder ned fra deres herres bord.”

²⁸ „Du har stor tro!” udbrød Jesus. „Du skal få det, du har bedt om!” I samme øjeblik var hendes datter helbredt.