Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 28

Bøn om hjælp

28 En sang af David.

Herre, jeg råber til dig om hjælp,
    for du er min eneste redning.
Hvis du ikke griber ind,
    må jeg se døden i øjnene.
Herre, lyt til min bøn om nåde,
    jeg råber til dig om hjælp
        med løftede hænder mod din helligdom.
Lad mig ikke ende som de ondskabsfulde,
    der taler venligt til folk,
        mens de udtænker onde planer.
Giv dem den straf, de fortjener,
    lad dem lide for deres grusomme handlinger.
        Straf dem for al deres ondskab.
De ænser ikke Guds veje,
    de følger ikke hans bud.
Derfor vil Gud rive dem ned
    som et hus, der aldrig skal genopbygges.

Lovet være Herren,
    for han har hørt min bøn.
Han er min styrke og mit skjold,
    jeg stoler på ham af hele mit hjerte.
Når han hjælper, fyldes jeg med glæde,
    mit hjerte jubler af lovsang til ham.
Herren bevarer sit folk,
    han giver sejr til sin udvalgte konge.
Herre, befri dit folk,
    velsign dem, der hører dig til.
Vær som en hyrde for dem,
    bær dem i dine arme for evigt!

1 Mosebog 39

Josef hos Potifar

39 Efter at Josef var bragt til Egypten af ishmaelitterne, blev han som nævnt købt af Potifar, der var chef for egypterkongens livvagt. Herren velsignede Josef og hans arbejde i hans egyptiske herres hus. Alting lykkedes for ham. Selv Potifar indså, at Josef var under Herrens særlige velsignelse, da alting åbenbart lykkedes for ham. Derfor valgte Potifar hurtigt Josef som sin personlige tjener, lod ham bestyre hele sin ejendom og gav ham ansvaret for alle sine forretningsforetagender. Straks begyndte Herren for Josefs skyld at velsigne Potifar og alt, hvad han ejede, både hans landbrug og hans husholdning. Til sidst overlod Potifar hele ansvaret for sin ejendom til Josef og bekymrede sig ikke om noget som helst—udover den mad, han spiste.

Josef var velbygget og så godt ud, og det varede ikke længe, før hans herres kone sendte ham lange blikke. En dag sagde hun: „Kom og gå i seng med mig!” Men Josef afviste hendes tilnærmelser. „Min herre har fuld tillid til mig og har givet mig ansvar for alt, hvad han ejer, og samme autoritet, som han selv har,” sagde han til hende. „Jeg har adgang til alt, hvad han har—bortset fra dig, for du er hans kone. Hvordan skulle jeg da kunne gøre noget så usselt? Det ville være en stor synd mod Gud!”

10 Dag efter dag blev hun ved med at friste ham, men han nægtede at gå i seng med hende og i det hele taget at have noget med hende at gøre. 11 Men en dag, da han som sædvanlig kom ind i huset for at arbejde, og der ingen andre tjenestefolk var i nærheden, 12 greb hun fat i hans kjortel. „Kom og lig med mig!” beordrede hun. Men Josef rev sig løs og flygtede ud af huset, og hun stod tilbage med hans kjortel i hånden. 13 Da hun så, at hun havde hans kjortel, fik hun en idé: 14-15 Hun begyndte at skrige! Og tjenestefolkene kom straks løbende for at se, hvad der var på færde. „Har min mand bragt den elendige hebræer hertil for at vanære mig?” hulkede hun. „Han forsøgte at voldtage mig—men da jeg begyndte at skrige, flygtede han. Se, her er hans kjortel!”

16 Hun beholdt kjortlen, og da hendes mand om aftenen kom hjem, 17 fortalte hun ham samme historie. „Den hebræiske slave, som du har bragt hertil, trængte ind til mig og forsøgte at voldtage mig! 18 Men jeg skreg, og han flygtede så hurtigt, at han ikke nåede at få sin kjortel med.”

Josef kommer i fængsel

19 Da Potifar hørte, hvad hun fortalte, blev han rasende. 20 Han arresterede Josef og kastede ham i det fængsel, hvor kongens fanger sad. 21 Men også der var Herren med Josef, så han hurtigt blev ven med fængselsinspektøren. 22 Inden længe fik han ansvaret for de andre fanger og for alle aktiviteterne i fængslet. 23 Fængselsinspektøren havde ikke længere noget at bekymre sig om, for Josef tog sig af det hele. Herren var med Josef, og alting lykkedes for ham.

Romerne 9:14-29

14 Betyder det så, at Gud er uretfærdig? På ingen måde! 15 Han sagde engang til Moses: „Jeg viser barmhjertighed mod hvem, jeg vil.”[a] 16 Altså beror det ikke på menneskers viljestyrke eller anstrengelser, men på Guds barmhjertighed. 17 Gud sagde engang til Egyptens konge: „Jeg har gjort dig til konge for at demonstrere min magt på dig, og for at mit navn kan blive kendt over hele jorden.”[b] 18 Det er altså Gud selv, der afgør, hvem han vil være barmhjertig imod, og hvem han vil gøre hård.

19 Nu siger du måske: „Så kan Gud da ikke bebrejde os noget, for vi kan ikke gå imod Guds vilje.” 20 Menneske dog! Tør du gå i rette med Gud? Mon det, som er skabt, har ret til at beklage sig over for Skaberen og sige: Hvorfor har du skabt mig sådan? 21 Har pottemageren ikke ret til ud af den samme klump ler at lave enten en smuk vase eller en krukke til affald? 22 Selvom Gud ønskede at udøve sin magt og straffe dem, som gjorde oprør imod ham, og som er på vej mod fortabelsen, så holdt han igen. Har han ikke ret til det? 23 Han ønsker nemlig at vise sin overstrømmende kærlighed og nåde mod dem, han har beredt til at få del i hans herlighed.

Guds nye folk

24 Vi hører med til dem, som har oplevet Guds tilgivelse, uanset om vi er af jødisk afstamning eller ej. 25 Det nye Guds folk står omtalt hos Hoseas, hvor han siger:

„Det folk, som ikke var mit folk, vil jeg kalde ‚mit folk’,
    og det folk, som jeg ikke elskede, vil jeg kalde ‚det elskede’.”[c]

26 Hoseas siger også: „På det sted, hvor der blev sagt til dem: ‚I er ikke mit folk’, vil de blive kaldt ‚den levende Guds børn’.”[d] 27 Og Esajas råbte med smerte om det jødiske folk: „Selvom Israels folk er talrigt som sandet ved stranden, vil kun nogle få af dem blive reddet, 28 for Herren vil gøre kort proces og føre straffen over landet til ende.”[e] 29 Det er, som Esajas også har forudsagt: „Hvis ikke den almægtige Gud havde reddet en rest, var vi blevet udslettet som Sodoma, gjort til intet som Gomorra.”[f]

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.