Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

15 Nogen Tid efter kom HerrenS Ord til Abram i et Syn således: "Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold; din Løn skal blive såre stor!" ² Men Abram svarede: "Herre", Herre, hvad kan du give mig, når jeg dog går barnløs bort, og en Mand fra Damaskus, Eliezer, skal arve mit Hus." ³ Og Abram sagde: "Du har jo intet Afkom givet mig, og se, min Hustræl kommer til at arve mig!" ⁴ Og se, Herrens Ord kom til ham således: "Han kommer ikke til at arve dig, men den, der udgår af dit Liv, han skal arve dig." ⁵ Derpå førte han ham ud i det fri og sagde: "Se op mod Himmelen og prøv, om du kan tælle Stjernerne!" Og han sagde til ham: "Således skal dit Afkom blive!" ⁶ Da troede Abram Herren, og han regnede ham det til Retfærdighed.

⁷ Derpå sagde han til ham: "Jeg er Herren, som førte dig bort fra Ur Kasdim for at give dig dette Land i Eje!" ⁸ Men han svarede: "Herre, Herre, hvorpå kan jeg kende, at jeg skal få det i Eje?" ⁹ Da sagde han til ham: "Tag mig en treårs Kvie, en treårs Ged og en treårs Væder, en Turteldue og en Småfugl!" ¹⁰ Så tog han alle disse Dyr skar dem midt over og lagde Halvdelene over for hinanden; dog skar han ikke Fuglene over. ¹¹ Da slog der Rovfugle ned på de døde Kroppe, men Abram skræmmede dem bort. ¹² Da Solen så var ved at gå ned, faldt der Dvale over Abram, og se, Rædsel faldt over ham, et stort Mørke.

¹⁷ Da Solen var gået ned og Mørket faldet på, viste der sig en rygende Ovn med en flammende Ildslue, der skred frem mellem de sønderskårne Kroppe. ¹⁸ På den Dag sluttede Herren Pagt med Abram, idet han sagde: "Dit Afkom giver jeg dette Land fra Ægyptens Bæk til den store Flod, Eufratfloden,

27 Herren er mit Lys og min Frelse, hvem skal jeg frygte? Herren er Værn for mit Liv, for hvem skal jeg ræddes? ² Når onde kommer imod mig for at æde mit Kød, så snubler og falder de, Uvenner og Fjender! ³ Om en Hær end lejrer sig mod mig, er mit Hjerte uden Frygt; om Krig bryder løs imod mig, dog er jeg tryg. ⁴ Om eet har jeg bedet Herren, det attrår jeg: alle mine Dage at bo i Herrens Hus for at skue Herrens Livsalighed og grunde i hans Tempel. ⁵ Thi han gemmer mig i sin Hytte på Ulykkens Dag, skjuler mig i sit Telt og løfter mig op på en Klippe. ⁶ Derfor løfter mit Hoved sig over mine Fjender omkring mig. I hans Telt vil jeg ofre Jubelofre, med Sang og med Spil vil jeg prise Herren.

⁷ Herre, hør mit Råb, vær nådig og svar mig! ⁸ Jeg mindes, du sagde: "Søg mit Åsyn!" Dit Åsyn søger jeg, Herre; ⁹ skjul ikke dit Åsyn for mig! Bortstød ikke din Tjener i Vrede, du er min Hjælp, opgiv og slip mig ikke, min Frelses Gud! ¹⁰ Thi Fader og Moder forlod mig, men Herren tager mig til sig. ¹¹ Vis mig, Herre, din Vej og led mig ad jævne Stier for Fjendernes Skyld; ¹² giv mig ikke i glubske Uvenners Magt! Thi falske Vidner, der udånder Vold, står frem imod mig. ¹³ Havde jeg ikke troet, at jeg skulde skue Herrens Godhed i de levendes Land - ¹⁴ Bi på Herren, fat Mod, dit Hjerte være stærkt, ja bi på Herren!

¹⁷ Vorder mine Efterlignere, Brødre! og agter på dem, der vandre således, som I have os til Forbillede. ¹⁸ Thi mange vandre, som jeg ofte har sagt eder, men nu også siger med Tårer, som Kristi Kors's Fjender, ¹⁹ hvis Ende er Fortabelse, hvis Gud er Bugen, og hvis Ære er i deres Skændsel, de, som tragte efter de jordiske Ting. ²⁰ Thi vort Borgerskab er i Himlene, hvorfra vi også forvente som Frelser den Herre Jesus Kristus, ²¹ der skal forvandle vort Fornedrelses-Legeme til at blive ligedannet med hans Herligheds-Legeme, efter den Kraft, ved hvilken han også kan underlægge sig alle Ting.

4 Derfor, mine Brødre, elskede og savnede, min Glæde og Krans! står således fast i Herren, I elskede!

³¹ I den samme Stund kom nogle Farisæere og sagde til ham: "Gå bort, og drag herfra; thi Herodes vil slå dig ihjel." ³² Og han sagde til dem: "Går hen og siger til denne Ræv: Se, jeg uddriver onde Ånder og fuldfører Helbredelser i Dag og i Morgen, og på den tredje dag fuldendes jeg. ³³ Dog bør jeg vandre i Dag og i Morgen og den Dag derefter; thi det sømmer sig ikke, at en Profet dræbes uden for Jerusalem. ³⁴ Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslår Profeterne og stener dem, som ere sendte til dig! hvor ofte vilde jeg samle dine Børn, ligesom en Høne samler sine Kyllinger under Vingerne! Og I vilde ikke. ³⁵ Se, eders Hus overlades til eder selv. Men jeg siger eder: I skulle ingenlunde se mig, førend den Tid kommer, da I sige: Velsigtnet være den, som kommer, i Herrens Navn!"

²⁸ Men det skete omtrent otte Dage efter denne Tale, at han tog Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op på Bjerget for at bede. ²⁹ Og det skete, medens han bad, da blev hans Ansigts Udseende anderledes, og hans Klædebon blev hvidt og strålende. ³⁰ Og se, to Mænd talte med ham, og det var Moses og Elias, ³¹ som bleve set i Herlighed og talte om hans Udgang, som han skulde fuldbyrde i Jerusalem. ³² Men Peter og de, som vare med ham, vare betyngede af Søvn; men da de vågnede op, så de hans Herlighed og de to Mænd, som stode hos ham. ³³ Og det skete, da disse skiltes fra ham, sagde Peter til Jesus: "Mester! det er godt, at vi ere her; og lader os gøre tre Hytter, en til dig og en til Moses og en til Elias;" men han vidste ikke, hvad han sagde. ³⁴ Men idet han sagde dette, kom en Sky og overskyggede dem; men de frygtede, da de kom ind i Skyen. ³⁵ Og der kom fra Skyen en Røst, som sagde: "Denne er min Søn, den udvalgte, hører ham!" ³⁶ Og da Røsten kom, blev Jesus funden alene. Og de tav og forkyndte i de Dage ingen noget af det, de havde set.

³⁷ Men det skete Dagen derefter, da de kom ned fra Bjerget, at der mødte ham en stor Skare. ³⁸ Og se, en Mand af Skaren råbte og sagde: "Mester! jeg beder dig, se til min Søn: thi han er min enbårne. ³⁹ Og se, en Ånd griber ham, og pludseligt skriger han, og den slider i ham, så at han fråder, og med Nød viger den fra ham, idet den mishandler ham; ⁴⁰ og jeg bad dine Disciple om at uddrive den; og de kunde ikke." ⁴¹ Men Jesus svarede og sagde: "O du vantro og forvendte Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder og tåle eder? Bring din Søn hid!" ⁴² Men endnu medens han gik derhen, rev og sled den onde Ånd i ham. Men Jesus truede den urene Ånd og helbredte drengen og gav hans Fader ham tilbage. ⁴³ Men de bleve alle slagne af Forundring over Guds Majestæt. Men da alle undrede sig over alt det, han gjorde, sagde han til sine Disciple: