Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

De tørre knogler i dalen

37 Herrens kraft kom over mig, og hans Ånd førte mig ud i en dal fyldt med menneskeknogler. ² De var helt indtørrede, og Herren førte mig i en bue rundt om dem. ³ Så spurgte han mig: „Kan de knogler blive til levende mennesker igen?” „Herre, det ved kun du,” svarede jeg.

⁴ Da gav han mig ordre til at profetere direkte til knoglerne: „I tørre knogler, hør Herrens ord. ⁵ Herren siger: Jeg vil ånde på jer og gøre jer levende igen. ⁶ Jeg vil sætte kød og sener på jer og dække jer med hud, og jeg vil blæse min livsånde ind i jer. Da vil I indse, at jeg er Herren.”

⁷ Jeg profeterede, som Herren havde befalet mig. Mens jeg profeterede, hørte jeg en raslende lyd, og jeg så, at knoglerne nærmede sig hinanden og blev til skeletter. ⁸ Der voksede kød og sener frem på dem, og derefter blev de dækket af hud. Kroppene var dog stadig døde, der var ikke spor af liv i dem. ⁹ Da befalede Herren mig at profetere og kalde på livsånden: „Herren siger: Du livsånd, kom fra de fire verdenshjørner og blæs på de her døde kroppe, så de bliver levende.” ¹⁰ Så profeterede jeg, som han havde befalet mig. Straks kom der livsånde i kroppene, og de blev levende og rejste sig op. De udgjorde en meget stor hær.

¹¹ Derefter sagde Herren til mig: „Du menneske, de tørre knogler er et billede på Israels folk. De siger: ‚Alt er håbløst. Vi ligger allerede i graven og er ikke andet end en bunke udtørrede knogler.’ ¹² Profetér derfor til dem og sig: Mit folk, jeg vil lukke op for jeres grave og føre jer ud af dem og bringe jer hjem til Israels land. ¹³ Når jeg gør det, vil I indse, at jeg er Herren. ¹⁴ Jeg sender min Ånd ind i jer, så I får nyt liv og kan vende hjem til jeres eget land. Til den tid vil I erkende, at jeg er Herren, og at jeg har opfyldt mit løfte til jer.”

Herren er villig til at tilgive

130 En valfartssang.

⁶ Syndens tanker fører til død, men Åndens tanker fører til liv og fred. ⁷ Synd er nemlig oprør og fjendskab mod Gud. Synden hverken vil eller kan underordne sig Guds vilje, ⁸ og de, der lever et liv styret af synden, kan ikke behage Gud. ⁹ I, derimod, er ikke styret af synden, men af Ånden, hvis ellers Guds Ånd bor i jer. Men de, som ikke har Kristi Ånd, hører ikke Kristus til.

¹⁰ Når Kristus bor i jer, skal legemet ganske vist dø engang, fordi synden bragte døden ind i verden, men Ånden giver nyt liv, fordi Kristus tog straffen for al synd på sig selv. ¹¹ Og da Guds Ånd bor i jer, vil han, som oprejste Jesus fra de døde, også oprejse jeres dødelige legemer til sin tid og give jer det evige liv.

Jesus opvækker Lazarus fra de døde

11 ^1-2 Der var en mand ved navn Lazarus, som boede i landsbyen Betania sammen med sine søstre Maria og Marta. (Det var den Maria, der er kendt for at have hældt kostbar olie ud over Jesu fødder og tørret dem med sit hår). Nu skete der det, at Lazarus blev alvorligt syg. ³ De to søstre sendte derfor bud til Jesus om, at hans gode ven Lazarus var meget syg.

⁴ Da Jesus hørte det, sagde han: „Den sygdom ender ikke med døden, men Gud vil blive æret gennem det, der skal ske, og Guds Søn vil også blive æret derved.”

⁵ Jesus holdt meget af Marta, Maria og Lazarus. ⁶ Efter at have fået beskeden, blev han endnu to dage dér, hvor han var, ⁷ men så sagde han til disciplene: „Kom, lad os gå tilbage til Judæa!” ⁸ Disciplene protesterede: „Mester! For kort tid siden forsøgte de jødiske ledere at slå dig ihjel. Vil du nu derhen igen?”

⁹ Men Jesus sagde: „Har dagen ikke 12 timer, hvor vi må gøre Guds gerninger? De, der vandrer i lyset, falder ikke, for de ser verdens Lys.^{[a] 10} Men de, der vandrer i mørket, falder, for de har ikke lyset i sig.” ¹¹ Så tilføjede han: „Vores ven Lazarus sover, men jeg vil gå hen og vække ham op.” ¹² „Hvis han sover, kommer han sig nok,” sagde disciplene. ¹³ De troede nemlig, at Jesus havde talt om almindelig søvn, men han havde talt om Lazarus’ død. ¹⁴ Så sagde han rent ud: „Lazarus er død, ¹⁵ og for jeres skyld er jeg glad for, at jeg ikke var der, for hans død vil hjælpe jer til at tro. Men lad os nu komme af sted!” ¹⁶ Thomas, der også blev kaldt „Tvillingen”, sagde til de andre disciple: „Lad os bare gå med Jesus! Så dør vi i det mindste sammen!”

¹⁷ Da Jesus nåede frem til Betania, fik han at vide, at Lazarus var blevet begravet tre dage forinden. ¹⁸ Betania lå knap tre kilometer fra Jerusalem, ¹⁹ og mange venner fra hovedstaden var kommet for at trøste Marta og Maria i sorgen over deres bror.

²⁰ Da nu Marta hørte, at Jesus var på vej, gik hun ham i møde. Maria derimod blev hjemme. ²¹ Da Marta nåede hen til ham, sagde hun: „Herre, hvis du havde været her, så var min bror ikke død. ²² Men selv nu ved jeg, at hvad du end beder Gud om, det vil han gøre for dig.”

²³ „Din bror skal vende tilbage til livet,” sagde Jesus. ²⁴ „Jeg ved, at han skal vende tilbage til livet på opstandelsens morgen,” svarede Marta. ²⁵ Jesus fortsatte: „Jeg er opstandelsen og livet. De, der tror på mig, skal leve, selv om de dør; ²⁶ og de, der lever i troen på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du på det, Marta?” ²⁷ „Ja, Herre,” sagde hun, „jeg tror, at du er Messias, Guds Søn, som vi så længe har ventet skulle komme.”

²⁸ Derefter løb Marta hjem til Maria og hviskede til hende: „Mesteren er kommet, og han vil gerne tale med dig.” ²⁹ Maria rejste sig med det samme og gik ud for at møde ham.

³⁰ Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig på det sted, hvor Marta havde mødt ham. ³¹ Da de, der var i huset for at trøste Maria, lagde mærke til, at hun pludselig rejste sig og gik, troede de, hun ville ud til Lazarus’ grav for at græde. Derfor fulgte de efter hende.

³² Maria kom nu ud til det sted, hvor Jesus var, og hun faldt ned for hans fødder og udbrød: „Herre, hvis du havde været her, var min bror ikke død.” ³³ Da Jesus så hende græde og hørte de andres gråd, blev han heftigt oprørt i sin ånd og spurgte: ³⁴ „Hvor har I lagt ham?” „Herre, kom og se!” lød svaret. ³⁵ Jesus brast i gråd. ³⁶ „Se, hvor meget han holdt af Lazarus,” var der nogle, der sagde. ³⁷ Men andre sagde: „Når han kunne helbrede en blind, kunne han så ikke også have forhindret denne mands død?”

³⁸ Da blev Jesus igen oprørt i sit indre, og han gik hen mod gravstedet, som var en klippehule med en stor sten rullet for indgangen. ³⁹ „Tag stenen bort!” beordrede han. „Herre,” sagde Marta, „det lugter ikke godt, for det er nu den fjerde dag, han ligger der.” ⁴⁰ Jesus svarede: „Har jeg ikke sagt til dig, at hvis du tror, vil du få Guds forunderlige magt at se?” ⁴¹ Så fjernede de stenen fra indgangen.

Jesus så op mod himlen og sagde: „Jeg takker dig, Far, fordi du har bønhørt mig. ⁴² Jeg ved godt, at du altid hører mig, men jeg siger det for de menneskers skyld, der står her omkring mig, for at de kan komme til tro på, at det er dig, som har sendt mig.” ⁴³ Så råbte han med høj røst: „Lazarus, kom herud!” ⁴⁴ Den døde kom ud—med hænder og fødder viklet ind i ligklæder og med et tørklæde om ansigtet. „Hjælp ham af med de ligklæder!” sagde Jesus.

Ypperstepræsterne beslutter at slå Jesus ihjel^(A)

⁴⁵ Mange af dem, der var kommet for at trøste Maria og havde set, hvad Jesus gjorde, kom nu til tro på ham.