Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Jakob køber førstefødselsretten
19 Det følgende er Isaks slægtshistorie: Isak var søn af Abraham. 20 Da han var 40 år gammel, giftede han sig med Rebekka, en datter af aramæeren Betuel fra Paddan-Aram, og søster til Laban. 21 Isak bad til Herren for Rebekka, for hun kunne ikke blive gravid. Og Herren hørte Isaks bøn: Rebekka blev gravid 22 med tvillinger, og hun følte det, som om drengene sloges inde i hende. „Hvorfor sker sådan noget for mig?” klagede hun. Så gik hun hen og spurgte Herren.
23 Herrens svar lød: „Sønnerne i dit moderliv bliver stamfædre til to rivaliserende folkeslag. Den ene bliver stærkere end den anden, og den ældste kommer til at tjene den yngste.”
24 Da tiden kom, hvor Rebekka skulle føde, var det ganske rigtigt tvillinger. 25 Den første, der kom ud, var rødlig og lodden som en skindkappe med hår over hele kroppen. Ham kaldte de Esau. 26 Den anden tvilling blev født med hånden om Esaus hæl, og derfor kaldte de ham Jakob.[a] Isak var 60 år gammel, da tvillingerne blev født.
27 Som drengene voksede op, blev Esau en dygtig jæger og færdedes meget ude i de øde områder, hvorimod Jakob var en stille natur og blev hjemme ved teltene. 28 Isak holdt mest af Esau, fordi han elskede kødet fra de vildtlevende dyr. Men Rebekka holdt mest af Jakob.
29 En dag, da Jakob var ved at lave mad, kom Esau træt og sulten hjem fra en jagttur. Esau udbrød:
30 „Giv mig noget af det røde der. Jeg er ved at dø af sult!” Derfor fik han også navnet Edom.[b]
31 „Du må først sælge mig din førstefødselsret,” svarede Jakob.
32 „Hvad bryder jeg mig om min førstefødselsret, når jeg er ved at dø af sult?” sagde Esau.
33 „Sværg så på, at førstefødselsretten er min!” vedblev Jakob. Så svor Esau og solgte dermed sine rettigheder som ældste søn til sin yngre bror Jakob. 34 Jakob serverede nu brød og stuvede, røde linser for Esau, og da han havde spist og drukket, rejste han sig og gik sin vej. Sådan ringeagtede Esau sin førstefødselsret.
Guds ords lys
105 Dit ord er en lygte for min fod,
et lys på vejen foran mig.
106 Dine love er gode og retfærdige,
jeg har lovet mig selv altid at overholde dem.
107 Der er mange, som er imod mig, Herre,
men du giver mig nyt mod, som du har lovet.
108 Du fortjener min lovsang og tak, Herre,
fortsæt med at lære mig din vilje.
109 Dine bud vil jeg aldrig glemme,
også selv om det bringer mig i livsfare.
110 De gudløse sætter fælder for mig,
men jeg viger ikke en tomme fra dit ord.
111 Dine love er mit evige eje,
de fylder mit hjerte med glæde.
112 Det er min faste beslutning at adlyde dit ord,
indtil jeg drager mit sidste suk.
Nyt liv ved Guds Ånds kraft
8 Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, der tilhører Jesus Kristus. 2 For gennem Kristus er jeg[a] blevet sat fri ved den Ånds kraft, som bringer liv, og jeg lever ikke længere under syndens lov, som bringer død. 3 Loven var ikke stærk nok til at sejre over menneskets syndige natur, men Gud gav os sejr. Han sendte jo sin egen Søn ind i denne verden, for at han skulle leve under samme vilkår, som vi syndige mennesker levede under, og han gjorde ham til syndebuk for os alle. På den måde blev synden, som var i mennesket, dømt til døden. 4 Derfor kan vi, som nu lever under Åndens ledelse—og ikke under syndens herredømme—opfylde lovens gode hensigt. 5 De, der lever under syndens herredømme, tænker i syndens tankebaner, mens de, der lever under Åndens ledelse, tænker i Åndens tankebaner. 6 Syndens tanker fører til død, men Åndens tanker fører til liv og fred. 7 Synd er nemlig oprør og fjendskab mod Gud. Synden hverken vil eller kan underordne sig Guds vilje, 8 og de, der lever et liv styret af synden, kan ikke behage Gud. 9 I, derimod, er ikke styret af synden, men af Ånden, hvis ellers Guds Ånd bor i jer. Men de, som ikke har Kristi Ånd, hører ikke Kristus til.
10 Når Kristus bor i jer, skal legemet ganske vist dø engang, fordi synden bragte døden ind i verden, men Ånden giver nyt liv, fordi Kristus tog straffen for al synd på sig selv. 11 Og da Guds Ånd bor i jer, vil han, som oprejste Jesus fra de døde, også oprejse jeres dødelige legemer til sin tid og give jer det evige liv.
Billedet med jordbunden(A)
13 Senere samme dag forlod Jesus huset, hvor han holdt til, og gik ned til søen for at undervise. 2 Men så mange mennesker stimlede sammen, at han gik om bord i en båd. Der sad han så og underviste, mens folk stod inde på bredden og lyttede. 3 Han illustrerede gerne sin undervisning med billeder fra hverdagslivet.
„En landmand gik en dag ud for at så korn på sin mark,” begyndte han. 4 „Da han strøede sædekornet ud, faldt noget på vejen, og fuglene kom og spiste det. 5 Noget af kornet faldt på stengrund, hvor der kun var et tyndt lag jord. Det spirede hurtigt og voksede op, 6 men eftersom rødderne ikke kunne udvikles i det tynde jordlag, tørrede planterne ud under den brændende sol. 7 Noget af kornet faldt på steder, hvor der var tidselrødder i jorden, og tidslerne voksede op og kvalte de små kornplanter. 8 Men noget af kornet faldt i god jord og gav 30, 60 eller 100 gange så meget, som der var sået.
9 Lad dem høre, som har øre.”
Jesus forklarer billedet med jordbunden(A)
18 Nu får I så forklaringen på billedet med landmanden, der såede korn på sin mark: 19 Nogle mennesker er som vejen. De hører budskabet om Guds rige, men tager ikke imod det. Så kommer den Onde og piller de ord væk, som blev sået i deres sind. 20 Nogle er som den tynde jord på stengrund. Når de hører budskabet, tager de straks imod det med glæde. 21 Men de lader ikke ordet slå rod, så det varer kun en tid. Når der kommer problemer eller forfølgelser på grund af ordet, giver de op og falder fra. 22 Nogle er som jorden med tidsler i. De hører godt nok ordet, men de daglige bekymringer og den forførende materialisme kvæler ordet, så det ikke kan bære frugt. 23 Men nogle er som den gode jord. De hører ordet og tager det til sig. Det bærer frugt i deres liv: 30, 60 eller 100 gange så meget, som der var sået.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.