Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Ondskabens konsekvens

7 Da Noa var færdig med at bygge arken, sagde Herren til ham: „Du og din familie skal gå om bord i arken, for du er den eneste, jeg kan acceptere blandt menneskene på jorden. ^2-3 Af alle slags fugle og de dyr, der bruges til ofringer og til mad, skal du tage syv par, en han og en hun, for at de siden hen kan formere sig på jorden. Af de øvrige dyr skal du kun tage ét par, en han og en hun. ⁴ Om syv dage vil jeg sende regn, og det vil blive ved at regne uden ophør i 40 dage.^[a] Jeg vil udrydde alle levende væsener fra jordens overflade.”

⁵ Noa gjorde, som Herren havde befalet ham: ^6-11 Han bad sin kone, sine sønner og deres koner om at gøre sig klar til at gå ind i arken, så de kunne blive reddet fra oversvømmelsen. Alle dyrearter kom parvis ind i arken, som Herren havde befalet. Syv dage efter at Gud havde talt, begyndte regnen. Jordens kilder og himlens sluser blev åbnet på den 17. dag i den anden måned i det år, hvor Noa blev 600, ¹² og det regnede uafbrudt i de næste 40 dage. ¹³ På den dag, da regnen begyndte, gik Noa ind i arken sammen med sin kone og sine sønner, Sem, Kam og Jafet, og deres koner. ¹⁴ Alle de forskellige dyr var allerede kommet ind i arken, både de tamme og vilde dyr og fuglene, ¹⁵ ja, alt, hvad der kunne trække vejret, ¹⁶ sådan som Gud havde befalet. Og Herren lukkede døren efter dem.

¹⁷ I 40 dage blev vandet ved med at stige, og arken flød på vandet. ¹⁸ Vandet steg og steg, ¹⁹ indtil de højeste bjerge stod under vand. ²⁰ Vandet nåede mere end 7 meter over bjergtoppene. ^21-22 Alt levende på landjorden omkom—både dyr og mennesker. ²³ Kun Noa overlevede—og sammen med ham alle dem, som var i arken.

²⁴ I 150 dage var jorden i vandmassernes vold.

¹³ Da der var en let vind fra syd, så det ud til, at de kunne gennemføre deres plan. De lettede derfor anker og sejlede langs kysten. ¹⁴ Men inden længe slog vejret pludselig om, og der kom en orkan af den slags, som er kendt under navnet „Nordøstorkanen”. ¹⁵ Der var ikke andet at gøre end at lade skibet drive for vinden og blive ført til havs. ¹⁶ En kort tid lå vi i læ bag en lille ø, som hedder Kauda, hvor det med nød og næppe lykkedes os at få skibsjollen hevet indenbords. ¹⁷ Derefter surrede mandskabet tov rundt om skibet og under kølen for at styrke skroget. Da de var bange for at blive blæst helt ned til den nordafrikanske kyst, hvor skibet ville gå på grund på sandbankerne, firede de drivankeret ned.^[a] På den måde drev skibet af sted for vinden. ¹⁸ Næste dag var stormen lige voldsom, og besætningen begyndte at kaste skibets last over bord. ¹⁹ Dagen efter kastede de også størstedelen af sejlene og skibsgrejet over bord.

²⁰ Den frygtelige storm rasede med uformindsket styrke i flere døgn. Vi så hverken sol eller stjerner, og der var ikke længere noget håb om redning. ²¹ Ingen havde lyst til at tage føde til sig, men så kaldte Paulus besætningen sammen og sagde: „Folkens! I burde have lyttet til mig og aldrig have sejlet ud fra ‚Gode Havne’. Så havde I sparet os for de tab, vi allerede har lidt. ²² Men nu beder jeg jer om at fatte nyt mod, for selv om skibet ikke kan reddes, vil ingen komme til at miste livet. ²³ I nat kom der en engel til mig fra den Gud, som jeg tilhører og tjener, og han sagde: ²⁴ ‚Vær ikke bange, Paulus! Det er Guds plan, at du skal stå foran den kejserlige domstol, og Gud vil også nådigt redde alle dem, der er i skibet sammen med dig.’ ²⁵ Da jeg er overbevist om, at det vil ske, som Gud har sagt til mig, skal I være ved godt mod. ²⁶ Men vi kommer til at strande på en ø.”

²⁷ Efter at vi i 14 dage havde drevet om i Middelhavet, fik sømændene midt om natten en formodning om, at der måtte være land forude. ²⁸ De loddede dybden og målte 20 favne^[b] vand. Lidt efter loddede de igen og målte 15 favne. ²⁹ Det betød, at vi meget snart ville nå land, og da søfolkene var bange for, at der var klipper og skær langs kysten, kastede de fire ankre ud fra agterstavnen og bad til, at det snart ville blive lyst. ³⁰ Besætningsmedlemmerne lagde planer om at rømme skibet. De firede jollen i søen, idet de lod som om, de ville lægge ankre ud fra forstavnen. ³¹ Men Paulus sagde til den romerske officer og soldaterne: „Hvis ikke de sømænd bliver om bord, kan I ikke blive reddet.” ³² Så kappede soldaterne tovene til jollen og lod den drive bort.

³³ Da det første dagslys kunne skimtes, opfordrede Paulus alle til at spise noget. „I har ikke spist i 14 dage,” sagde han. ³⁴ „I skal sørge for at få noget mad, for det vil hjælpe jer til at blive reddet. Ingen af jer vil miste så meget som et hovedhår.” ³⁵ Så tog han selv et brød, takkede Gud for øjnene af dem alle, brækkede det i stykker og begyndte at spise. ³⁶ Alle de andre fik nyt mod og gav sig til at spise. ³⁷ Vi var 276 mennesker om bord. ³⁸ Da alle var blevet mætte, smed besætningen alt kornet over bord, for at skibet ikke skulle stikke så dybt.