Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

2 Da bad Hanna og sagde: Mit Hjerte jubler over Herren, mit Horn er løftet ved min Gud, min Mund vidt opladt mod mine Fjender, jeg glæder mig over din Frelse. ² Der er ingen Hellig som Herren, nej, der er ingen uden dig, der er ingen Klippe som vor Gud ³ Vær varsomme med eders store Ord, Frækhed undslippe ej eders Mund! Thi en vidende Gud er Herren, og Gerninger vejes af ham. ⁴ Heltes Bue er brudt, men segnende omgjorder sig med Kraft; ⁵ mætte lader sig leje for Brød, men sultnes Slid hører op; den ufrugtbare føder syv, men den med de mange vansmægter. ⁶ Herren døder, gør levende, fører ned i Dødsriget og fører op; ⁷ Herren gør fattig, gør rig, han nedbøjer ⁸ han rejser ringe af Støvet, af Skarnet løfter han fattige for at bænke og give dem Ærespladsen. Thi Herrens er Jordens Søjler, Jorderig bygged han på dem ⁹ Han vogter sine frommes Skridt, men gudløse omkommer i Mørket; thi ingen vinder Sejr ved egen kraft. ¹⁰ Herren - hans Fjender forfærdes, den Højeste tordner i Himmelen, Herren dømmer den vide Jord! Han skænker sin Konge Kraft, løfter sin Salvedes Horn!

3 Den unge Samuel gjorde så Tjeneste for Herren under Elis Tilsyn. Herrens Ord var sparsomt i de Dage, et Syn var sjældent. ² Ved den Tid - engang da Eli, hvis Øjne var begyndt at blive svage, så han ikke kunde se, lå på sin vante Plads, ³ og Guds Lampe endnu ikke var gået ud, og Samuel lå og sov i Herrens Helligdom, hvor Guds Ark stod - ⁴ kaldte Herren: "Samuel, Samuel!" Han svarede: "Her er jeg!" ⁵ Og han løb hen til Eli og sagde: "Her er jeg, du kaldte på mig!" Men han sagde: "Jeg kaldte ikke; læg dig kun hen igen!" Og han gik hen og lagde sig. ⁶ Da kaldte Herren atter: "Samuel, Samuel!" Og han gik hen til Eli og sagde: "Her er jeg, du kaldte på mig!" Men han sagde: "Jeg kaldte ikke, min Søn; læg dig kun hen igen!" ⁷ Samuel havde nemlig endnu ikke lært Herren at kende, og Herrens Ord var endnu ikke åbenbaret ham. ⁸ Da kaldte Herren atter for tredje Gang på Samuel, og han stod op, gik hen til Eli og sagde: "Her er jeg, du kaldte på mig!" Så skønnede Eli, at det var Herren, der kaldte på Drengen. ⁹ Og Eli sagde til Samuel: "Læg dig hen igen, og hvis han kalder på dig, så sig: Tal, Herre, din Tjener hører!" Så gik Samuel hen og lagde sig på sin Plads.

¹⁰ Da kom Herren og trådte hen til ham og kaldte ligesom de forrige Gange: "Samuel, Samuel!" Og Samuel svarede: "Tal, din Tjener hører!" ¹¹ Så sagde Herren til Samuel: "Se, jeg vil lade noget ske i Israel, som skal få det til at ringe for begge Ører på enhver, som hører derom. ¹² På den Dag vil jeg lade alt, hvad jeg har talt om Elis Slægt, opfyldes på ham, alt fra først til sidst. ¹³ Du skal kundgøre ham, at jeg har dømt hans Slægt for evigt, fordi han vidste, at hans Sønner ringeagtede Gud, og dog ikke talte dem alvorligt til. ¹⁴ Derfor har jeg svoret over Elis Hus: Visselig, Elis Hus's Brøde skal aldrig i Evighed sones ved Slagtofre eller Afgrødeofre!"

¹⁵ Samuel blev nu liggende til Morgen, og tidligt næste Morgen åbnede han Døren til Herrens Hus; men Samuel turde ikke omtale Synet for Eli. ¹⁶ Da kaldte Eli på Samuel og sagde: "Min Søn Samuel!" Han svarede: "Her er jeg!" ¹⁷ Da sagde han: "Hvad var det,han sagde til dig? Dølg det ikke for mig! Gud ramme dig både med det ene og det andet, hvis du dølger noget af, hvad han sagde!" ¹⁸ Så fortalte Samuel ham det hele uden at dølge noget. Da sagde han: "Han er Herren; han gøre,hvad ham tykkes bedst!"

12 Og han begyndte at tale til dem i Lignelser: "En Mand plantede en Vingård og satte et Gærde derom og gravede en Perse og byggede et Tårn, og han lejede den ud til Vingårdsmænd og drog udenlands. ² Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for at han af Vingårdsmændene kunde få af Vingårdens Frugter. ³ Og de grebe ham og sloge ham og sendte ham tomhændet bort. ⁴ Og han sendte atter en anden Tjener til dem; og ham sloge de i Hovedet og vanærede. ⁵ Og han sendte en anden; og ham sloge de ihjel; og mange andre; nogle sloge de, og andre dræbte de. ⁶ Endnu een havde han, en elsket Søn; ham sendte han til sidst til dem, idet han sagde: "De ville undse sig for min Søn." ⁷ Men hine Vingårdsmænd sagde til hverandre: "Der er Arvingen; kommer lader os slå ham ihjel, så bliver Arven vor." ⁸ Og de grebe ham og sloge ham ihjel og kastede ham ud af Vingården. ⁹ Hvad vil da Vingårdens Herre gøre? Han vil komme og ødelægge Vingårdsmændene og give Vingården til andre. ¹⁰ Have I ikke også læst dette Skriftord: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten? ¹¹ Fra Herren er dette kommet, og det er underligt for vore Øjne." ¹² Og de søgte at gribe ham, men de frygtede for Mængden; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem; og de forlode ham og gik bort.