Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
39 Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.
2 Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!" 3 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged, 4 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.
5 Lær mig, Herre, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort! 6 Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. - Sela. 7 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det. 8 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig. 9 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer! 10 Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo. 11 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til. 12 Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. - Sela. 13 Hør, o Herre, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. 14 Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!
12 Men Visdommen - hvor mon den findes, og hvor er Indsigtens Sted? 13 Mennesket kender ikke dens Vej, den findes ej i de levendes Land; 14 Dybet siger: "I mig er den ikke!" Havet: "Ej heller hos mig!" 15 Man får den ej for det fineste Guld, for Sølv kan den ikke købes, 16 den opvejes ikke med Ofirguld, med kostelig Sjoham eller Safir; 17 Guld og Glar kan ej måle sig med den, den fås ej i Bytte for gyldne Kar, 18 Krystal og Koraller ikke at nævne. At eje Visdom er mere end Perler, 19 Ætiopiens Topas kan ej måle sig med den, den opvejes ej med det rene Guld.
20 Men Visdommen - hvor mon den kommer fra, og hvor er Indsigtens Sted? 21 Den er dulgt for alt levendes Øje og skjult for Himmelens Fugle; 22 Afgrund og Død må sige: "Vi hørte kun tale derom." 23 Gud er kendt med dens Vej, han ved, hvor den har sit Sted; 24 thi han skuer til Jordens Ender, alt under Himmelen ser han. 25 Dengang han fastsatte Vindens Vægt og målte Vandet med Mål, 26 da han satte en Lov for Regnen, afmærked Tordenskyen dens Vej, 27 da skued og mønstred han den, han stilled den op og ransaged den.
28 Men til Mennesket sagde han: "Se, Herrens Frygt, det er Visdom, at sky det onde er Indsigt."
29 Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
2 Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig, 3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke, 4 som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt, 5 da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig, 6 da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod, 7 da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet. 8 Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod, 9 Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund, 10 Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
8 Og da det åbnede det syvende Segl, blev der Tavshed i Himmelen omtrent en halv Time.
2 Og jeg så de syv Engle, som stå for Guds Åsyn; og der blev givet dem syv Basuner. 3 Og en anden Engel kom og stillede sig ved Alteret med et Guldrøgelsekar, og der blev givet ham megen Røgelse, for at han skulde føje den til alle de helliges Bønner på Guldalteret foran Tronen. 4 Og Røgen af Røgelsen steg op, med de helliges Bønner, fra Engelens Hånd før Guds Åsyn. 5 Og Engelen tog Røgelsekarret og fyldte det med Ild fra Alteret og kastede den på Jorden; og der kom Torden og Røster og Lyn og Jordskælv.