Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

38 En Salme af David. Lehazkir.

² Herre, revs mig ej i din vrede, tugt mig ej i din Harme! ³ Thi dine pile sidder i mig, din Hånd har lagt sig på mig. ⁴ Intet er karskt på min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i mine Ledemod for mine Synders Skyld; ⁵ thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig. ⁶ Mine Sår både stinker og rådner, for min Dårskabs Skyld går jeg bøjet; ⁷ jeg er såre nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang. ⁸ Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt på min Krop, ⁹ jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vånde. ¹⁰ Herre, du kender al min Attrå, mit Suk er ej skjult for dig; ¹¹ mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.

¹² For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste holder sig fjert; ¹³ de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Råd om Fordærv, de tænker Dagen igennem på Svig. ¹⁴ Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej åbner sin Mund, ¹⁵ som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar. ¹⁶ Thi til dig står mit Håb, o Herre, du vil bønhøre, Herre min Gud, ¹⁷ når jeg siger: "Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!" ¹⁸ Thi jeg står allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig; ¹⁹ thi jeg må bekende min Skyld må sørge over min Synd. ²⁰ Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund, ²¹ som lønner mig godt med ondt, som står mig imod, fordi jeg søger det gode. ²² Herre, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig, ²³ il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse!

33 Da Jakob så op, fik han Øje på Esau, der kom fulgt af 400 Mand. Så delte han Børnene mellem Lea, Rakel og de to Trælkvinder, ² idet han stillede Trælkvinderne med deres Børn forrest, Lea med hendes Børn længere tilbage og bagest Rakel med Josef; ³ selv gik han frem foran dem og kastede sig syv Gange til Jorden, før han nærmede sig sin Broder. ⁴ Men Esau løb ham i Møde og omfavnede ham, faldt ham om Halsen og kyssede ham, og de græd; ⁵ og da han så op og fik Øje på Kvinderne og Børnene, sagde han: "Hvem er det, du har der?" Han svarede: "Det er de Børn, Gud nådig har givet din Træl." ⁶ Så nærmede Trælkvinderne sig med deres Børn og kastede sig til Jorden, ⁷ derefter nærmede Lea sig med sine Børn og kastede sig til Jorden, og til sidst nærmede Josef og Rakel sig og kastede sig til Jorden. ⁸ Nu spurgte han: "Hvad vilde du med hele den Lejr, jeg traf på?" Han svarede: "Finde Nåde for min Herres Øjne!" ⁹ Men Esau sagde: "Jeg har nok, Broder; behold du, hvad dit er!" ¹⁰ Da svarede Jakob: "Nej, hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så tag imod min Gave! Da jeg så dit Åsyn, var det jo som Guds Åsyn, og du har taget venligt imod mig! ¹¹ Tag dog den Velsignelse, som er dig bragt, thi Gud har været mig nådig, og jeg har fuldt op!" Således nødte han ham, til han tog det.

¹² Derpå sagde Esau: "Lad os nu bryde op og drage af Sted, og jeg vil drage foran dig!" ¹³ Men Jakob svarede: "Min Herre ved jo, at jeg må tage Hensyn til de spæde Børn og de Får og Køer, som giver Die; overanstrenger jeg dem blot en eneste Dag, dør alt Småkvæget. ¹⁴ Vil min Herre drage forud for sin Træl, kommer jeg efter i Ro og Mag, som det passer sig for Kvæget, jeg har med, og for Børnene, til jeg kommer til min Herre i Seir." ¹⁵ Da sagde Esau: "Så vil jeg i alt Fald lade nogle af mine Folk ledsage dig!" Men han svarede: "Hvorfor dog det måtte jeg blot finde Nåde for min Herres Øjne!": 16" Så drog Esau samme Dag tilbage til Seir.

¹⁷ Men Jakob brød op og drog til Sukkot, hvor han byggede sig et Hus og indrettede Hytter til sit Kvæg; derfor gav han Stedet Navnet Sukkot.

² Men jeg roser eder, fordi I komme mig i Hu i alt og holde fast ved Overleveringerne, således som jeg har overleveret eder dem. ³ Men jeg vil, at I skulle vide, at Kristus er enhver Mands Hoved; men Manden er Kvindens Hoved; men Gud er Kristi Hoved. ⁴ Hver Mand, som beder eller profeterer med tildækket Hoved, beskæmmer sit Hoved. ⁵ Men hver Kvinde, som beder eller profeterer med utildækket Hoved, beskæmmer sit Hoved; thi det er lige det samme, som var hun raget. ⁶ Thi når en Kvinde ikke tildækker sig, så lad hende også klippe sit Hår af; men er det usømmeligt for en Kvinde at klippes eller rages, da tildække hun sig! 7Thi en Mand bør ikke tildække sit Hoved, efterdi han er Guds Billede og Ære; men Kvinden er Mandens Ære. ⁸ Mand er jo ikke af Kvinde, men Kvinde af Mand. ⁹ Ej heller er jo Mand skabt for Kvindens Skyld, men Kvinde for Mandens Skyld. ¹⁰ Derfor bør Kvinden have et Ærbødighedstegn på Hovedet for Englenes Skyld. ¹¹ Dog er hverken Kvinde uden Mand eller Mand uden Kvinde i Herren. ¹² Thi ligesom Kvinden er af Manden, således er også Manden ved Kvinden; men alt sammen er det af Gud. ¹³ Dømmer selv: Er det sømmeligt, at en Kvinde beder til Gud med utildækket Hoved? ¹⁴ Lærer ikke også selve Naturen eder, at når en Mand bærer langt Hår, er det ham en Vanære, ¹⁵ men når en Kvinde bærer langt Hår, er det hende en Ære; thi det lange Hår er givet hende som et Slør. ¹⁶ Men har nogen Lyst til at trættes herom, da have vi ikke sådan Skik, og Guds Menigheder ej heller.