Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Et fortvivlet menneskes bøn
13 Til korlederen: En sang af David.
2 Hvor længe vil du glemme mig, Herre?—For evigt?
Hvor længe skal jeg vente på din hjælp?
3 Hvor længe skal jeg kæmpe med sjæleangst?
Mine dage og nætter er fyldt med frygt.
Hvor længe skal fjenden triumfere over mig?
4 Min Herre og Gud, åh, hør min bøn,
grib ind og red mig fra døden.
5 Lad ikke mine fjender gå af med sejren,
lad ikke mine uvenner glædes over min undergang.
6 Jeg stoler på dig og din trofasthed.
Jeg vil juble, når jeg oplever din frelse.
Jeg vil prise dig, Herre, med sang,
for din underfulde godhed imod mig.
18 Der findes ingen Gud som dig,
du tilgiver den rest, der er tilbage af dit ejendomsfolk.
Du kan ikke være vred for evigt,
men elsker at vise din trofaste kærlighed.
19 Du vil igen se i nåde til os
og tilgive os alle vores synder,
ja, kaste dem i havets dyb.
20 Du viser din trofasthed mod Abraham
og opfylder dit løfte til Jakob.
De løfter, du gav vores forfædre, står fast.
At blive omskåret betyder at blive afskåret fra Kristus
2 Hør hvad jeg, Paulus, siger til jer: Hvis I lader jer omskære for at få Gud til at acceptere jer, så gavner Kristi død jer ikke. 3 Jeg vil sige det helt klart til ethvert menneske, som lader sig omskære for at blive som jøderne: Så er du også nødt til at overholde alle de jødiske lovregler! 4 I, der søger at blive accepteret af Gud ved at følge de jødiske love, har afbrudt forbindelsen med Kristus. I har sagt nej til Guds nåde! 5 Vi, der tror på Kristus, ser med stor forventning og forvisning frem til at blive accepteret af Gud på grund af vores tro. Den overbevisning har vi fra Helligånden. 6 For os, der tilhører Jesus Kristus, gør det ingen forskel, om et menneske er omskåret eller ej. Det eneste, der betyder noget, er den tro, der leves ud i kærlighed.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.