Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Sand og falsk tilbedelse af Gud
58 Herren siger: „Råb højt, skån ikke din stemme! Giv signal som med en trompet! Sig til mit folk: I har syndet og gjort oprør imod mig. 2 Dag efter dag kommer I til mig og siger, at I ønsker at kende min vilje. Som om I virkelig var et folk, der ønskede at leve ret og adlyde mine bud, spørger I mig til råds om lov og ret og siger, at I ønsker at være Gud nær.
3 ‚Har du ikke set, at vi faster for at ære dig?’ spørger I mig. ‚Kan du ikke se, at vi ydmyger os selv for din skyld?’ Jo, tak! I faster nok, men I tænker kun på, hvad der gavner jer selv, og I tvinger jeres folk til at arbejde for jer. 4 Hvad hjælper faste, hvis I skændes og går løs på hinanden med knytnæver? Når det er på den måde, I faster, vil jeg slet ikke høre på jeres bønner. 5 Tror I virkelig, det er den form for faste, jeg er ude efter: at I sulter jer selv, hænger med hovedet, klæder jer i sæk og dækker jer med aske? Er det, hvad I forstår ved faste? Tror I, jeg kan acceptere den slags?
6 Nej, den slags faste jeg ønsker, er, at I sætter de uretfærdigt anklagede fri, at I fjerner slavernes tunge byrder, at I løser de undertrykte fra deres lænker, 7 at I deler jeres mad med de sultne, at I giver husly til de hjemløse, at I sørger for tøj til dem, som intet har, og i det hele taget gør, hvad I kan for at afhjælpe de behov, der findes lige omkring jer.
8 Hvis I gør det, vil det lysne for jer, som når morgenrøden bryder igennem, og jeres redning vil komme i hast. Jeres godhed vil gå foran jer og min herlighed slutte op om jer bagfra. 9 Så vil jeg høre jer, når I kalder på mig. Så snart I råber om hjælp, griber jeg ind.
Hvis I holder op med at undertrykke de svage, standser jeres falske anklager og lader være med at sprede onde rygter,
9 Så vil jeg høre jer, når I kalder på mig. Så snart I råber om hjælp, griber jeg ind.
Hvis I holder op med at undertrykke de svage, standser jeres falske anklager og lader være med at sprede onde rygter, 10 hvis I giver de sultne mad og hjælper dem, der er i vanskeligheder, så skal jeres lys skinne i mørket, og mørket omkring jer skal vige som ved højlys dag. 11 Og jeg vil altid lede jer og mætte jer med gode gaver. Jeg vil styrke jeres helbred, så I bliver som en frugtbar have, som en kilde, der aldrig tørrer ud. 12 Så vil jeres efterkommere genopbygge de byer, som nu ligger i ruiner, og I vil blive kendt som dem, der genrejser nedrevne bymure og gør ruiner til beboelige huse.
At adlyde Herren giver velsignelse
112 Halleluja!
At adlyde Herren giver velsignelse.[a]
Budene er til for at blive overholdt.
2 Du og dine efterkommere får fremgang og magt,
enhver, der handler ret, bliver velsignet.
3 Familien vil opleve velstand,
gode mennesker vil altid blive husket.
4 Herren gør de gudfrygtige til et lys midt i mørket,
især når de er venlige og barmhjertige.
5 Ja, velsignet er de gavmilde og hjælpsomme,
kendetegnet på deres handlinger er ærlighed.
6 Lever de sådan, får de styrke og fasthed,
mennesker med et godt ry bliver husket længe.
7 Når modgangen kommer, som kunne skabe frygt,
opgiver de ikke, for de stoler på Herren.
8 På trods af fjendens angreb
rider de stormen af og ender med sejr.
9 Sådanne mennesker giver gavmildt til dem, der er i nød,
taknemmelighed og ære bliver dem til del,
uselvisk godhed vil aldrig blive glemt.
10 Ved at se en sådan velsignelse bliver de gudløse vrede.
Ynkeligt sidder de tilbage med tomme hænder,
ærgrelsen står malet i deres ansigter.
Budskabet om Jesus forkyndes ikke med menneskelig visdom
2 Sådan var det også, dengang jeg kom til jer i Korinth. Da jeg fortalte jer om Guds frelsesplan, satte jeg ikke min lid til flot retorik eller menneskelig visdom. 2 Jeg havde nemlig besluttet mig til ikke at ville tale om andet end Jesus Kristus og hans død på korset. 3 Jeg kom til jer i afmægtighed med megen ængstelse og bæven, 4 og min forkyndelse var ikke baseret på kloge ord og god overtalelsesevne. Nej, den var baseret på en demonstration af Helligåndens kraft, 5 så jeres tro ikke skulle bygge på menneskelig visdom, men på Guds kraft.
Den åndelige visdom
6 Visdomsord bruger vi i en forsamling af modne kristne, men det er ikke en visdom, der kommer fra denne verden, eller den visdom, som anvendes af verdens magthavere, som for øvrigt er på vej til at miste deres magt. 7 Nej, vi taler med Guds visdom om den frelsesplan, der hidtil har været som et mysterium, og som han udtænkte, før verden blev skabt, med den hensigt at give et vidunderligt liv til alle, der hører ham til. 8 Ingen af denne verdens ledere kendte til den plan. Havde de gjort det, ville de ikke have korsfæstet vores vidunderlige Herre. 9 Men på den måde blev det skriftord opfyldt, hvor der står: „Hvad intet øje har set, hvad intet øre hørt, og hvad intet menneske har kunnet forestille sig, det har Gud beredt for dem, der elsker ham.”[a]
10 Og det har Gud nu åbenbaret for os ved sin Ånd. Helligånden har nemlig kendskab til alt, selv Guds dybder. 11 Ligesom ingen kender et menneskes tanker, undtagen det menneske selv, sådan kender heller ingen Guds tanker, undtagen Gud selv og hans Ånd.
12 Vi har ikke verdens ånd, men Gud har givet os sin egen Ånd, for at vi kan forstå betydningen af alt det, han i sin nåde har givet os.
13 Og det taler vi om med ord, som ikke udspringer af menneskelig visdom, men af den inspiration, som Helligånden giver os, idet vi forklarer åndelige ting for åndelige mennesker. 14 Uåndelige mennesker kan ikke forstå eller tage imod det, der kommer fra Guds Ånd. For dem er det jo bare tåbelig snak. De er ude af stand til at forstå det, for det skal bedømmes åndeligt. 15 Åndelige mennesker kan bedømme alle ting, men de kan ikke selv bedømmes af uåndelige mennesker. 16 For som Skriften siger: „Hvem har indsigt i Herrens tanker? Hvem kan være hans rådgiver?”[a] Men vi, som har Guds Ånd, kender til den måde, Kristus tænker på.
Jordens salt og verdens lys(A)
13 I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad kan man da salte det med?[a] Det kan ikke bruges til noget, men bliver bare smidt ud, og folk træder det ned.
14 I er verdens lys, og det skal kunne ses, ligesom en by, der ligger på et bjerg, kan ses langt væk. 15 Man tænder jo ikke en lampe for at skjule den under en spand. Nej, den skal stå højt og frit, så den kan lyse for alle i huset. 16 På samme måde skal I lade det lys, I har fået, skinne for folk, så de kan se, at det, I gør, er prisværdigt, og så de kan give jeres Far i Himlen ære.
Jesus er kommet for at opfylde Toraen og profetierne
17 I skal ikke tro, at jeg er kommet for at tilintetgøre Toraen eller Profetbøgerne.[b] Nej, jeg er kommet for at opfylde det, der står i dem. 18 Det siger jeg jer: Så længe himlen og jorden består, skal end ikke den mindste del af Toraen forsvinde. Det skal opfyldes alt sammen. 19 Hvis nogen derfor går imod et af de mindste bud i Toraen og lærer andre at gøre det samme, skal de kaldes de mindste i Guds rige. Men de, som lever efter Guds vilje og lærer andre det samme, skal kaldes de største i Guds rige. 20 Men det siger jeg jer: Hvis I ikke opfylder Guds vilje på en ny og bedre måde, end de skriftlærde og farisæerne gør, så kommer I slet ikke ind i Guds rige.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.