Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Tillid til Guds hjælp og indgriben

Abraham går i forbøn for Sodoma

¹⁶ Så rejste mændene sig fra måltidet og gik videre i retning af Sodoma, og Abraham fulgte dem på vej. ¹⁷ Undervejs sagde Herren til sig selv: „Hvorfor skulle jeg ikke indvi Abraham i mine planer? ¹⁸ Abrahams efterkommere vil jo blive et mægtigt folk, og alle jordens folkeslag vil opnå velsignelse gennem ham. ¹⁹ Jeg har jo netop udvalgt ham, for at han skal indprente sine efterkommere lydighed mod mig, ærlighed og godhed, så jeg kan lade det ske, jeg har lovet ham.”

²⁰ Herren sagde derfor til Abraham: „Jeg har hørt klageskrig fra Sodoma og Gomorra. Indbyggerne er frygtelig onde, og alt hvad de gør er ondt. ²¹ Jeg er nu på vej derned for at se, om deres handlinger virkelig er så forfærdelige, som det lyder til.” ²² De to andre mænd gik nu videre mod Sodoma, mens Abraham blev stående foran Herren. ²³ Så trådte han et skridt nærmere Gud og sagde: „Vil du virkelig udrydde de gode mennesker sammen med de onde? ²⁴ Hvis nu der findes 50 uskyldige mennesker i byen—vil du da stadig ødelægge den? Kan du ikke skåne byen for de 50 menneskers skyld? ²⁵ Du vil da vel ikke behandle de gode og de onde lige? Skulle han, som dømmer hele verden, ikke være retfærdig?”

²⁶ Herren svarede: „Hvis der findes 50 retsindige mennesker, vil jeg for deres skyld skåne byen.”

²⁷ Men Abraham fortsatte: „Siden jeg nu er begyndt at tale med min Herre, så lad mig fortsætte—vel vidende, at jeg kun er støv og aske. ²⁸ Hvad nu, hvis der kun er 45 retsindige? Vil du så ødelægge byen, bare fordi der mangler fem?” „Nej, jeg vil ikke ødelægge byen, hvis der er 45 retsindige.”

²⁹ „Hvad nu, hvis der kun er 40?” „Nej, heller ikke, hvis der er 40.”

³⁰ „Tag mig det ikke ilde op,” blev Abraham ved. „Hvad nu, hvis der kun er 30?” „Jeg vil skåne hele byen, hvis jeg finder 30,” svarede Herren.

³¹ „Siden jeg har taget mig den frihed at tale til min Herre,” fortsatte Abraham, „tillad mig da at spørge nok en gang: Hvad nu, hvis der kun er 20?” „Så vil jeg for disse 20 retsindiges skyld skåne byen.”

³² Da sagde Abraham: „Herre, bliv ikke vred! Dette er sidste gang: Hvad nu, hvis der kun findes ti?” Og Herren svarede: „Så vil jeg for disse ti uskyldiges skyld skåne hele byen.”

³³ Da Herren var færdig med at tale med Abraham, gik han videre, mens Abraham vendte hjem til sit telt.

Jesus er herre over sabbatten^(A)

12 En dag gik Jesus sammen med sine disciple langs en kornmark. Det var på en sabbat.^[a] Hans disciple var sultne, og de begyndte at plukke aks for at spise kernerne. ² Nogle farisæere opdagede det og gav sig straks til at irettesætte ham: „Hvordan kan du tillade, at dine disciple høster korn på en sabbat, hvor man ikke må arbejde?”

³ „Har I aldrig læst, hvad David gjorde, da han og hans mænd var sultne?” svarede Jesus. ⁴ „Han gik op til Guds hus, og de spiste alle sammen af de hellige brød, som ellers kun præsterne har lov til at spise af. ⁵ Har I heller aldrig læst i Toraen, at de præster, der gør tjeneste i templet, har lov til at arbejde på en sabbat? ⁶ Og her står I over for noget, der er større end templet! ⁷ Hvis I forstod betydningen af det skriftord: ‚Jeg ønsker barmhjertighed frem for slagtofre,’^[b] så ville I ikke fordømme uskyldige mennesker. ⁸ Menneskesønnen er jo herre over sabbatten.”