Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 81

Sang ved en festival

81 Til korlederen: Brug et strengeinstrument.[a] En sang af Asaf.

Lovpris vor Gud, som giver os styrke,
    bryd ud i jubel for Israels Gud.
Syng til lyden af tamburiner,
    til skønne toner fra harper og lyrer.
Vædderhornet indvarsler højtiderne,
    både nymånefest og løvhyttefest.
Det er fester, som Gud har forordnet,
    de er beskrevet i Israels love.
Han gjorde det til en regel i Israel,
    da han førte os ud af Egypten.

Jeg hørte en ukendt stemme sige til mig:[b]
„Jeg fjernede byrden fra din skulder,
    jeg befriede dig fra det hårde slid.
Du råbte til mig i din nød, og jeg frelste dig.
    Jeg talte til dig fra tordenskyen.
        Jeg prøvede din tro ved Meriba.
Lyt til mig, mit folk, for jeg advarer jer.
    Åh, Israel, ville I dog bare adlyde mig.
10 I må aldrig tilbede nogen anden gud
    eller bøje jer for et billede af en afgud,
11 for det var mig, jeres Herre og Gud,
    som førte jer ud af Egyptens land.
Bed til mig, når I har brug for min hjælp,
    og I skal opleve, hvor god og gavmild jeg er.

12 Men mit folk nægtede at adlyde mig,
    Israel ville ikke have med mig at gøre.
13 Så lod jeg dem gå deres egne veje,
    og de gjorde ganske som de ville.
14 Bare mit folk dog ville adlyde mig,
    gid de ville følge mine befalinger.
15 Så ville jeg hurtigt besejre deres fjender,
    feje alle deres modstandere bort.
16 Alle fjenderne ville krybe sammen af skræk,
    det ville være slut med dem for altid.
17 Men jer ville jeg give den bedste hvede
    og mætte jer med honning fra klippen.”

Jeremias 2:4-13

Hør godt efter, alle Israels slægter og familier. Hør, hvad Herren har at sige: „Hvorfor vendte jeres forfædre ryggen til mig? Hvilken fejl har jeg begået, siden de forkastede mig? De begyndte at dyrke tomme afguder, indtil de selv blev lige så tomme. Hvordan kunne de glemme, at det var mig, Herren, som førte dem ud af Egypten og gennem den golde ørken, en vildmark med farlige kløfter, med tørke og håbløshed, hvor ingen kunne drømme om at slå sig ned? Det var mig, som førte dem ind i et frugtbart land, så de kunne glæde sig over en god høst. Men de ødelagde mit land med deres synd og ondskab. Selv deres præster søgte mig ikke. De, der skulle undervise i mine love, kendte mig ikke. Landets ledere vendte sig fra mig, og deres profeter indviede sig til Ba’al og dyrkede afguder, som ikke kunne hjælpe dem. Jeg bliver nødt til at konfrontere jer med det, siger Herren. Og jeg bliver ved fra den ene generation til den anden.

10-11 Prøv at rejse mod vest og spørg befolkningen på Cypern. Send bud mod øst og spørg jer for i Kedars ørken. Har et folk nogen sinde udskiftet deres guder? Og det selv om deres såkaldte guder blot er bedrag. Men mit folk har forladt mig, deres mægtige Gud, til fordel for tomme afguder. 12 Hvilken himmelråbende dumhed. 13 To frygtelige ting har mit folk gjort: De har forladt mig, som er kilden med det friske, livgivende vand, og de har hugget sig vandreservoirer, der er så fulde af revner, at de ikke kan holde vand.

Johannes 7:14-31

14 Midt under den ugelange fest kom Jesus ind på tempelpladsen og underviste de mange mennesker, der flokkedes om ham.

15 De jødiske ledere var der også. „Hvordan kan han kende Skrifterne så godt?” spurgte de undrende hinanden. „Han er jo ikke skriftlærd.”

16 „Min undervisning kommer ikke fra mine egne tanker, men fra ham, som sendte mig,” var Jesu svar. 17 „Enhver, der er villig til at gøre Guds vilje, vil finde ud af om det, jeg siger, kommer fra Gud, eller det bare er mine egne tanker. 18 Den, der fremfører sine egne tanker, ønsker selv at blive æret, men jeg ønsker at ære ham, som sendte mig. Derfor siger jeg sandheden uden nogen form for selviskhed.”

19 Jesus fortsatte med at tale til de jødiske ledere: „Har Moses ikke givet jer Toraens lovbud? Men ingen af jer overholder dem. Hvorfor vil I slå mig ihjel?”

20 „Du er ikke rigtig klog!” protesterede de omkringstående. „Hvem vil slå dig ihjel?”

21 Jesus ignorerede dem og fortsatte, henvendt til de jødiske ledere: „I undrer jer alle over, at jeg udførte et enkelt mirakel på en sabbat. 22 Men hvad gør I selv? Overtræder I ikke den samme lov ved at omskære jeres sønner på sabbatten? I forklarer jeres overtrædelse med, at Moses har forordnet, at omskærelsen skal finde sted nøjagtig syv dage efter fødslen—ja, egentlig kommer den forordning ikke fra Moses, men den stammer helt tilbage fra patriarkerne.[a] 23 Hvis det altså er tilladt at foretage omskærelse på et menneskes krop på en sabbat, for at Toraens bud ikke skal blive overtrådt, hvorfor hidser I jer så op over, at jeg på en sabbat gør et menneske rask? 24 Hold op med at dømme så overfladisk. Døm retfærdigt!”

Mange almindelige mennesker accepterer, at Jesus er Messias

25 Jerusalems indbyggere var i vildrede:

—Er det ikke ham, de vil slå ihjel? 26 Hvordan kan han så stå her og tale på et offentligt sted, uden at de siger et ord til ham?

—Mon vores ledere har accepteret, at han er Messias?

27 —Det kan han ikke være, for alle ved jo, hvilken by han kommer fra. Men når Messias viser sig, vil ingen vide, hvor han kommer fra.

28 „Nå, så I kender mig og ved, hvor jeg kommer fra!” råbte Jesus til dem. „Jeg kan fortælle jer, at det er den sande Gud, som har sendt mig. Ham kender I ikke, 29 men jeg kender ham, fordi jeg var hos ham, og det er ham, der har sendt mig til jer.”

30 Efter den udtalelse var de jødiske ledere parate til at arrestere ham med det samme. Men ingen lagde hånd på ham, for den af Gud fastsatte tid var endnu ikke kommet. 31 Dog var der mange i folkeskaren, der var parate til at tro på ham, og de gik rundt og sagde til hinanden: „Når Messias kommer, mon han så vil gøre flere undere, end den mand her har gjort?”

Johannes 7:37-39

Løftet om Helligåndens komme til dem, der tørster

37 På den sidste og største højtidsdag under løvhyttefesten trådte Jesus frem og råbte: „De, der tørster, kan komme til mig for at få noget at drikke! 38 Skriften siger, at vand skal strømme frem over det tørre land.[a] Sådan bliver det for dem, der kommer til tro på mig: Fra deres indre skal det livgivende vand strømme frem.” 39 Med det „livgivende vand” mente Jesus Helligåndens kraft, som de, der var kommet til tro på ham, senere skulle få. Ånden var endnu ikke kommet, fordi Jesus endnu ikke var vendt tilbage til den himmelske herlighed.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.