Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Lovsang om Herrens magt og trofasthed
33 Råb af glæde, I, der kender Herren.
Det er godt at prise og lovsynge ham.
2 Spil en takkesang på lyren,
skøn musik på den ti-strengede harpe.
3 Syng en ny sang for Herren,
spil smukt på lyren og råb af fryd.
4 For Herrens bud er gode,
og alt, hvad han gør, er rigtigt.
5 Han elsker det rette og gode,
hans nåde mærkes i hele verden.
6 Da Herren talte, blev himlen skabt,
alle stjerner blev til på hans ord.
7 Han samlede vandet, så det blev til hav,
han dannede et mægtigt vandreservoir.
8 Hele jorden bør give ham ære,
alle mennesker bør vise ham respekt.
9 Et ord fra ham satte verden i gang,
på hans befaling blev jorden til.
10 Herren ødelægger folkenes planer
og forhindrer deres mange intriger.
11 Men Herrens planer står fast for evigt,
hans tanker bliver altid til virkelighed.
12 Lykkeligt er det folk, som har Herren til Gud,
dem han valgte som sit ejendomsfolk.
Melkizedek velsigner Abram
17 Da Abram vendte tilbage efter sejren over Kedorlaomer og de andre konger, kom Sodomas konge ham i møde i Shavedalen—også kaldet Kongedalen. 18 Også Melkizedek, Jerusalems konge, som var den højeste Guds præst, kom ham i møde. Han havde brød og vin med. 19-20 Han velsignede Abram med følgende ord: „Lovet være den højeste Gud, han, som er himlens og jordens skaber, han, som gav dig sejr over dine fjender. Må den højeste Guds velsignelse hvile over dig, Abram.” Så gav Abram ham en tiendedel af alt krigsbyttet.
21 Sodomas konge sagde til Abram: „Giv mig bare mine tilfangetagne folk tilbage. Krigsbyttet må du beholde.”
22 Men Abram svarede: „Jeg sværger ved Herren, den højeste Gud, himlens og jordens Skaber, 23 at jeg ikke vil tage noget, som tilhører dig, ikke så meget som en tråd eller en sandalrem! Du skal ikke senere kunne sige, at du gjorde Abram rig. 24 Men lad mine unge mænd få betaling for deres arbejde, og giv mine allierede, Aner, Eshkol og Mamre, deres del af krigsbyttet.”
Opholdet på Malta
28 Da alle var bjærget op på stranden, fik vi at vide, at øen hed Malta. 2 De indfødte på øen var meget venlige og viste os en usædvanlig omsorg. De tændte et bål på stranden, og vi samlede os om ilden, for det var begyndt at regne, og det var meget koldt. 3 Paulus samlede en bunke kvas, men da han lagde den på bålet, krøb en giftslange frem på grund af varmen og bed sig fast i hans hånd. 4 Da de indfødte så slangen hænge fast i hånden, sagde de til hinanden: „Den mand er sikkert en morder. Selv om han slap godt fra havet, tillader retfærdighedens gudinde ikke, at han får lov at leve.” 5 Men Paulus rystede slangen af over ilden og så ikke ud til at have lidt nogen overlast. 6 De indfødte betragtede ham afventende. De regnede med, at han ret hurtigt ville svulme op eller falde død om. Da de havde iagttaget ham et stykke tid, og der stadig ikke var sket noget, ændrede de holdning og mente nu, at han måtte være en gud.
7 I nærheden af det sted, hvor vi var drevet i land, lå en landejendom, som tilhørte øens fornemmeste mand, Publius. Han tog venligt imod os og beværtede os i tre dage. 8 Nu var det sådan, at Publius’ far lå syg med feberanfald og dysenteri. Paulus gik ind til ham, lagde hænderne på ham og bad for ham. Og han blev straks helbredt. 9 Derefter kom resten af de syge på øen og blev helbredt. 10 Folk forærede os mange gaver, og da vi skulle sejle videre, bragte de os alt muligt, som vi kunne få brug for på rejsen.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.