Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Josefs drømme

37 Jakob slog sig nu ned i Kana’ans land, hvor også hans far havde vandret omkring med sin teltlejr. ² Det følgende er historien om, hvad der siden skete med Jakob og hans familie.

Da Jakobs søn Josef var 17 år gammel, vogtede han tit sin fars får sammen med sine halvbrødre, de sønner, hans far havde fået med Bilha og Zilpa. Josef fortalte ofte sin far, hvad hans ældre brødre foretog sig ude på marken.

³ Jakob elskede Josef højere end sine andre sønner, fordi han havde fået ham i sin alderdom. En dag forærede han Josef en fornem lang kjortel i flotte farver. ⁴ Brødrene kunne ikke undgå at lægge mærke til, hvordan deres far forkælede Josef, og derfor hadede de ham og talte aldrig pænt til ham.

Josef bliver solgt som slave

¹² Kort efter tog Josefs brødre af sted for at vogte deres fars fåreflokke ved Sikem. ^13-14 Da de havde været borte i nogen tid, sagde Jakob til Josef: „Dine brødre er i Sikem med fårene. Tag derud og se, hvordan det går med dem, og hvordan dyrene har det, og kom så tilbage og fortæl mig det.”

„Det skal jeg nok, far,” svarede Josef.

Så tog han af sted fra lejren i Hebrondalen og kom til Sikem. ¹⁵ Dér var der en mand, som lagde mærke til, at han gik omkring på sletten.

„Hvem leder du efter?” spurgte manden.

¹⁶ „Mine brødre og deres får,” svarede Josef. „Har du set noget til dem?”

¹⁷ „Ja,” sagde manden, „men de er for længst brudt op herfra. Jeg hørte dem sige, at de ville tage til Dotan.” Så fortsatte Josef til Dotan, hvor han ganske rigtigt fandt dem.

¹⁸ Da Josefs brødre fik øje på ham langt borte, snakkede de indbyrdes om, hvordan de kunne få ham slået ihjel.

¹⁹ „Se! Der kommer den drømmer!” var der en, der udbrød. ²⁰ „Kom, lad os slå ham ihjel,” sagde en anden. „Bagefter kan vi smide liget i en af de udtørrede brønde og sige til far, at han er blevet ædt af et rovdyr. Så er det i hvert fald slut med hans drømmerier!”

²¹ Men Ruben ønskede at redde Josefs liv, så han sagde. „Nej, I må ikke slå ham ihjel. ²² Det er nok at smide ham i brønden derhenne på marken. I må ikke gøre ham noget ondt.” Det var nemlig Rubens hensigt senere at tage Josef op af brønden og aflevere ham i god behold til faderen. ²³ Da Josef nåede hen til brødrene, rev de den fine kjortel af ham ²⁴ og kastede ham i den udtørrede brønd. ²⁵ Derefter satte de sig ned i græsset for at spise. Pludselig fik de øje på en karavane et stykke borte. Det var ishmaelitter, der fragtede gummi, krydderier og urter fra Gilead til Egypten. ^26-27 „Se!” sagde Juda til de andre brødre. „Der kommer nogle ishmaelitter. Hvad med at sælge Josef til dem? Det er ikke så godt at slå ham ihjel, for så skal vi til at skjule drabet bagefter. Han er trods alt vores bror.” Det forslag syntes de godt om, ²⁸ så da de midjanitiske^[a] handelsmænd kom forbi, trak brødrene Josef op af brønden og solgte ham for 20 sølvstykker, hvorefter ishmaelitterne tog ham med til Egypten.

Guds undere gennem Israels historie^(A)

⁵ Angående dem, der er underlagt den jødiske lov, skriver Moses: „Den, der overholder alle disse love, vil få livet derved.”^{[a] 6} Når det derimod drejer sig om dem, der er accepteret af Gud på grund af tro, siger Skriften: „Du skal ikke spørge, hvem der kan stige op til Himlen (nemlig for at hente Kristus ned), ⁷ eller hvem, der kan stige ned i afgrunden (nemlig for at hente Kristus op fra de døde.)” ⁸ Skriften siger nemlig også: „Du kender allerede budskabet. Det er i dit hjerte og på dine læber.”^[b] Og det er netop det budskab om tro, vi forkynder. ⁹ Hvis du ærligt kan sige: „Jesus er herre i mit liv”, og hvis du i dit hjerte tror på, at Gud oprejste Jesus fra de døde, så får du det evige liv. ¹⁰ Gud accepterer og giver evigt liv til alle, som i deres hjerte tror på Jesus, og som med munden bekræfter deres tro.

¹¹ Skriften siger også: „De, der tror på ham, vil ikke blive skuffede.”^{[c] 12} I det stykke er der ingen forskel på jøder og andre folkeslag, for de har alle den samme Jesus som deres Herre, og han giver sin rige velsignelse til alle, der råber til ham om hjælp. ¹³ Der står nemlig skrevet: „Enhver, der råber til Herren om hjælp, vil blive reddet.”^[d]

¹⁴ Men hvordan kan nogen søge hjælp hos Jesus, hvis de ikke tror på ham? Og hvordan kan nogen komme til tro på ham, hvis de ikke har hørt om ham? Og hvordan kan de høre om ham, hvis ingen fortæller dem om ham? ¹⁵ Og hvordan kan nogen fortælle om ham, hvis de ikke sendes ud med budskabet? Som Skriften siger: „Hvor er det dejligt, når nogen kommer med et glædeligt budskab.”^[e]

Disciplenes tøvende tro^(A)

²² Jesus gav straks disciplene besked på at gå op i båden og sejle i forvejen over til den anden side af søen, mens han sendte folkemængden bort. ²³ Da han havde gjort det, gik han op på bjergskråningen for at være alene og bede.

²⁴ Det var efterhånden blevet ud på natten. Jesus var alene på bjerget, mens disciplene var et godt stykke ude på søen, hvor de kæmpede mod bølgerne og en strid modvind.

²⁵ Kort før daggry kom Jesus ud til dem, vandrende hen over vandet. ²⁶ Da de så en skikkelse komme gående hen imod dem, skreg de af rædsel, for de troede, det var et spøgelse. ²⁷ Men Jesus råbte til dem: „I skal ikke være bange—det er mig!”

²⁸ Straks råbte Peter tilbage: „Hvis det virkelig er dig, Herre, så sig til mig, at jeg skal komme ud til dig på bølgerne.” ²⁹ „Kom!” sagde Jesus.

Peter kravlede ud over bådens ræling og gik på vandet hen mod Jesus. ³⁰ Men da han så stormens rasen omkring sig, blev han bange, og han begyndte at synke.

„Herre, red mig!” råbte han.

³¹ Øjeblikkelig rakte Jesus hånden ud og greb fat i ham. „Din tro er lille,” sagde Jesus. „Hvorfor blev du usikker?”

³² Da de var kommet op i båden, lagde vinden sig. ³³ Alle i båden faldt på knæ for Jesus. „Du er virkelig Guds Søn!” udbrød de.