Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Lovsang om Herrens magt og trofasthed

Abram og Lot går hver til sit

13 Abram forlod så Egypten og rejste nordpå til Negev sammen med sin kone og Lot og al deres ejendom. ² Han var nu meget rig. Han havde meget kvæg og masser af sølv og guld. ^3-4 De fortsatte nordpå fra sted til sted, indtil de nåede Betel og det sted mellem Betel og Aj, hvor de tidligere havde slået lejr, og hvor Abram havde bygget et alter. Der ofrede han igen til Herren.

⁵ Lot, som fulgte med Abram, var også en velstående mand med mange får og køer og telte. ⁶ Der var imidlertid ikke græs nok på stedet til deres mange dyr, så de kunne ikke blive ved at bo så tæt sammen. ⁷ Kana’anæerne og perizzitterne boede jo også i landet. Så da det kom til slagsmål mellem Abrams og Lots hyrder, ⁸ sagde Abram til Lot: „Det her går ikke. Der må ikke være strid mellem os eller mellem vores folk. Vi er jo trods alt i familie. ⁹ Her er land nok. Så lad os hellere gå hver til sit. Hvis du går til venstre, så går jeg til højre; eller hvis du går til højre, så går jeg til venstre.”

¹⁰ Da Lot spejdede ud over landet, lagde han mærke til Jordandalens frugtbare slette, der strakte sig helt til Zoar. Det var før Sodoma og Gomorra blev ødelagt, og området var endnu frodigt som Edens have og Egyptens land. ¹¹ Lot valgte Jordandalen. Han tog afsked med Abram og gik mod øst. ¹² Abram blev altså i Kana’ans land, mens Lot med sin teltlejr drog østpå fra sted til sted, indtil han nåede Sodoma, hvor han slog sig ned. ¹³ Folkene dér var berygtet for deres store ondskab. De syndede groft imod Herren.

¹⁴ Efter at Lot var taget af sted, sagde Herren til Abram: „Se dig omkring til alle sider fra det sted, hvor du står. Se mod nord og mod syd, mod øst og mod vest. ¹⁵ Jeg vil give dig og dine efterkommere hele dette land til evigt eje. ¹⁶ Jeg vil gøre dine efterkommere så talrige som sandkornene på jorden. ¹⁷ Rejs nu gennem landet på kryds og tværs og se nøje på det, for jeg vil give det til dig.” ¹⁸ Så slog Abram lejr i Mamres egelund ved Hebron. Der byggede han et alter for Herren.

¹⁷ De falske lærere udretter intet af værdi, for de er som udtørrede kilder eller som skyer, der drives af sted af vinden uden at give regn. Der venter dem en plads i det yderste mørke. ¹⁸ Med tomme løfter og drevet af deres eget begær lokker de mennesker, der ellers lige var sluppet fri af dårligt selskab, og leder dem tilbage i synden. ¹⁹ De lover dem frihed, men er selv slaver af deres umoralske liv. For det, som man er besejret af, er man også slave af. ²⁰ Når nogen er undsluppet det verdslige livs umoralitet og har lært vores Herre og Frelser, Jesus Kristus, at kende, men igen bliver indfanget og kontrolleret af de gamle synder, er deres situation blevet værre end før. ²¹ Det ville have været bedre, om de mennesker ikke havde lært sandhedens vej at kende frem for først at se den og så vende ryggen til det hellige bud, som blev dem betroet. ²² Et gammelt ordsprog siger: „Som en hund, der slikker sit eget bræk i sig.”^[a] Og et andet lyder: „En renvasket so vælter sig straks i sølet igen.” Det samme kan siges om dem, der vender tilbage til deres gamle synder.