Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Ordsprogene 1:20-33

Visdommen kalder

20 Visdommen råber til folk på gaden,
    står på torvet og taler til dem,
21 kalder på skaren, som haster forbi,
    opsøger byens øverste ledere.
22 „I mennesker uden forstand!” råber den,
    „Hvor længe vil I forblive i uvidenhed?
Hvor længe vil spotterne blive ved med at spotte?
    Hvor længe vil tåberne nægte at blive vejledt?
23 Gid I ville lytte til min vejledning.
    Så ville jeg dele mine tanker med jer
    og øse ud af min visdom til jer.
24 Men I ville ikke høre, når jeg kaldte på jer,
    I afviste min udrakte, hjælpende hånd.
25 I forkastede alle mine gode råd,
    lyttede ikke til mine formaninger.
26 Derfor vil jeg le, når ulykken rammer jer,
    håne jer, når I gribes af rædsel,
27 når I rammes som af et lyn fra en klar himmel,
    når jeres mareridt bliver til virkelighed,
    når angst og nød truer med at knuse jer.
28 Da vil I råbe om hjælp, men ikke få svar.
    I vil søge efter mig, men ikke finde mig.
29 I forkastede jo kundskaben
    og nægtede at vise Herren respekt.
30 I var ligeglade med de råd, jeg gav jer,
    I valgte at ignorere min vejledning.
31 Derfor må I nu bide i det sure æble,
    til I får kvalme af jeres egen dumhed.
32 Stædig egenrådighed bliver jeres død,
    naiv sorgløshed fører jer i ulykke.
33 Men de, der lytter til mig, skal leve i tryghed,
    de skal bo i fred og uden frygt.”

Salme 19

Skaberværkets vidnesbyrd

19 Til korlederen: En sang af David.

Himlen vidner om Guds herlighed,
    universet udtrykker hans underfulde skaberkraft.
Dag efter dag forkynder solen Guds storhed.
    Nat efter nat vidner stjernerne derom.
Skaberværket taler ikke,
    der er ingen stemme at høre.
Og dog når budskabet til jordens ende,
    det kan ses overalt i verden.

Solen fik sit hjemsted på himlen,
    strålende som en brudgom bryder den frem,
        gennemløber sin bane med udholdenhed og glæde.
Den ene horisont er dens udgangspunkt,
    ved den anden når den sit mål.
        Intet undgår dens brændende varme.

Herrens lov

Herrens lov er fuldkommen, giver sjælen styrke.
    Hans befalinger er troværdige, gør selv en tåbe vis.
Herrens anvisninger er gode, giver hjertet glæde.
    Hans forordninger er fuldkomne, giver indsigt og forstand.
10 Herrens ord er sande, står fast for altid.
    Hans vedtægter er gode og værd at følge.
11 De er mere værd end guld, ja selv det pureste guld,
    sødere end frisk honning, der drypper fra bikagen.
12 Dine tjenere bliver vejledt gennem dem,
    de, der adlyder dem, bliver rigt belønnet.

Hjælp imod synd

13 Herre, hvem kan se sine egne fejl?
    Straf mig ikke for ubevidste synder.
14 Bevar mig fra at synde med vilje,
    lad ikke mit begær få magten over mig.
Da kan jeg stå uden skyld for dit ansigt
    og skal ikke dømmes for oprør imod dig.
15 Gid alt, hvad jeg siger med min mund,
    og alt, hvad jeg tænker i mit hjerte,
        er noget, du kan acceptere.
Herre, du er den, der beskytter og udfrier mig.

Error: Book name not found: Wis for the version: Bibelen på hverdagsdansk
Jakob 3:1-12

Om at passe på, hvad man siger

Kære venner, kun ganske få af jer bør søge at blive lærere i menigheden. Vi, der har ansvar for den rette lære, kan nemlig forvente en strengere dom. Vi begår jo alle sammen fejl på mange forskellige måder. Den, der ikke siger noget forkert, har nået en høj grad af modenhed og vil også have kontrol over alle sine handlinger. Når vi lægger bidsel i munden på en hest, må den adlyde os, og så har vi hele hesten under kontrol. Eller tænk på skibene: De kan være nok så store, og kraftige vinde kan drive dem, men styrmanden kan med et ganske lille ror dreje sit skib, hvorhen han vil.

5-6 På samme måde er tungen kun en lille del af vores krop, men den kan sætte en lavine af begivenheder i gang. Som en lille gnist kan sætte en stor skov i brand, kan tungen med ondskabsfulde ord ødelægge hele vores liv, selvom den kun er en lille del af kroppen. Er vores tunge først sat i brand af ilden fra Helvede, så kan den ødelægge hele vores tilværelse. Både vilde dyr og fugle, krybdyr og havdyr kan tæmmes og er blevet tæmmet, men tungen er det nærmest umuligt at tæmme. Det er svært at holde dens ondskab i skak, og den udspyr let en dødbringende gift. Tungen kan bruges til at lovprise Gud, men den samme tunge kan også bruges til at forbande mennesker, der jo er skabt i Guds billede. 10 Hvis den samme mund både lovpriser og forbander, må der være noget galt, venner! 11 Kan den samme kilde give både ferskvand og saltvand? 12 Kan der vokse oliven på et figentræ eller figner på en vinstok? Nej vel? Det er umuligt at hente ferskvand op fra en saltholdig kilde.

Markus 8:27-38

Peters åbenbaring om Jesus som Messias(A)

27 Jesus og disciplene forlod nu Galilæa og satte kursen mod landsbyerne omkring Cæsarea Filippi. Undervejs spurgte han dem: „Hvem siger folk, at jeg er?”

28 „Nogle mener, at du er Johannes Døber, der er kommet tilbage fra de døde,” svarede de. „Andre siger, du er Elias eller en anden af de gamle profeter, der er genopstået.”

29 „Og hvad siger I? Hvem tror I, at jeg er?”

Peter svarede: „Du er Messias, den frelser, vi har ventet på!”

30 Jesus advarede dem dog imod at fortælle det til nogen.

Messias som den lidende Frelser(B)

31 Derefter gav Jesus sig til at fortælle dem om de lidelser, der ventede ham. „De vil forkaste mig alle sammen,” sagde han, „både ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige ledere. Til sidst dræber de mig—men på den tredje dag[a] står jeg op fra de døde.”

32 Jesus talte frit ud om det, men Peter trak ham til side og prøvede at tale ham fra det. 33 Da vendte Jesus ryggen til Peter og irettesatte ham: „Gå væk fra mig, Satan! Du forstår jo ikke, hvad der er Guds vilje. Du ser det kun fra et menneskeligt synspunkt.”

Det koster dyrt at følge Guds vilje(C)

34 Han kaldte nu alle disciplene og hele folkeskaren sammen og sagde: „De, der ønsker at være mine disciple, skal lægge alt deres eget til side og følge mig, også selv om det koster livet. 35 De, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men de, der mister livet, fordi de holder fast ved mig og mit budskab, vil få det evige liv. 36 Hvad gavner det et menneske at vinde hele verden, hvis sjælen går fortabt? 37 Findes der noget, der er mere værd end et menneskes sjæl? 38 Hvis I fornægter mig og mine ord, når I står over for denne verdens vantro og syndige mennesker, så vil jeg, Menneskesønnen, også fornægte jer, når jeg kommer i min Fars herlighed sammen med de hellige engle.”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.