Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

³⁴ Men Peter oplod Munden og sagde: "Jeg forstår i Sandhed, at Gud ikke anser Personer; ³⁵ men i hvert Folk er den, som frygter ham og gør Retfærdighed, velkommen for ham; ³⁶ det Ord, som han sendte til Israels Børn, da han forkyndte Fred ved Jesus Kristus: han er alles Herre. ³⁷ I kende det, som er udgået over hele Judæa, idet det begyndte fra Galilæa, efter den Dåb, som Johannes prædikede, ³⁸ det om Jesus fra Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Helligånd og Kraft, han, som drog omkring og gjorde vel og helbredte alle, som vare overvældede af Djævelen; thi Gud var med ham; ³⁹ og vi ere Vidner om alt det, som han har gjort både i Jødernes Land og i Jerusalem, han, som de også sloge ihjel, idet de hængte ham på et Træ. ⁴⁰ Ham oprejste Gud på den tredje dag og gav ham at åbenbares, ⁴¹ ikke for hele Folket, men for de Vidner, som vare forud udvalgte af Gud, for os, som spiste og drak med ham, efter at han var opstanden fra de døde. ⁴² Og han har påbudt os at prædike for Folket og at vidne, at han er den af Gud bestemte Dommer over levende og døde. ⁴³ Ham give alle Profeterne det Vidnesbyrd, at enhver, som tror på ham, skal få Syndernes Forladelse ved hans Navn."

¹⁷ Thi se, jeg skaber nye Himle og en ny Jord, det gamle huskes ej mer, rinder ingen i Hu; ¹⁸ men man frydes og jubler evigt over det, jeg skaber, thi se, jeg skaber Jerusalem til Jubel, dets Folk til Fryd; ¹⁹ jeg skal juble over Jerusalem og frydes ved mit Folk; der skal ej mer høres Gråd, ej heller Skrig. ²⁰ Der skal ikke være Børn, der dør som spæde, eller Olding, som ikke når sine Dages Tal thi den yngste, som dør, er hundred År, og forbandet er den, som ej når de hundred. ²¹ Da bygger de Huse og bor der selv, planter Vin og spiser dens Frugt; ²² de bygger ej, for at andre kan bo, de planter ej, for at andre kan spise; thi mit Folk skal opnå Træets Alder, mine udvalgte bruge, hvad de virker med Hånd; ²³ de skal ikke have Møje forgæves, ej avle Børn til brat Død; thi de er Herrens velsignede Æt og har deres Afkom hos sig. ²⁴ Førend de kalder, svarer jeg; endnu mens de taler, hører jeg. ²⁵ Ulv og Lam skal græsse sammen og Løven æde Strå som Oksen, men Slangen får Støv til Brød; der gøres ej ondt og voldes ej Men i hele mit hellige Bjergland, siger Herren.

118 Halleluja! Tak Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig. ² Israel sige: "Thi hans miskundhed varer evindelig!"

¹⁴ Min Styrke og Lovsang er Herren, han blev mig til Frelse. ¹⁵ Jubel og Sejrsråb lyder i de retfærdiges Telte: "Herrens højre øver Vælde, ¹⁶ Herrens højre er løftet, Herrens højre øver Vælde!" ¹⁷ Jeg skal ikke dø, men leve og kundgøre Herrens Gerninger. ¹⁸ Herren tugted mig hårdt, men gav mig ej hen i Døden.

¹⁹ Oplad mig Retfærdigheds Porte, ad dem går jeg ind og lovsynger Herren! ²⁰ Her er Herrens Port, ad den går retfærdige ind. ²¹ Jeg vil takke dig, thi du bønhørte mig, og du blev mig til Frelse. ²² Den Sten; Bygmestrene forkastede, er blevet Hovedhjørnesten. ²³ Fra Herren er dette kommet, det er underfuldt for vore Øjne. ²⁴ Denne er Dagen, som Herren har gjort, lad os juble og glæde os på den!

¹⁹ Have vi alene i dette Liv sat vort Håb til Kristus, da ere vi de ynkværdigste af alle Mennesker. ²⁰ Men nu er Kristus oprejst fra de døde, som Førstegrøde af de hensovede. ²¹ Thi efterdi Død kom ved et Menneske, er også dødes Opstandelse kommen ved et Menneske. ²² Thi ligesom alle dø i Adam, således skulle også alle levendegøres i Kristus. ²³ Dog hver i sit Hold: som Førstegrøde Kristus, dernæst de, som tilhøre Kristus, ved hans Tilkommelse. ²⁴ Derpå kommer Enden, når han overgiver Gud og Faderen Riget, når han har tilintetgjort hver Magt og hver Myndighed og Kraft. ²⁵ Thi han bør være Konge, indtil han får lagt alle Fjenderne under sine Fødder. ²⁶ Den sidste Fjende, som tilintetgøres, er Døden.

³⁴ Men Peter oplod Munden og sagde: "Jeg forstår i Sandhed, at Gud ikke anser Personer; ³⁵ men i hvert Folk er den, som frygter ham og gør Retfærdighed, velkommen for ham; ³⁶ det Ord, som han sendte til Israels Børn, da han forkyndte Fred ved Jesus Kristus: han er alles Herre. ³⁷ I kende det, som er udgået over hele Judæa, idet det begyndte fra Galilæa, efter den Dåb, som Johannes prædikede, ³⁸ det om Jesus fra Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Helligånd og Kraft, han, som drog omkring og gjorde vel og helbredte alle, som vare overvældede af Djævelen; thi Gud var med ham; ³⁹ og vi ere Vidner om alt det, som han har gjort både i Jødernes Land og i Jerusalem, han, som de også sloge ihjel, idet de hængte ham på et Træ. ⁴⁰ Ham oprejste Gud på den tredje dag og gav ham at åbenbares, ⁴¹ ikke for hele Folket, men for de Vidner, som vare forud udvalgte af Gud, for os, som spiste og drak med ham, efter at han var opstanden fra de døde. ⁴² Og han har påbudt os at prædike for Folket og at vidne, at han er den af Gud bestemte Dommer over levende og døde. ⁴³ Ham give alle Profeterne det Vidnesbyrd, at enhver, som tror på ham, skal få Syndernes Forladelse ved hans Navn."

20 Men på den første Dag; i Ugen kommer Maria Magdalene årle, medens det endnu er mørkt, til Graven og ser Stenen borttagen fra Graven, ² Da løber hun og kommer til Simon Peter og til den anden Discipel, ham, hvem Jesus elskede, og siger til dem: "De have borttaget Herren af Graven, og vi vide ikke, hvor de have lagt ham." ³ Da gik Peter og den anden Discipel ud, og de kom til Graven. ⁴ Men de to løb sammen, og den anden Discipel løb foran, hurtigere end Peter, og kom først til Graven. ⁵ Og da han kiggede ind, ser han Linklæderne ligge der, men gik dog ikke ind. ⁶ Da kommer Simon Peter, som fulgte ham, og han gik ind i Graven og så Linklæderne ligge der ⁷ og Tørklædet, som han havde haft på sit Hoved, ikke liggende ved Linklæderne, men sammenrullet på et Sted for sig selv. ⁸ Nu gik da også den anden Discipel, som var kommen først til Graven, ind, og han så og troede. ⁹ Thi de forstode endnu ikke Skriften, at han skulde opstå fra de døde. ¹⁰ Da gik Disciplene atter bort til deres Hjem.

¹¹ Men Maria stod udenfor ved Graven og græd. Som hun nu græd, kiggede hun ind i Graven, ¹² og hun ser to Engle sidde i hvide Klæder, en ved Hovedet og en ved Fødderne,hvor Jesu Legeme havde ligget. ¹³ Og de sige til hende: "Kvinde! hvorfor græder du?" Hun siger til dem: "Fordi de have taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de have lagt ham." ¹⁴ Da hun havde sagt dette, vendte hun sig om, og hun ser Jesus stå der, og hun vidste ikke, at det var Jesus. ¹⁵ Jesus siger til hende: "Kvinde: hvorfor græder du? hvem leder du efter?" Hun mente, det var Havemanden, og siger til ham: "Herre! dersom du har båret ham bort, da sig mig, hvor du har lagt ham, så vil jeg tage ham." ¹⁶ Jesus siger til hende: "Maria!" Hun vender sig om og siger til ham på Hebraisk: "Rabbuni!" hvilket betyder Mester. ¹⁷ Jesus siger til hende: "Rør ikke ved mig, thi jeg er endnu ikke opfaren til min Fader; men gå til mine Brødre og sig dem: Jeg farer op til min Fader og eders Fader og til min Gud og eders Gud." ¹⁸ Maria Magdalene kommer og forkynder Disciplene: "Jeg har set Herren," og at han havde sagt hende dette.

24 Men på den første Dag i Ugen meget årle kom de til Graven og bragte de vellugtende Urter, som de havde beredt. ² Og de fandt Stenen bortvæltet fra Graven. ³ Men da de gik derind, fandt de ikke den Herres Jesu Legeme. ⁴ Og det skete, da de vare tvivlrådige om dette, se, da stode to Mænd for dem i strålende Klædebon. ⁵ Men da de bleve forfærdede og bøjede deres Ansigter imod Jorden, sagde de til dem: "Hvorfor lede I efter den levende iblandt de døde? ⁶ Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i Hu, hvorledes han talte til eder, medens han endnu var i Galilæa, og sagde, ⁷ at Menneskesønnen burde overgives i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstå på den tredje Dag." ⁸ Og de kom hans Ord i Hu. ⁹ Og de vendte tilbage fra Graven og kundgjorde alle disse Ting for de elleve og for alle de andre. ¹⁰ Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs Moder, og de øvrige Kvinder med dem; de sagde Apostlene disse Ting. ¹¹ Og disse Ord kom dem for som løs Tale; og de troede dem ikke. ¹² Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind ser han Linklæderne alene liggende der, og han gik hjem i Undren over det, som var sket.