Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Bekendelse og tilgivelse
32 En visdomssang[a] af David.
Lykkelige er de, hvis forseelser er tilgivet,
hvis synderegister er slettet.
2 Lykkelige er de mennesker,
som Herren ikke tilregner skyld,
de, som er oprigtige af hjertet.
3 Før jeg var villig til at indrømme min skyld,
havde jeg det helt elendigt.
Jeg sukkede dagen lang.
4 Dag og nat lå din hånd tungt på mig,
jeg følte mig trykket som under en hedebølge.
5 Så bekendte jeg omsider min synd for dig,
søgte ikke længere at skjule mine forseelser.
Jeg sagde: „Jeg vil bekende mit oprør for Herren.”
Så tilgav du mig, og min skyld forsvandt.
6 Derfor bør enhver gudfrygtig søge dig,
så længe der endnu er tid.
Hvis ulykkerne senere skyller ind over dem,
er du parat til at redde dem.
7 Herre, du er mit skjulested,
du skærmer mig fra ulykke.
Derfor vil jeg juble af glæde.
8 Jeg vil instruere og undervise dig,
jeg vil vise dig den vej, du skal gå.[b]
Jeg vil give dig min personlige vejledning.
9 Vær ikke trodsig som heste og æsler,
der skal tvinges med tømme og bidsel,
når de ikke vil komme til dig.
10 De gudløse har mange problemer,
men de, der stoler på Herren,
oplever hans trofaste nåde.
11 Glæd jer i Herren, I, som er uskyldige.
Fryd jer, I, som ønsker at adlyde ham.
De nye stentavler
34 Herren sagde derefter til Moses: „Lav to nye stentavler som dem, du slog i stykker. Så vil jeg skrive de samme ord på de nye tavler. 2 I morgen tidlig skal du gøre dig klar og komme op på Sinaibjerget. Stå og vent på mig på toppen. 3 Ingen må følge med dig denne gang, og ingen må færdes på bjerget. Husdyrene må ikke engang græsse i nærheden af bjerget.”
4 Så lavede Moses to stentavler, der lignede de første. Tidligt næste morgen gik han af sted med stentavlerne i hånden op på Sinaibjerget, sådan som Herren havde sagt.
5 Da steg Herren ned, stillede sig i en sky foran Moses og nævnte sit navn „Jahve”. 6 Han passerede forbi Moses, alt imens han sagde: „Jeg er Jahve, en nådig og kærlig Gud, langmodig og rig på barmhjertighed. 7 Jeg er en trofast Gud, der viser nåde gennem tusind generationer og er villig til at tilgive ondskab, oprør og synd. Men den, der fortsætter med at gøre oprør, får sin straf. Børnene i tre eller fire generationer må bøde for forældrenes ondskab.”
8 Da bøjede Moses sig hurtigt til jorden i tilbedelse 9 og sagde: „Herre, hvis du virkelig holder af mig, så gå med os! Jeg ved, at det er et stædigt og oprørsk folk. Men tilgiv os vores synd og skyld, og lad os være dit folk.”
27 Herren sagde endvidere til Moses: „Skriv de love ned, som jeg her har givet dig. De udgør betingelserne for min pagt med dig og med Israel.”
28 Moses blev oppe på bjerget sammen med Herren i 40 dage, og i al den tid hverken spiste eller drak han. Han skrev så pagtens grundlæggende bestemmelser, de ti bud, på de nye stentavler.
Gud ønsker ikke, at nogen går fortabt(A)
10 Pas på, at I ikke ringeagter en af disse små, for det siger jeg jer: De har deres engle i Himlen, og de er altid i min Fars nærhed.[a]
12 Hvis en mand har 100 får, og et af dem kommer på afveje, lader han så ikke de 99 andre blive tilbage på græsgangen for at gå ud og lede efter det, der er forsvundet? 13 Og hvis han så finder det, vil han så ikke glæde sig mere over det ene får end over de 99 derhjemme, som ikke fór vild? 14 Sådan er det også med jeres himmelske Far. Han vil ikke, at en eneste af disse små skal gå fortabt.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.