Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Marias lovprisning

⁴⁶ Maria brød nu ud i en lovprisning til Gud:

Hannas barnløshed

1 I byen Rama^[a] i Efraims højland boede en mand, som hed Elkana. Hans far hed Jeroham, hans bedstefar hed Elihu, hans oldefar hed Tohu, og hans tipoldefar hed Zuf^[b] og kom oprindelig fra Betlehem.^[c]

² Elkana havde to koner, Hanna og Peninna. Peninna havde børn, men Hanna havde ingen. ³ Hvert år rejste Elkana sammen med sin familie til helligdommen i Shilo for at tilbede Herren, den Almægtige, og ofre til ham. Det var på den tid, da Elis to sønner Hofni og Pinehas gjorde tjeneste som præster. ⁴ Når kødet fra offerdyret skulle fordeles, gav Elkana Peninna og hvert af hendes børn et stykke hver, ⁵ men Hanna gav han to stykker,^[d] for han elskede hende, selvom Herren ikke havde givet hende børn. ⁶ Peninna plejede at håne Hanna og komme med spydige bemærkninger, fordi hun ikke kunne få børn. ⁷ Hvert år gik det på samme måde. Når de rejste op til Herrens hus i Shilo, gjorde Peninna så meget nar af Hanna, at hun græd og ikke ville spise.

⁸ „Hvad er der i vejen, Hanna?” plejede Elkana at spørge. „Hvorfor spiser du ikke? Hvorfor er du så ked af det? Betyder jeg ikke mere for dig end ti sønner?”

⁹ Engang, under offermåltidet i Shilo, rejste Hanna sig og gik over til Herrens Hus for at bede. Præsten Eli sad som sædvanlig på sin stol ved indgangen. ¹⁰ I sin dybe smerte og under heftig gråd bad Hanna til Herren ¹¹ og aflagde et løfte. „Åh, almægtige Gud, om du dog ville forbarme dig og se min elendighed,” bad hun. „Hvis du vil høre min bøn og give mig en søn, så vil jeg give ham tilbage til dig. Han skal tilhøre dig hele sit liv, og som tegn på det vil jeg lade være med at klippe hans hår.”

¹² Sådan bad hun i lang tid. Fra sin plads iagttog Eli hende og så, at hun bevægede læberne, men han kunne ikke høre hendes bøn, ¹³ for hun bad i stilhed. Eli troede derfor, at hun var beruset. ¹⁴ „Hvorfor kommer du her, når du er beruset?” sagde han: „Se dog at blive ædru!” ¹⁵ Men Hanna svarede: „Nej, nej, herre, jeg er ikke beruset. Jeg er i stor nød, og jeg udøste mit hjerte for Herren. ¹⁶ Du må ikke tro, at jeg er en dårlig kvinde. Jeg har hverken drukket vin eller øl. Jeg bad, fordi jeg er ulykkelig.” ¹⁷ „Hvis det er sådan, det forholder sig, så gå du blot herfra med fred,” svarede Eli. „Må Israels Gud bønhøre dig, hvad du end har bedt ham om.” ¹⁸ „Tak for din venlighed,” udbrød Hanna. Så gik hun derfra og deltog i offermåltidet og var ikke længere bedrøvet.

Den gamle pagts syndofre sammenlignet med den nye pagt

9 I den første pagt mellem Gud og hans folk var der en række forskrifter for, hvordan præsterne skulle tjene i den jordiske helligdom, ² som var et telt, der bestod af to rum. Det forreste rum indeholdt guldlysestagen og det bord, hvor de hellige brød lå.^[a] Det rum kaldtes det hellige rum. ³ Bag det inderste forhæng var der et andet rum, som kaldtes det allerhelligste rum. ⁴ Hertil hørte røgelsesalteret af guld og pagtens ark, som på alle sider var overtrukket med ægte guld. Inde i arken lå stentavlerne, som de ti bud var skrevet på, en guldkrukke med manna og Arons stav, som engang havde fået blade og blomster.^{[b] 5} Oven på arken var der to strålende keruber, hvis vinger var bredt ud over arkens låg, der blev kaldt forsoningsstedet. Men det kan jeg ikke gå nærmere ind på nu.

⁶ Efter at helligdommen var blevet indrettet på den måde og gjort klar, udførte præsterne dagligt deres opgaver i det forreste rum. ⁷ Det var kun ypperstepræsten, der havde lov til at gå ind i det inderste rum, og kun én gang om året. Han havde altid blod med som et forsoningsoffer til Gud for at bede om tilgivelse for både sine egne og folkets uforsætlige synder. ⁸ Helligånden viser os derved, at så længe det forreste rum stadig er i brug, er der ikke almen adgang til det allerhelligste rum. ⁹ Det er et billede på den nuværende tid, hvor præsterne stadig bringer gaver og ofre, som dog ikke kan rense deres samvittighed. ¹⁰ De følger en række regler for, hvad man må spise og drikke, og de gennemgår de foreskrevne rituelle renselsesceremonier. Det er alt sammen regler for en gudsdyrkelse, som skulle gælde, indtil den nye pagt kom med en ny og bedre ordning.

¹¹ Nu er Kristus så blevet ypperstepræst i den nye og bedre ordning. Han er gået ind i den himmelske helligdom, som ligger på et højere og fuldkomment plan. Den helligdom er ikke bygget af mennesker, og den hører ikke med til den jordiske verden. ¹² Han gik én gang for alle ind i det allerhelligste rum i den himmelske helligdom og stænkede blod på forsoningsstedet. Men det var ikke blod fra gedebukke eller tyrekalve.^[c] Det var hans eget blod, og dermed har han skabt forsoning for vores synder og sat os fri fra skyld for evigt.

¹³ Hvis det at blive stænket med blod fra gedebukke og tyrekalve eller aske fra en kvie kunne give en ydre renselse til mennesker, som var blevet urene,^{[d] 14} hvor meget mere vil da ikke Kristi blod rense vores samvittighed fra nytteløse anstrengelser,^[e] så vi kan tjene den levende Gud. Kristus ofrede jo sig selv som et fejlfrit offer under den evige Helligånds ledelse.