Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

39 Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.

² Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!" ³ Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged, ⁴ mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

⁵ Lær mig, Herre, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort! ⁶ Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. - Sela. ⁷ Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det. ⁸ Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig. ⁹ Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer! ¹⁰ Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo. ¹¹ Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til. ¹² Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. - Sela. ¹³ Hør, o Herre, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. ¹⁴ Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!

32 Da nu hine tre Mænd ikke mere svarede Job, fordi han var retfærdig i sine egne Øjne, ² blussede Vreden op i Buziten Elihu, Barak'els Søn, af Rams Slægt. På Job vrededes han, fordi han gjorde sig retfærdigere end Gud, ³ og på hans tre Venner, fordi de ikke fandt noget Svar og dog dømte Job skyldig. ⁴ Elihu havde ventet, så længe de talte med Job, fordi de var ældre end han; ⁵ men da han så, at de tre Mænd intet havde at svare, blussede hans Vrede op;

⁶ og Buziten Elihu, Barak'els Søn, tog til Orde og sagde: Ung af Dage er jeg, og I er gamle Mænd, derfor holdt jeg mig tilbage, angst for at meddele eder min Viden; ⁷ jeg tænkte: "Lad Alderen tale og Årenes Mængde kundgøre Visdom!" ⁸ Dog Ånden, den er i Mennesket, og den Almægtiges Ånde giver dem Indsigt; ⁹ de gamle er ikke altid de kloge, Oldinge ved ej altid, hvad Ret er; ¹⁰ derfor siger jeg: Hør mig, lad også mig komme frem med min Viden! ¹¹ Jeg biede på, at I skulde tale, lyttede efter forstandige Ord, at I skulde finde de rette Ord; ¹² jeg agtede nøje på eder; men ingen af eder gendrev Job og gav Svar på hans Ord. ¹³ Sig nu ikke: "Vi stødte på Visdom, Gud må fælde ham, ikke et Menneske!" ¹⁴ Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke svare ham. ¹⁵ De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene op. ¹⁶ Skal jeg tøve, fordi de tier og står der uden at svare et Ord? ¹⁷ Også jeg vil svare min Del, også jeg vil frem med min Viden! ¹⁸ Thi jeg er fuld af Ord, Ånden i mit Bryst trænger på; ¹⁹ som tilbundet Vin er mit Bryst, som nyfyldte Vinsække nær ved at sprænges; ²⁰ tale vil jeg for at få Luft, åbne mine Læber og svare. ²¹ Forskel gør jeg ikke og smigrer ikke for nogen; ²² thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min Skaber mig ellers bort!

¹⁹ Men der var en rig Mand, og han klædte sig i Purpur og kostbart Linned og levede hver Dag i Fryd og Herlighed. ²⁰ Men en fattig ved Navn Lazarus var lagt ved hans Port, fuld af Sår. ²¹ Og han attråede at mættes af det, som faldt fra den Riges Bord; men også Hundene kom og slikkede hans Sår. ²² Men det skete, at den fattige døde, og at han blev henbåren af Englene i Abrahams Skød; men den rige døde også og blev begravet. ²³ Og da han slog sine Øjne op i Dødsriget, hvor han var i Pine, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans Skød. ²⁴ Og han råbte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, for at han kan dyppe det yderste af sin Finger i Vand og læske min Tunge; thi jeg pines svarlig i denne Lue. ²⁵ Men Abraham sagde: Barn! kom i Hu, at du har fået dit gode i din Livstid, og Lazarus ligeså det onde; men nu trøstes han her, og du pines. ²⁶ Og foruden alt dette er der fæstet et stort Svælg imellem os og eder, for at de, som ville fare herfra over til eder, ikke skulle kunne det, og de ikke heller skulle fare derfra over til os. ²⁷ Men han sagde: Så beder jeg dig, Fader! at du vil sende ham til min Faders Hus ²⁸ thi jeg har fem Brødre for at han kan vidne for dem, for at ikke også de skulle komme i dette Pinested. ²⁹ Men Abraham siger til ham: De have Moses og Profeterne, lad dem høre dem! ³⁰ Men han sagde: Nej, Fader Abraham! men dersom nogen fra de døde kommer til dem, ville de omvende sig. ³¹ Men han sagde til ham: Høre de ikke Moses og Profeterne, da lade de sig heller ikke overbevise, om nogen opstår fra de døde."