Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Lovsang om Herrens magt og trofasthed

Guds løfte til Abram

15 Senere talte Herren til Abram i et syn: „Vær ikke bange, Abram, for jeg er med dig, og jeg vil belønne dig rigeligt.” ^2-3 „Men almægtige Herre,” udbrød Abram, „hvad skal jeg med din velsignelse, hvis jeg dør barnløs? Min tjener Eliezer kommer til at arve al min rigdom, for du har jo ikke givet mig en søn.” ⁴ Men Herren svarede: „Nej, han skal ikke være din arving. Det skal din egen søn!”

⁵ Herren førte nu Abram udenfor og sagde: „Kig op mod himlen og prøv at tælle stjernerne. Dine efterkommere skal blive lige så talrige.” ⁶ Abram troede på Herren, og derfor blev han accepteret.

⁷ Herren fortsatte: „Jeg er Herren, som førte dig fra din hjemby Ur for at give dig det land, du nu bor i.” ⁸ Men Abram indvendte: „Almægtige Herre, hvordan kan jeg være sikker på, at du vil give mig det?” ⁹ Da sagde Herren: „Bring mig en treårs kvie, en treårs ged, en treårs vædder, en turteldue og en ung due.”^{[a] 10} Abram hentede dyrene og slagtede dem. Så skar han dem midt igennem på langs og lagde halvdelene overfor hinanden. Dog skar han ikke fuglene over. ¹¹ Straks slog gribbene ned på de døde dyr, men Abram jog dem bort.

¹² Hen mod aften faldt Abram i en dyb søvn, og et stort og frygteligt mørke sænkede sig over ham.

¹³ Da sagde Herren til Abram: „Dine efterkommere vil komme til at bo i et fremmed land i 400 år og opleve slaveri og undertrykkelse, ¹⁴ men jeg vil straffe det folk, som undertrykker dem, og til sidst skal dit folk rejse bort derfra med megen rigdom. ¹⁵ (Dette skal dog ikke ske i din tid. Du skal nå en høj alder og dø i fred.) ¹⁶ Fire generationer^[b] senere skal de vende tilbage til dette land. På det tidspunkt er amoritternes synd blevet så voldsom, at jeg må straffe dem.”

¹⁷ Da Abram vågnede, var solen gået ned, og han så noget som en rygende ovn eller en flammende fakkel passere midt imellem halvdelene af de døde dyr. ¹⁸ Sådan bekræftede Herren den dag pagten med Abram. „Jeg giver dette land til dig og dine efterkommere,” sagde han, „lige fra grænsen til Egypten mod syd og op til Eufratfloden mod nord—hele det område, ¹⁹ som bebos af kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, ²⁰ hittitterne, perizzitterne, refaitterne,

To blinde mænds tro

²⁷ Da Jesus gik derfra, fulgte to blinde mænd efter ham. De råbte: „Du Davids Søn,^[a] hav barmhjertighed med os!” ²⁸ De fulgte med helt ind i huset, hvor Jesus boede. „Tror I, at jeg kan gøre det mirakel for jer?” spurgte Jesus.

„Ja, Herre!” svarede de.

²⁹ Så rørte han ved deres øjne og sagde: „Som I tror, skal det ske.” ³⁰ Derefter kunne de begge se.

Jesus forbød dem at sige det til nogen, ³¹ men de gik alligevel ud og fortalte om ham i hele den egn.

Jesus helbreder en dæmonbesat mand, som ikke kunne tale

³² Da de var gået, kom der nogen med en mand, som ikke kunne tale, fordi han havde en dæmon i sig. ³³ Jesus uddrev dæmonen, og straks kunne manden tale. Folk var slået af forundring. „Noget sådant har man aldrig før set i Israel!” sagde de. ³⁴ Men farisæerne sagde: „Det er ikke ved Guds hjælp, men ved de onde ånders fyrste, at han driver dæmoner ud.”