Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Guds hjemvendte folk
126 En valfartssang.
Da Herren bragte os hjem til Zion,
var det, som om vi drømte.
2 Vi lo og jublede, vi sang af glæde.
Folkeslagene udbrød: „Herren har gjort et under for sit folk!”
3 Ja, Herren har gjort et under for os,
vi jubler af glæde.
4 Herre, velsign os igen og giv os fremgang,
som regnen fylder de udtørrede floder.
5 De, der såede med gråd,
skal høste med glæde.
6 Grædende spredte de sæden ud,
syngende bringer de høsten i hus.
Abrahams død og begravelse
7 Abraham blev 175 år gammel. 8 Han døde i en høj alder, gammel og mæt af dage. 9-10 Isak og Ishmael begravede ham i Makpela-klippehulen ved Mamres lund på den mark, som Abraham havde købt af hittitten Efron, Sohars søn, og hvor hans kone Sara allerede lå begravet.
11 Efter Abrahams død velsignede Gud hans søn Isak. Isak boede i Be’er-Lahaj-Roi i Negev.
Opmuntring til at stå fast
13 Vi har virkelig grund til at takke Gud for jer til hver en tid, venner. Herren elsker jer, og Gud udvalgte jer til at være blandt de første, der blev frelst. I kom til tro på sandheden og blev renset og helliget af hans Ånd. 14 Gennem budskabet om Kristus, som vi bragte til jer, får I del i den herlighed, som kommer fra Jesus Kristus, vores Herre.
15 Stå fast, kære venner, og hold jer til den undervisning, I fik af os, enten det var mundtligt eller gennem et brev. 16 Herren Jesus Kristus og Gud, vores Far, som elsker os og i sin nåde har givet os en evig trøst og et sikkert håb, 17 vil selv opmuntre jer og styrke jer til gode ord og handlinger.
Gensidig forbøn
3 I øvrigt, venner, bed også for os. Bed om, at Herrens ord må slå igennem her hos os med samme herlighed som dengang, det kom til jer. 2 Bed også om, at vi må blive reddet ud af kløerne på de nederdrægtige, onde mennesker, der modarbejder os. Det er jo ikke alle, der tager imod troen.
3 Men Herren er trofast! Han vil styrke jer og beskytte jer mod den Ondes angreb. 4 Fordi I hører Herren til, regner vi med, at I både nu og fremover vil efterleve det, vi har påbudt jer. 5 Vi beder om, at Herren vil føre jer endnu dybere ind i Guds kærlighed og Kristi udholdenhed.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.