Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Lovprisning af den ideelle konge
72 En sang til Salomon.[a]
Gud, hjælp kongen at regere, som du ville have gjort,
lær ham at være retfærdig som dig.
2 Må han lede dit folk på den rette måde
og være villig til at hjælpe de hjælpeløse.
3 Da skal bjergene forkynde fred for folket
og højene genlyde af retfærdighed.
4 Da skal han forsvare de svage,
komme de magtesløse til hjælp
og uskadeliggøre alle tyrannerne.
5 Da vil folket give dig[b] ære fra slægt til slægt,
så længe solen og månen skinner på jorden.
6 Hans retfærdige styre vil bringe velsignelse
som regnen, der væder jorden.
7 Under hans ledelse vil retfærdigheden vokse sig stærk,
freden vil herske, så længe månen hersker på nattehimlen.
8 Hans rige skal strække sig fra hav til hav,
fra Eufratfloden til verdens ende.
9 Fjerne nationer vil bøje sig for ham,
hans fjender falde næsegrus i støvet.
10 Kongerne fra Tarshish og de fjerne lande skal svare ham skat,
Sabas og Sebas regenter vil komme med deres gaver.
11 Alle konger vil underordne sig ham,
alle folkeslag vil love ham troskab.
12 Han redder hver fattig, som råber om hjælp
og fører de hjælpeløses sag.
13 Han har medlidenhed med de svage
og redder de magtesløse fra overgreb.
14 Han frier dem fra vold og tyranni,
for i hans øjne har de stor værdi.
15 Kongen længe leve!
Han belønnes med guld fra Saba.
Folk vil bede for ham uafbrudt
og velsigne ham dagen lang.
16 Der bliver overflod af korn i landet,
det bølger hen over bakker og dale.
Frugttræerne skal trives som i Libanons plantager,
kornet vokse tæt som græsset på marken.
17 Hans navn skal være kendt for evigt,
så længe solen bliver i sin bane.
Alle folkeslag skal velsignes gennem ham
og se ham som den, der er velsignet af Gud.
18 Lovet være Herren, Israels Gud,
for kun han kan gøre sådanne undere.
19 Han er værdig til al vor lovsang for evigt.
Må hans herlighed fylde al jorden.
Amen, amen.
20 Her slutter Davids, Isajs søns, bønner.[c]
15 Og Bileam fremkom med følgende profeti:
„Således siger Bileam, Beors søn,
manden, der ser med lukkede øjne,
16 manden, som hører Guds stemme,
og kender den Højestes hemmeligheder,
manden, som skuer syner fra den Almægtige,
hensunket med sit indre øje vidt åbent:
17 Jeg ser ham komme—dog ikke endnu.
Jeg skuer ham i det fjerne.
En stjerne stiger op fra Jakob,
en konge fremstår fra Israel.
Han knuser begge Moabs flanker,
tilintetgør alle Sets sønner.
18 Edom bliver underlagt Israel,
Seirs land bliver dets ejendom.
Israel skal vokse sig stærk,
Guds folk skal kue sine fjender.
19 En hersker skal fremstå fra Jakob,
han udrydder de overlevende i byen.”
67 Johannes’ far, Zakarias, blev fyldt med Helligåndens kraft og profeterede:
68 „Lovet være Herren, Israels Gud,
for han har besluttet at befri sit folk.
69 Han har ladet fremstå en forunderlig Frelser
af sin tjener Davids slægt.
70 Det forudsagde han gennem sine hellige profeter
i fordums tid:
71 En Frelser, der skal befri os fra vore fjender,
fra alle, der hader os.
72-75 Han husker sin pagt med Abraham,
det løfte, han selv har givet,
om at vi altid kunne tjene ham i hellighed og retfærdighed
uden frygt for vore fjender.
76 Og du, mit barn,
du skal kaldes den Højestes profet,
for du skal bane vej for Herren.
77 Du skal fortælle hans folk om frelsen,
ved at de får deres synd tilgivet
78 som følge af Guds inderlige barmhjertighed.
Solen fra det Høje er på vej for at hjælpe os.
79 Hans lys vil skinne for dem,
som lever i mørke og i dødens skygge,
og han vil lede vore fødder ind på fredens vej.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.