Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Højsangen 2:8-13

Anden sang: De elskende finder sammen

Den unge pige:

8-9 „Jeg kan høre min elskedes stemme.
    Han er på vej hen til mig!
Se, dér kommer han løbende over bjergene,
    springende ned ad bakkerne som en gazelle.
Se, nu står han uden for muren,
    han kigger ind gennem vinduesgitteret.
10 Min elskede siger til mig:
    ‚Stå op, min smukke! Kom med!
11 Se, vinteren er forbi, nu er det forår.
12     Blomster skyder op af jorden,
fuglene synger af glæde,
    turtelduerne kurrer overalt i landet.
13 De første figner er kommet,
    vinrankens blomster spreder deres duft.
Stå op, min elskede!
    Kom, du skønne, kom med mig!’ ”

1 Mosebog 27:30-46

30 Da Isak var færdig med at velsigne ham, og Jakob lige var gået, kom Esau hjem fra jagten. 31 Han tilberedte en lækker ret mad og bragte den ind til sin far: „Her er jeg, Far. Sæt dig nu op og spis mit vildt, så du kan give mig din velsignelse!”

32 „Hvad!” udbrød Isak forvirret. „Hvem er du?”

„Esau—din ældste søn!”

33 Da blev Isak bestyrtet og rystede voldsomt over hele kroppen. „Jamen, hvem var det da, som bragte mig vildt før du kom? Jeg har allerede spist, og nu har han fået velsignelsen!”

34 Ved de ord udstødte Esau et jamrende skrig og råbte: „Giv dog også mig en velsignelse, far!”

35 „Det kan jeg ikke, Esau. Din bror snød mig og stjal din velsignelse!”

36 „Ikke så underligt, at han hedder Jakob! Nu har han bedraget mig to gange!” sagde Esau bittert. „Først tog han min førstefødselsret, og nu har han stjålet min velsignelse! Har du dog ikke en velsignelse til mig også?”

37 „Nej, for jeg har gjort ham til hersker over dig,” sagde Isak. „Din slægt har jeg gjort til tjenere for hans slægt, og jeg har lovet ham overflod af korn og vin. Hvad har jeg tilbage at give dig, min søn?”

38 „Har du kun den ene velsignelse, Far? Velsign dog også mig!” Esau brast i gråd.

39 Men Isak svarede: „Din boplads bliver langt fra den frugtbare jord og fra himlens væde. 40 Med dit sværd skal du skaffe dig føden, og du skal tjene din bror, indtil du ryster hans åg af dig.”

Jakob flygter til sin morbror i Paddan-Aram

41 Esau bar nag til Jakob, fordi han havde stjålet hans velsignelse, og han sagde til sig selv: „Om kort tid dør far. Så slår jeg Jakob ihjel!” 42 Da Rebekka fik nys om, hvad hendes ældste søn havde i sinde, kaldte hun straks Jakob til sig og fortalte ham om Esaus hensigter. „Esau vil hævne sig og skaffe dig af vejen,” sagde hun. 43 „Gør nu, som jeg siger: Flygt til din onkel Laban i Karan 44 og bliv der, til din brors vrede er kølnet af, 45 og han har glemt, hvad du har gjort imod ham. Når han ikke er vred længere, sender jeg bud til dig, så du kan komme tilbage. Jeg vil ikke kunne bære at miste jer begge på en gang.”[a]

46 Til Isak sagde Rebekka: „Jeg er inderligt træt af de hittitiske kvinder! Jeg vil hellere dø end opleve, at Jakob gifter sig med en af dem.”

Romerne 1:18-25

Ugudelige mennesker vil blive straffet for deres ondskab

18 Guds straf hænger over hovedet på de mennesker, der undertrykker sandheden ved deres ugudelighed og uretfærdighed. 19-20 De kan ikke undskylde sig med, at de ikke kender noget til Gud, for han har sat sine tydelige spor i skaberværket. Godt nok kan man ikke direkte se eller måle den evige Gud, men den verden, han har skabt, viser hans guddommelige magt. 21 De kender altså noget til Gud, men de viser ham hverken respekt eller taknemmelighed. Tværtimod har deres tåbelige tanker ført dem ud i et tomt og håbløst liv. 22 De tror, de er så kloge, men i virkeligheden er de det modsatte. 23 I stedet for at tilbede den evige og mægtige Gud dyrker de alle mulige slags hjemmelavede afguder, der forestiller mennesker, fugle, slanger eller andre dyr.

24 Derfor har Gud ladet dem følge deres egne lyster, selvom de ødelægger sig selv gennem de skamløse ting, de gør med hinanden. 25 De vil hellere tro på en løgn end på sandheden om Gud, og de tilbeder det skabte i stedet for Skaberen, som fortjener evig tilbedelse.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.