Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

¹⁵ I dag skal I vælge, om I foretrækker livet og lykken, eller I foretrækker døden og ulykken. ¹⁶ Jeg har befalet jer at elske Herren, jeres Gud, så I går på hans veje og overholder hans love. Gør I det, vil I få et godt liv og blive et mægtigt folk. Så vil Herren velsigne jer i det land, I skal over og tage i besiddelse. ¹⁷ Men hvis I vender jer fra ham og ikke vil adlyde ham, hvis I lader jer lokke til at dyrke andre guder, ¹⁸ kan jeg i dag garantere jer for, at I vil gå til grunde. Så bliver I ikke boende ret længe i det land, I skal over og tage i besiddelse på den anden side af Jordanfloden.

¹⁹ I dag kalder jeg himlen og jorden til vidne på, at jeg har givet jer valget mellem livet og døden, mellem velsignelsen og forbandelsen. Vælg nu livet, så I og jeres børn får et godt liv. ²⁰ Elsk Herren, jeres Gud, adlyd ham og hold jer til ham, så I kan få lov at leve og blive boende i det land, Herren lovede jeres forfædre Abraham, Isak og Jakob!”

Guds bud

Tjenersind og ydmyghed udelukker persondyrkelse og magtkamp

3 Da jeg var hos jer, venner, kunne jeg ikke tale til jer som til åndeligt modne mennesker, ja, man kunne dårligt se, at I var blevet kristne. I var som nyfødte børn i jeres tro på Kristus, ² så jeg gav jer mælk og ikke fast føde, for det var I slet ikke parate til. Og det er I stadig ikke! ³ Når I er misundelige på hinanden og strides om magten, viser det så ikke, at I endnu er åndeligt umodne og handler ud fra denne verdens tankegang? ⁴ Er det ikke et udtryk for menneskelig tankegang at sige: „Jeg hører til Paulus’ parti”, eller: „Jeg hører til Apollos’ parti”? ⁵ Hverken Apollos eller jeg ønsker blokdannelser i menigheden. Vi er kun Guds tjenere, og vi er medarbejdere på jeres tro. Hver af os gjorde kun det, Gud havde givet os at gøre: ⁶ Det var mig, der plantede, og Apollos, der vandede, men det var Gud, der gav væksten. ⁷ Altså afhænger det mere af Gud, som får det til at gro, end af hvem, der planter og vander. ⁸ Den, der planter, og den, der vander, arbejder sammen og ikke imod hinanden. De vil hver især få deres løn for det arbejde, de har udført. ⁹ Vi er Guds medarbejdere, mens I er den mark, han arbejder på.

En god bygmester får løn for sit arbejde

Man kan også sige, at I er det hus, han er ved at bygge.

Om forsoning i stedet for vrede

²¹ I har hørt, at der blev sagt til vores forfædre: ‚Du må ikke begå drab.’ Hvis nogen gør det, skal de stilles for retten. ²² Men jeg siger jer: Den, der blot bliver vred på en af sine nærmeste, burde stilles for retten. Og den, der kalder en anden for en forbandet idiot, burde straks stilles for en domstol. Og de, der kalder andre for ugudelige tåber, fortjener selv at blive kastet i Helvedes ild.

²³ Når du går hen for at give en gave til Gud, og du så kommer i tanke om, at en af dine bekendte har noget imod dig, ²⁴ så lad gaven vente. Gå først hen og bliv forsonet med vedkommende. Derefter kan du bringe din gave.

²⁵ Hvis nogen anklager dig for ikke at have betalt, hvad du skylder, så få et forlig i stand, inden det er for sent. Ellers bliver du slæbt i retten, og dommeren overgiver dig til retsbetjenten, som sætter dig i fængsel. ²⁶ Det siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt alt, hvad du skylder.

Om ægteskabsbrud og skilsmisse^(A)

²⁷ I ved, at Toraen siger: ‚Du må ikke bryde ægteskabet.’^{[a] 28} Men jeg siger jer, at enhver mand, der ser på en kvinde med tanker om utroskab, han har allerede begået ægteskabsbrud i sit hjerte. ²⁹ Hvis dit øje er årsag til, at du bukker under for fristelsen, så riv det ud og kast det bort. Det er bedre, at en enkelt del af dig bliver ødelagt, end at hele din krop bliver kastet i Helvedes ild. ³⁰ Hvis det er din hånd, der fører dig i fristelse, så hug den af og kast den bort. Det er bedre for dig at miste et af dine lemmer, end at du med alle lemmer i behold ender i Helvede.

³¹ I har også hørt, at hvis en mand skiller sig fra sin kone, skal han give hende et skilsmissebrev.^{[b] 32} Men jeg siger jer, at den mand, der skiller sig fra sin kone, uden at hun har været ham utro, han får hende til at være skyldig i ægteskabsbrud, når hun gifter sig igen,^[c] og manden, der gifter sig med hende, vil også være skyldig i ægteskabsbrud.

Om at sværge

³³ Der blev også sagt til vores forfædre: ‚Du må ikke bryde en ed, som du har aflagt over for Gud, men du skal holde det, du har svoret.’^{[d] 34} Men jeg siger jer: Lad helt være med at sværge. Du skal ikke sige ‚ved Himlen’, for Himlen er Guds trone. ³⁵ Du skal heller ikke sige ‚ved Jorden’, for Jorden er Guds fodskammel. Du må heller ikke sige: ‚Jeg sværger ved Jerusalem’, for Jerusalem er Den store Konges by. ³⁶ Sig heller ikke: ‚Om det så koster mig mit hoved’, for du er ikke i stand til at gøre ét hår på dit hoved hvidt eller sort. ³⁷ Sig ganske enkelt: ‚Ja, jeg vil’, eller: ‚Nej, jeg vil ikke’. Hvad der ligger ud over det, kommer fra den Onde.