Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Det harmoniske fællesskab

133 En valfartssang af David.

Josef bliver guvernør i Egypten

³⁷ Farao og hans embedsmænd syntes godt om Josefs forslag, ³⁸ og Farao udbrød: „Hvem er vel bedre egnet til opgaven end Josef? Han er jo fyldt med Guds Ånd!” ³⁹ Så vendte Farao sig mod Josef og sagde: „Siden Gud har åbenbaret drømmenes betydning for dig, må du være den klogeste mand i landet. ⁴⁰ Derfor giver jeg dig ansvar for mit palads og udnævner dig til at lede det store projekt. Dit ord skal være lov i Egypten. Kun jeg selv skal stå over dig. ⁴¹ Jeg gør dig hermed til guvernør og øverste leder for hele Egypten.” ⁴² Så tog Farao sin signetring af og satte den på Josefs finger som et tegn på hans autoritet. Han gav ham også smukke klæder og hængte den kongelige guldkæde om hans hals. ⁴³ Farao gav ham tilmed sin næstbedste vogn at køre i. Hvor som helst Josef kom frem, blev der råbt: „Giv plads!”^[a]

Således gjorde Farao Josef til øverste leder i Egypten, ⁴⁴ og han sagde til ham: „Jeg, Farao, konge af Egypten, sværger herved, at ingen i hele Egypten må foretage sig noget som helst uden din tilladelse.” ⁴⁵ Farao gav ham også et egyptisk navn: Safenat-Panea, og han gav ham Asenat til kone. Hun var en datter af Potifera, der var præst for solguden Ra i Heliopolis. Josef fik således ansvar for hele Egypten. ⁴⁶ Han var 30 år gammel, da han kom i kong Faraos tjeneste, og han rejste omkring i hele Egypten for at inspicere landet.

⁴⁷ De følgende syv år var der ganske rigtigt rekordhøst over alt i Egypten. ⁴⁸ I løbet af de syv år tog Josef en del af alt, hvad der blev høstet i Egypten, og oplagrede det i de kongelige kornmagasiner i byerne. ⁴⁹ Som årene gik, fyldtes kornmagasinerne til overflod. Der var så meget korn, som der er sand på stranden, så til sidst opgav man helt at holde regnskab med, hvor meget der var.

⁵⁰ I den periode—altså inden hungersnøden kom—fik Josef og Asenat, præsten Potiferas datter, to sønner. ⁵¹ Josef kaldte sin ældste søn Manasse,^[b] for han sagde: „Gud har ladet mig glemme min familie og al min ulykke.” ⁵² Sin anden søn kaldte han Efraim,^[c] for han sagde: „Gud har gjort mig rig her i det land, hvor jeg har lidt så meget.”

⁵³ Så endte de syv overflodsår, ⁵⁴ og hungersnødens syv år begyndte, nøjagtig som Josef havde forudsagt. Hungersnøden ramte alle lande, men i Egypten var der masser af korn i reservelagrene. ⁵⁵ Da nu egypterne begyndte at sulte, bad de Farao om mad. Men Farao sagde: „Henvend jer til Josef, og gør som han siger.”

⁵⁶ Så da hungersnøden blev rigtig alvorlig, åbnede Josef for kornmagasinerne og solgte korn til egypterne. ⁵⁷ Også folk fra de omliggende lande kom til Egypten for at købe korn af Josef, for der var streng hungersnød i hele verden.

¹⁹ Senere kom nogle jøder fra Antiokia og Ikonion til Lystra, og de fik befolkningen over på deres side. De stenede Paulus, og derefter slæbte de ham uden for byen, for de var overbevist om, at han var død. ²⁰ Men da disciplene slog kreds om ham, rejste han sig op og gik tilbage til byen.

Paulus og Barnabas vender tilbage til Antiokia

Den næste dag tog Barnabas og Paulus videre til Derbe, ²¹ hvor de forkyndte budskabet om Jesus og vandt mange disciple. Derefter begyndte de på hjemturen og lagde vejen om ad Lystra, Ikonion og Antiokia i Pisidien. ²² De tilbragte nogen tid hvert sted sammen med disciplene og opmuntrede dem til at holde fast ved troen, selv om de blev forfulgt: „Vi skal gennem mange trængsler, før vi når frem til det kommende Guds rige!” sagde de. ²³ I hver af menighederne indsatte^[a] apostlene et lederteam under bøn og faste, og de overgav så lederne og menigheden i den Herres varetægt, som de var kommet til tro på.

²⁴ Derpå rejste de videre ned gennem Pisidien til Pamfylien. ²⁵ De forkyndte ordet i Perge og tog så videre ned til havnebyen Attalia. ²⁶ Derfra sejlede de til Antiokia, hvor deres rejse var begyndt, og hvorfra de var blevet udsendt med Guds velsignelse til det arbejde, som de nu havde fuldført.

²⁷ Efter hjemkomsten kaldte de menigheden sammen og aflagde rapport om, hvad Gud havde udrettet gennem dem, og om, hvordan Gud også havde givet de ikke-jødiske folkeslag adgang til troen på Jesus. ²⁸ Derefter blev de et godt stykke tid hos disciplene i Antiokia.