Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
32 Salig den, hvis Overdtrærdselser er forladt, hvis Synd er skjult: 2 saligt det Menneske, Herren ej tilregner Skyld, og i hvis Ånd der ikke er Svig.
3 Mine Ben svandt hen, så længe jeg tav, under Jamren Dagen igennem, 4 thi din Hånd lå tungt på mig både Dag og Nat, min Livskraft svandt som i Sommerens Tørke. - Sela. 5 Min Synd bekendte jeg for dig, dulgte ikke min Skyld; jeg sagde: "Mine Overtrædelser vil jeg bekende for Herren!" Da tilgav du mig min Syndeskyld. - Sela. 6 Derfor bede hver from til dig, den Stund du findes. Kommer da store Vandskyl, ham skal de ikke nå. 7 Du er mit Skjul, du frier mig af Trængsel, med Frelsesjubel omgiver du mig. - Sela.
8 Jeg vil lære dig og vise dig, hvor du skal gå, jeg vil råde dig ved at fæste mit Øje på dig. 9 Vær ikke uden Forstand som Hest eller Muldyr, der tvinges med Tømme og Bidsel, når de ikke vil komme til dig. 10 Den gudløses Smerter er mange, men den, der stoler på Herren, omgiver han med Nåde. 11 Glæd jer i Herren, I retfærdige, fryd jer, jubler, alle I oprigtige af Hjertet!
4 Da nu hele Folket havde tilendebragt Overgangen over Jordan, sagde Herren til Josua: 2 "Vælg eder tolv Mænd af Folket, een Mand af hver Stamme, 3 og byd dem: Tag eder tolv Sten her, midt i Jordan, hvor Præsterne stod stille, bring dem med over og stil dem på den Plads, hvor I holder Rast i Nat!" 4 Så lod Josua de tolv Mænd kalde, som han havde til Rede af Israeliterne, een Mand af hver Stamme; 5 og Josua sagde til dem: "Gå foran Herren eders Guds Ark midt ud i Jordan, og tag så hver en Sten på Skulderen, svarende til Tallet på Israeliternes Stammer, 6 for at det kan tjene til Tegn iblandt eder. Når eders Børn i Fremtiden spørger: Hvad Betydning har disse Sten for eder? 7 så skal I sige til dem: De betyder, at Jordans Vand standsede foran Herrens Pagts Ark; da den drog over Jordan, standsede Jordans Vand. Og disse Sten skal være Israeliterne et Mindetegn til evig Tid!" 8 Da gjorde Israeliterne, som Josua bød, og tog tolv Sten midt i Jordan, som Herren havde sagt til Josua, svarende til Tallet på Israeliternes Stammer, og de bragte dem med over til det Sted, hvor de holdt Rast, og stillede dem der. 9 Og tolv Sten rejste Josua midt i Jordan på det Sted, hvor Præsterne, som bar Pagtens Ark, stod stille, og der står de den Dag i Dag.
10 Men Præsterne, som bar Arken, blev stående midt i Jordan, indtil alt, hvad Herren havde pålagt Josua at sige til Folket, var udført, i Overensstemmelse med alt, hvad Moses havde pålagt Josua; og Folket gik skyndsomt over. 11 Da hele Folket så havde tilendebragt Overgangen, gik Herrens Ark og Præsterne over og stillede sig foran Folket. 12 Og Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme drog væbnet over i Spidsen for Israeliterne, som Moses havde sagt til dem; 13 henved 40000 Mand i Tal, rustede til Strid, drog de foran Herren over til Jerikos Sletter til Hamp.
16 Derfor tabe vi ikke Modet; men om også vort udvortes Menneske fortæres, fornyes dog vort indvortes Dag for Dag. 17 Thi vor Trængsel, som er stakket og let, virker for os over al Måde og Mål en evig Vægt af Herlighed, 18 idet vi ikke se på de synlige Ting, men på de usynlige; thi de synlige ere timelige, men de usynlige ere evige.
5 Thi vi vide, at dersom vor jordiske Teltbolig nedbrydes, have vi en Bygning fra Gud, en Bolig, som ikke er gjort med Hænder, en evig i Himlene. 2 Ja, også i denne sukke vi, længselsfulde efter at overklædes med vor Bolig fra Himmelen, 3 så sandt vi da som iklædte ikke skulle findes nøgne. 4 Ja, vi, som ere i dette Telt, sukke; besværede, efterdi vi ikke ville afklædes, men overklædes, for at det dødelige kan blive opslugt af Livet. 5 Men den, som har sat os i Stand just til dette, er Gud, som gav os Åndens Pant.