Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

104 Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed, ² hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt; ³ du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger; ⁴ Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere! ⁵ Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den; ⁶ Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge. ⁷ For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst, ⁸ for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem; ⁹ du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden.

²⁴ Hvor mange er dine Gerninger, Herre, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!

³⁵ Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov Herren! Halleluja!

37 Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted! ² Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund! ³ Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender; ⁴ efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres. ⁵ Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej. ⁶ Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger og Regnskyl: "Bliv stærke!" For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning. ⁸ De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler: ⁹ Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde. ¹⁰ Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel. ¹¹ Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys; ¹² det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord, ¹³ hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne. ¹⁴ Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker! ¹⁵ Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky? ¹⁶ Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker? ¹⁷ Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind? ¹⁸ Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl? ¹⁹ Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke. ²⁰ Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling? ²¹ Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen, ²² fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed, ²³ og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten; ²⁴ derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.

17 Og en af de syv Engle, som havde de syv Skåle, kom og talte med mig og sagde: Kom! jeg vil vise dig Dommen over den store Skøge, som sidder over mange Vande, ² med hvem Jordens Konger have bolet, og de, som bo på Jorden, ere blevne drukne af hendes Utugts Vin. ³ Og han førte mig i Ånden ud i en Ørken; og jeg så en Kvinde siddende på et skarlagenfarvet Dyr, som var fuldt af Bespottelsens Navne; det havde syv Hoveder og ti Hor1m. ⁴ Og Kvinden var klædt i Purpur og Skarlagen og strålede af Guld og Ædelsten og Perler; hun havde et Guldbæger i sin Hånd, fuldt af Vederstyggeligheder og hendes Utugts Urenheder. ⁵ Og på hendes Pande var skrevet et Navn, en Hemmelighed: Babylon den store, Moderen til Jordens Skøger og Vederstyggeligheder. ⁶ Og jeg så Kvinden, drukken af de helliges Blod og af Jesu Vidners Blød; og jeg undrede mig i stor Forundring, da jeg så hende.

⁷ Og Engelen sagde til mig: Hvorfor undrede du dig? Jeg vil sige dig Hemmeligheden med Kvinden og med Dyret, som bærer hende, og som har de syv Hoveder og de ti Horn. ⁸ Dyret, som du så, har været og er ikke, og det skal stige op af Afgrunden og gå bort til Fortabelse; og de, som bo på Jorden, skulle undre sig, de, hvis Navne ikke ere skrevne i Livets Bog fra Verdens Grundlæggelse, når de se,at Dyret var og er ikke og skal komme. ⁹ Her gælder det den Forstand, som har Visdom. De syv Hoveder ere syv Bjerge, på hvilke Kvinden sidder, ¹⁰ og de ere syv Konger. De fem ere faldne, den ene er der, den anden er endnu ikke kommen, og når han kommer, skal han blive en liden Tid. ¹¹ Og Dyret, som var og er ikke, er både selv en ottende og er en af de syv og farer bort til Fortabelse. ¹² Og de ti Horn, som du så, ere ti Konger, som endnu ikke have fået Rige, men få Magt som Konger een Time sammen med Dyret. ¹³ Disse have eet Sind, og deres Kraft og Magt give de til Dyret. ¹⁴ Disse skulle føre Krig med Lammet, og Lammet skal sejre over dem - fordi det er Herrers Herre og Kongers Konge - og de: som ere med det, de kaldede og udvalgte og trofaste. ¹⁵ Og han sagde til mig: De Vande, som du så, der hvor Skøgen sidder, ere Folk og Skarer og Folkeslag og Tungemål. ¹⁶ Og de ti Horn, som du så, og Dyret, disse ville hade Skøgen og gøre hende øde og nøgen og æde hendes Kød og opbrænde hende med Ild. ¹⁷ Thi Gud har indgivet dem i deres Hjerte at gøre efter hans Sind og at handle af eet Sind og at give Dyret deres Kongemagt,indtil Guds Ord blive fuldbyrdede. ¹⁸ Og Kvinden, som du så, er den store Stad, som har Herredømme over Jordens Konger.