Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
72 Gud, giv Kongen din ret, Kongesønnen din retfærd, 2 så han dømmer dit Folk med Retfærdighed og dine arme med Ret! 3 Da bærer Bjerge og Høje Fred for Folket i Retfærd. 4 De arme blandt Folket skaffer han Ret, han bringer de fattige Frelse, og han slår Voldsmanden ned. 5 Han skal leve, så længe Solen lyser og Månen skinner, fra Slægt til Slægt. 6 Han kommer som Regn på slagne Enge, som Regnskyl, der væder Jorden; 7 i hans dage blomstrer Retfærd, og dyb Fred råder, til Månen forgår.
8 Fra Hav til Hav skal han herske, fra Floden til Jordens Ender; 9 hans Avindsmænd bøjer knæ for ham, og hans Fjender slikker Støvet; 10 Konger fra Tarsis og fjerne Strande frembærer Gaver, Sabas og Sebas Konger kommer med Skat; 11 alle Konger skal bøje sig for ham, alle Folkene være hans Tjenere.
12 Thi han skal redde den fattige, der skriger om Hjælp, den arme, der savner en Hjælper, 13 ynkes over ringe og fattig og frelse fattiges Sjæle; 14 han skal fri deres Sjæle fra Uret og vold, deres Blod er dyrt i hans Øjne. 15 Måtte han leve og Guld fra Saba gives ham! De skal bede for ham bestandig, velsigne ham Dagen igennem. 16 Korn skal der være i Overflod i Landet, på Bjergenes Top; som Libanon skal dets Afgrøde bølge og Folk spire frem af Byen som Jordens Urter. 17 Velsignet være hans Navn evindelig, hans Navn skal leve, mens Solen skinner. Ved ham skal man velsigne sig, alle Folk skal prise ham lykkelig!
18 Lovet være Gud Herren, Israels Gud som ene gør Undergerninger, 19 og lovet være hans herlige Navn evindelig; al Jorden skal fyldes af hans Herlighed. Amen, Amen!
20 Her ender Davids, Isajs Søns, Bønner.
2 I sit andet regeringsår drømte Nebukadnezar, og hans sind blev uroligt, så han ikke kunde sove 2 Så lod Kongen Drømmetyderne, Manerne, Sandsigerne og Kaldæerne kalde, for at de skulde sige ham, hvad han havde drømt. Og de kom og trådte frem for Kongen.. 3 Da sagde Kongen til dem: "Jeg har haft en Drøm, og mit Sind falder ikke til Ro, før jeg får at vide, hvad den betyder." 4 Kaldæerne svarede Kongen (på Aramaisk") ): "Kongen leve evindelig! Sig dine Trælle Drømmen, så skal vi tyde den." 5 Men Kongen svarede Kaldæerne: "Mit Ord står fast! Hvis I ikke både kundgør mig Drømmen og tyder den, skal I hugges sønder og sammen og eders Huse gøres til Skarndynger; 6 men gengiver I mig Drømmen og tyder den, får I Skænk og Gave og stor Ære af mig. Gengiv mig, derfor Drømmen og tyd den!" 7 De svarede atter: "Kongen sige sine Trælle Drømmen, så skal vi tyde den." 8 Kongen svarede: "Nu ved jeg for vist, at I kun søger at vinde Tid, fordi I ser, mit Ord står fast, 9 så eders Dom kun kan blive een, hvis I ikke kundgør mig Drømmen, og at I derfor er blevet enige om at lyve for mig og føre mig bag Lyset, til der kommer andre Tider. Sig mig derfor Drømmen, så jeg kan vide, at I også kan tyde mig den." 10 Kaldæerne svarede Kongen: "Der findes ikke et Menneske på Jorden, som kan sige, hvad Kongen ønsker at vide; aldrig har jo heller nogen Konge, hvor stor og tnægtig han end var, krævet sligt af nogen Drømmetyder, Maner eller Kaldæer; 11 hvad Kongen kræver, er umuligt, og der er ingen, som kan sige kongen det, undtagen Guderne, og de bor ikke hos de dødelige." 12 Herover blev Kongen vred og såre harmfuld, og han bød, at alle Babels Vismænd skulde henrettes.
13 Da nu Befalingen var udgået, og man skulde til at slå Vismændene ihjel, ledte man også efter Daniel og hans Venner for at slå dem ihjel. 14 Da henvendte Daniel sig med kloge og vel overvejede Ord til Arjok, Øversten for Kongens Livvagt, som var draget ud for at slå Babels Vismænd ihjel. 15 Han tog til Orde og spurgte Arjok, Kongens Høvedsmand: "Hvorfor er så skarp en Befaling udgået fra Kongen?" Og da Arjok havde sat ham ind i Sagen, 16 gik Daniel ind til Kongen og bad ham give sig en Frist, så skulde han tyde Kongen Drømmen.
17 Så gik Daniel hjem og satte sine Venner Hananja, Misjael og Azarja ind i Sagen, 18 og han pålagde dem at bede Himmelens Gud om Barmbjertighed, så han åbenbarede Hemmeligheden, for at ikke Daniel og hans Venner skulde blive henrettet med Babels andre Vismænd. 19 Da blev Hemmeligheden åbenbaret Daniel i et Nattesyn; og Daniel priste Himmelens Gud,
17 Dette siger jeg da og vidner i Herren, at I skulle ikke mere vandre, således som Hedningerne vandre i deres Sinds Tomhed, 18 formørkede i deres Tanke, fremmedgjorte for Guds Liv som Følge af den Vankundighed, som er i dem på Grund af deres Hjertes Forhærdelse, 19 de, som jo følesløse have hengivet sig til Uterligheden, til at øve al Urenhed i Havesyge. 20 Men I have ikke således lært Kristus, 21 om I da have hørt om ham og ere blevne oplærte i ham, således som Sandhed er i Jesus, 22 at I, hvad eders forrige Vandel angår, skulle aflægge det gamle Menneske, som fordærves ved bedrageriske Begæringer, 23 men fornyes i eders Sinds Ånd 24 og iføre eder det nye Menneske, som blev skabt efter Gud i Sandhedens Retfærdighed og Hellighed.
25 Derfor aflægger Løgnen og taler Sandhed, hver med sin Næste, efterdi vi ere hverandres Lemmer. 26 Blive I vrede, da synder ikke; lad ikke Solen gå ned over eders Forbitrelse; 27 giver ikke heller Djævelen Rum! 28 Den, som stjæler, stjæle ikke mere, men arbejde hellere og gøre det gode med sine egne Hænder, for at han kan have noget at meddele den, som er i Trang. 29 Lad ingen rådden Tale udgå af eders Mund, men sådan Tale, som er god til fornøden Opbyggelse, for at den kan skaffe dem Nåde, som høre derpå; 30 og bedrøver ikke Guds hellige Ånd, med hvilken I bleve beseglede til Forløsningens Dag. 31 Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Forhånelse blive langt fra eder tillige med al Ondskab! 32 Men vorder velvillige imod hverandre, barmhjertige, tilgivende hverandre, ligesom jo Gud har tilgivet eder i Kristus.
5 Vorder derfor Guds Efterlignere som elskede Børn,