Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 139:13-18

13 Du har skabt mig som den, jeg er,
    du formede mig i min mors mave.
14 Tak, Gud, at du skabte mig så forunderligt,
    dit skaberværk er fantastisk.[a]
15 Du så på mig, da jeg blev dannet i det skjulte,
    da jeg langsomt voksede i livmoderens mørke.
16 Mens jeg endnu var et foster, så du mig.
    Mine livsdage var lagt fast og skrevet ned i din bog,
        længe før jeg så dagens lys.
17 Forunderlige og fuldkomne er dine tanker, Gud,
    de overgår langt, hvad jeg kan fatte.
18 Kunne de tælles, ville de være talrige som sandet.
    Jeg ville aldrig nå til ende med dem.[b]

1 Mosebog 35:16-29

Jakob mister Rakel

16 Jakob og hans familie forlod nu Betel og rejste videre mod Efrat, det senere Betlehem. På vejen dertil fik Rakel stærke fødselsveer. 17 Under den meget vanskelige fødsel sagde jordemoderen: „Du skal ikke være bange, du har fået endnu en søn.” 18 Rakel overlevede dog ikke fødslen, men lige inden hun døde, gav hun ham navnet Benoni.[a] Det navn ændrede Jakob til Benjamin.[b]

19 Da Rakel var død, blev hun begravet ved vejen til Betlehem, som dengang hed Efrat. 20 Jakob rejste en mindesten på graven, og den står der den dag i dag.

21 Så fortsatte Jakob sin rejse og slog lejr på den anden side af Migdal-Eder. 22 Det var, mens de opholdt sig der, at Ruben gik i seng med sin fars slavehustru, Bilha, og Jakob fik det at vide.

Her følger navnene på Jakobs 12 sønner. 23 Hans sønner med Lea var: Ruben (den førstefødte), Simeon, Levi, Juda, Issakar og Zebulon. 24 Hans sønner med Rakel var: Josef og Benjamin. 25 Hans sønner med Bilha, Rakels tjenestepige, var: Dan og Naftali. 26 Hans sønner med Zilpa, Leas tjenestepige, var: Gad og Asher. Disse sønner fik han under sin landflygtighed i Paddan-Aram.

27 Omsider nåede Jakob frem til sin far, Isak, i Mamre, tæt ved Kirjat-Arba, som nu hedder Hebron, hvor også Abraham havde boet. 28-29 Isak døde kort tid efter i en alder af 180 år, meget gammel og mæt af dage. Hans sønner, Esau og Jakob, begravede ham.

Matthæus 12:15-21

Jesus opfylder profetierne om Messias

15 Da Jesus var klar over, hvad farisæerne havde i sinde, trak han sig bort fra stedet, men mange fulgte ham. Han helbredte alle syge iblandt dem, 16 men forbød dem samtidig at fortælle vidt og bredt om, hvad han havde gjort. 17 Jesus opfyldte det ord om Messias, som Gud havde talt gennem profeten Esajas:[a]

18 „Se min tjener, som jeg har udvalgt,
    min elskede, som jeg er fuldt tilfreds med.
Jeg lægger min Ånd på ham,
    han skal bringe retfærdighed til alle folkeslag.
19 Han går ikke rundt og skændes,
    han råber ikke op i gaderne.
20 Et knækket siv brækker han ikke af.
    Et lys, der brænder svagt, puster han ikke ud.
Han fører retfærdigheden igennem til sejr,
21     fremmede folkeslag får nyt håb gennem ham.”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.