Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Herren er Konge

⁸ Derpå sagde Gud til Noa og hans sønner: ⁹ „Jeg vil oprette min pagt med jer og jeres efterkommere ¹⁰ og med alle de dyr, som er kommet ud af arken sammen med jer: ¹¹ Jeg vil aldrig mere sende en oversvømmelse, som udsletter alt liv på landjorden. ¹² Og jeg vil give jer et synligt tegn på denne evige pagt, som jeg opretter med jer og alle levende væsener. ¹³ Jeg har sat min regnbue i skyerne. Den er tegn på mit evigtgyldige løfte til jer og til hele jorden. ¹⁴ Når jeg sender regn over jorden, og regnbuen kommer til syne, ¹⁵ så vil jeg huske mit løfte til jer og de andre levende væsener: at der aldrig igen vil komme en oversvømmelse, som ødelægger alt liv. ¹⁶ Når jeg ser regnbuen i skyerne, vil jeg huske min evige pagt med alle levende væsener på jorden. ¹⁷ Regnbuen er tegnet på denne pagt.”

³⁹ Da det blev lyst, kunne de se land, men ingen genkendte det. De så, at der var en strandbred ved en bugt, og derfor besluttede de at lade skibet løbe på grund der. ⁴⁰ De kappede ankrene og løsnede roret, som havde været surret fast med reb, hejste forsejlet og styrede skibet ind mod strandbredden. ⁴¹ De kom til et sted, hvor to havstrømme mødtes, og dér satte de skibet på grund på en sandbanke. Forstavnen satte sig godt fast og blev stående urokkelig, mens agterskibet efterhånden blev slået i stykker af den voldsomme brænding. ⁴² Soldaterne ville slå fangerne ihjel, for at ingen af dem skulle svømme i land og flygte. ⁴³ Men den romerske officer ville redde Paulus og forhindrede dem i at gøre det. Han gav ordre til, at alle, der kunne svømme, skulle springe over bord først, ⁴⁴ og at de øvrige skulle prøve at nå ind til land ved at klamre sig til planker eller vragrester fra skibet. Alle blev på den måde reddet i land i god behold.