Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Gud udvælger Abram

12 Herren havde sagt^[a] til Abram: „Forlad dit land, dine slægtninge og din fars hjem, og tag af sted til det land, jeg vil vise dig. ² Jeg vil velsigne dig og gøre dig til stamfar for et mægtigt folk. Jeg vil gøre dig kendt vidt omkring, og du skal blive til velsignelse for mange. ³ Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig. Og gennem dig vil alle jordens folkeslag blive velsignet.”

⁴ Abram rejste nu videre til det land, Herren havde talt om, og Lot fulgte med ham. Abram var 75 år, da han forlod Karan.

Under Herrens beskyttelse

121 En valfartssang.

Abraham som et forbillede på tro

4 Hvordan blev så Abraham, vores stamfar, accepteret af Gud? ² Hvis det var på grund af hans gode gerninger, så ville han have haft noget at rose sig af, dog ikke over for Gud. ³ Men nu siger Skriften: „Abraham troede på Gud, og derfor blev han accepteret.”^[a]

⁴ Løn er noget, man får udbetalt, fordi man har gjort sig fortjent til det ved at udføre et stykke arbejde—det er ikke en gave. ⁵ Men man kan ikke arbejde sig frem til en fortjeneste hos Gud. Man må tro på ham, for han erklærer syndere skyldfri på grundlag af deres tro.

¹³ Abraham fik et løfte om, at hans efterkommere skulle få herredømmet over jorden, men det var ikke som en belønning for hans evne til at overholde loven. Det var, fordi han allerede var accepteret af Gud på grund af sin tro. ¹⁴ Hvis det kunne opnås som belønning for at overholde loven, ville det være unødvendigt at tro, og der ville heller ikke være brug for løftet som en gave fra Gud. ¹⁵ Hvor der er en lov, vil overtrædelse af loven medføre straf. Men løftet til Abraham byggede ikke på nogen lov, og derfor er der heller ingen lovovertrædelse, som kan forhindre løftets opfyldelse.

¹⁶ Det hele bygger altså på tro, og dermed bliver opfyldelsen af løftet en gave. På den måde er der heller ingen tvivl om, at løftet virkelig bliver opfyldt. Og løftet gælder ikke kun for dem, som lever under de love, som Moses modtog, men for alle, som regnes for Abrahams børn, fordi de har den samme tillid til Gud, som han havde. På den måde er Abraham blevet far til alle os, som tror. ¹⁷ Der står jo i Skriften, at Gud sagde til ham: „Du skal blive far til mange folkeslag.”^[a] Abraham havde tillid til Gud, der giver nyt liv til det, som er dødt, og omtaler det, der endnu ikke findes, som om det allerede fandtes.

De, der bliver genfødt ved Guds Ånd, får evigt liv

3 En aften efter mørkets frembrud kom en af de jødiske ledere, en farisæer ved navn Nikodemus, for at tale med Jesus. ² „Mester,” sagde han, „vi er klar over, at Gud har sendt dig, for ingen kunne gøre de mirakler, du gør, hvis ikke Gud var med ham.”

³ Da sagde Jesus: „Det siger jeg dig: Det er kun, hvis et menneske bliver født igen,^[a] at det kan komme ind i Guds rige.”

⁴ „Hvad mener du?” udbrød Nikodemus. „Et voksent menneske kan da umuligt komme ind i sin mors mave igen og blive født endnu en gang?”

⁵ Jesus svarede: „Det siger jeg dig: Det er kun, hvis et menneske bliver født af både vand^[b] og ånd, at det kan komme ind i Guds rige. ⁶ Et menneske føder et menneskebarn, men Guds Ånd føder et åndeligt barn. ⁷ Du skal ikke være så forundret over, at jeg sagde, at I skal fødes igen. ⁸ Tænk på vinden.^[c] Den blæser, hvorhen den vil. Du kan ikke se, hvor den kommer fra, eller hvor den skal hen, men du kan høre dens susen. Sådan er det også, når Guds Ånd giver et menneske åndeligt liv.”

⁹ „Jamen, hvordan kan det ske?” spurgte Nikodemus.

¹⁰ Jesus svarede: „Du er lærer for Israels folk. Forstår du det ikke? ¹¹ Det siger jeg dig: Vi taler om det, vi kender til, og vi fortæller om det, vi har set—men I tror ikke på os! ¹² Hvis I ikke tror mig, når jeg fortæller jer om de jordiske ting, hvordan skulle I så kunne tro mig, hvis jeg begyndte at fortælle jer om de himmelske? ¹³ Intet menneske har fået lov at se, hvad der er i Himlen, undtagen Menneskesønnen, som jo er kommet ned fra Himlen.

^14-15 Ligesom Moses løftede kobberslangen op og satte den fast på en stang ude i ørkenen, og de, der så hen på den, reddede livet,^[d] sådan skal Menneskesønnen løftes op, så enhver, der ser hen til ham og tror på ham, vil få det evige liv.”

¹⁶ Gud elskede nemlig verden så højt, at han gav sin eneste Søn, for at enhver, der tror på ham, ikke skal gå fortabt, men få det evige liv. ¹⁷ Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden gennem ham kunne opleve frelse.

Tre disciple ser et glimt af Jesus i hans herlighed^(A)

17 Seks dage senere tog Jesus Peter, Jakob og Johannes (Jakobs bror) med op på et højt bjerg, hvor de var helt alene. ² Pludselig skiftede Jesus udseende for øjnene af de tre disciple. Hans ansigt strålede som solen, og hans klæder blev blændende hvide. ³ Derefter så disciplene Moses og Elias komme til syne og tale med Jesus. ⁴ „Herre, hvor er det skønt at være her,” udbrød Peter. „Hvis du synes, så vil jeg bygge tre hytter: en til dig, en til Moses og en til Elias.”

⁵ Endnu mens Peter talte, kom en lysende sky og indhyllede dem, og de hørte en stemme inde fra skyen: „Det er min elskede Søn. Ham er jeg fuldt tilfreds med. Lyt til ham!”

⁶ Disciplene faldt på knæ med ansigtet mod jorden, helt overvældede og skrækslagne. ⁷ Men Jesus bøjede sig ned og rørte ved dem. „Rejs jer op,” sagde han. „I skal ikke være bange.” ⁸ Da de kiggede op, var Jesus alene tilbage.

⁹ På vej ned ad bjerget sagde Jesus til dem, at de ikke måtte fortælle om, hvad de lige havde set, før han var oprejst fra de døde.