Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
At adlyde Herren giver velsignelse
112 Halleluja!
At adlyde Herren giver velsignelse.[a]
Budene er til for at blive overholdt.
2 Du og dine efterkommere får fremgang og magt,
enhver, der handler ret, bliver velsignet.
3 Familien vil opleve velstand,
gode mennesker vil altid blive husket.
4 Herren gør de gudfrygtige til et lys midt i mørket,
især når de er venlige og barmhjertige.
5 Ja, velsignet er de gavmilde og hjælpsomme,
kendetegnet på deres handlinger er ærlighed.
6 Lever de sådan, får de styrke og fasthed,
mennesker med et godt ry bliver husket længe.
7 Når modgangen kommer, som kunne skabe frygt,
opgiver de ikke, for de stoler på Herren.
8 På trods af fjendens angreb
rider de stormen af og ender med sejr.
9 Sådanne mennesker giver gavmildt til dem, der er i nød,
taknemmelighed og ære bliver dem til del,
uselvisk godhed vil aldrig blive glemt.
10 Ved at se en sådan velsignelse bliver de gudløse vrede.
Ynkeligt sidder de tilbage med tomme hænder,
ærgrelsen står malet i deres ansigter.
Moses opfordrer folket til lydighed
4 Moses fortsatte sin tale: „Israels folk, lyt omhyggeligt til de love og forordninger, jeg her pålægger jer at overholde, så I kan blive i live og gå ind og tage det land i besiddelse, som Herren, jeres fædres Gud, vil give jer. 2 I må ikke lægge noget til eller trække noget fra, men I skal adlyde de her befalinger, som kommer fra Herren, jeres Gud. 3 I har været vidne til Herrens straf ved Peors bjerg, hvor han udryddede alle, der dyrkede Ba’al. 4 Det er kun de af jer, der holdt jer til Herren, som i dag er i live.
5 De love og forordninger, jeg giver jer, har jeg fået fra Herren, min Gud, og I skal sørge for at overholde dem, også når I tager landet i besiddelse. 6 Hvis I overholder dem, vil I blive kendt som et folk med visdom og indsigt. Når de omkringboende folk hører om de her love, vil de sige: ‚Israels folk er både et stort og klogt folk.’ 7 Er der andre folkeslag, hvis gud kommer dem til hjælp, hver gang de kalder på ham, sådan som Gud Herren gør det for os? 8 Og hvilket folk på jorden kan fremvise så retfærdige love, som dem jeg pålægger jer i dag?
9 Men pas på, at I aldrig glemmer det, I har oplevet med Gud! Må hans undere have gjort et dybt, uudsletteligt indtryk på jer, så I fortæller dem videre til jeres børn og børnebørn. 10 Husk at fortælle dem om dengang, da jeres forældres generation stod for Herrens ansigt ved Horebs bjerg, og han sagde til mig: ‚Kald folket sammen, så jeg kan lære dem at have ærefrygt for mig, og så de kan lære deres børn den samme ærefrygt.’ 11 Folket stod ved bjergets fod, mens bjerget var i brand, og flammerne slog op mod himlen gennem mørke og sorte skyer. 12 Da talte Herren til folket fra ilden. De hørte hans stemme, men kunne ikke se ham. 13 Han bekendtgjorde sin pagt med os, den overenskomst vi skal overholde, de ti bud, og han skrev dem på de to stentavler. 14 Lige siden den dag har Herren gennem mig givet sit folk alle de love og regler, der vil gælde i det land, I nu skal ind og tage i besiddelse.
Troens sejr over verden
5 Alle, som tror, at Jesus er den lovede Messias, er Guds børn. Hvis vi elsker ham, som vi er børn af, må vi også elske de andre børn, han har. 2 Vi ved, at vi elsker Guds børn, hvis vi elsker Gud og adlyder hans befalinger. 3 Vi viser vores kærlighed til Gud ved at adlyde hans befalinger, og det er ikke nogen tung byrde. 4 For alt, hvad der er født af Gud, sejrer over verden. Det er altså gennem vores tro, at verden bliver besejret.
Evigt liv fås ved troen på Guds Søn, der kom til jorden i menneskeskikkelse
5 Kun de, der tror, at Jesus er Guds Søn, kan sejre over verden.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.