Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
22 Til Sangmesteren. Efter "Morgenrødens Hind". En Salme af David.
2 Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern. 3 Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile. 4 Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange. 5 På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem; 6 de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme. 7 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe; 8 alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet: 9 "Han har væltet sin Sag på Herren; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham."
10 Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst; 11 på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud. 12 Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper! 13 Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig, 14 spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver. 15 Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;
18 Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde: 2 "Så gør dog en Ende på dine Ord, kom til Fornuft og lad os tale! 3 Hvi skal vi regnes for Kvæg og stå som umælende i dine Øjne? 4 Du, som i Vrede sønderslider din Sjæl, skal for din Skyld Jorden blive øde og Klippen flyttes fra sit Sted?
5 Nej, den gudløses Lys bliver slukt, hans Ildslue giver ej Lys; 6 Lyset i hans Telt går ud, og hans Lampe slukkes for ham; 7 hans kraftige Skridt bliver korte, han falder for eget Råd; 8 thi hans Fod drives ind i Nettet, på Fletværk vandrer han frem, 9 Fælden griber om Hælen, Garnet holder ham fast; 10 Snaren er skjult i Jorden for ham og Saksen på hans Sti; 11 Rædsler skræmmer ham alle Vegne og kyser ham Skridt for Skridt: 12 Ulykken hungrer efter ham, Undergang lurer på hans Fald: 13 Dødens førstefødte æder hans Lemmer, æder hans Legemes Lemmer; 14 han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den styrer hans Skridt til Rædslernes Konge; 15 i hans Telt har Undergang hjemme, Svovl strøs ud på hans Bolig; 16 nedentil tørrer hans Rødder, oventil visner hans Grene; 17 hans Minde svinder fra Jord, på Gaden nævnes ikke hans Navn; 18 man støder ham ud fra Lys i Mørket og driver ham bort fra Jorderig; 19 i sit Folk har han ikke Afkom og Æt, i hans Hjem er der ingen tilbage; 20 de i Vester stivner ved hans Skæbnedag, de i Øst bliver slagne af Rædsel. 21 Ja, således går det den lovløses Bolig, dens Hjem, der ej kender Gud!
4 Lader os derfor, da der endnu står en Forjættelse tilbage om at indgå til hans Hvile, vogte os for, at nogen af eder skal mene, at han er kommen for silde. 2 Thi også os er der forkyndt godt Budskab ligesom hine; men Ordet, som de hørte, hjalp ikke dem, fordi det ikke var forenet med Troen hos dem, som hørte det. 3 Thi vi gå ind til Hvilen, vi, som ere komne til Troen, efter hvad han har sagt: "Så svor jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gå ind til min Hvile", omendskønt Gerningerne vare fuldbragte fra Verdens Grundlæggelse. 4 Thi han har et Sted sagt om den syvende Dag således: "Og Gud hvilede på den syvende Dag fra alle sine Gerninger." 5 Og fremdeles på dette Sted: "Sandelig, de skulle ikke gå ind til min Hvile." 6 Efterdi der altså står tilbage, at nogle skulle gå ind til den, og de, hvem der først blev forkyndt godt Budskab, ikke gik ind for deres Genstridigheds Skyld: 7 så bestemmer han atter en Dag: "I Dag", siger han ved David så lang Tid efter, (som ovenfor sagt): "I Dag, når I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter!" 8 Thi dersom Josva havde skaffet dem Hvile, da vilde han ikke tale om en anden Dag siden efter. 9 Altså er der en Sabbatshvile tilbage for Guds Folk. 10 Thi den, som er gået ind til hans Hvile, også han har fået Hvile fra sine Gerninger, ligesom Gud fra sine.
11 Lader os derfor gøre os Flid for at gå ind til hin Hvile, for at ikke nogen skal falde ved den samme Genstridighed, som hine gave Eksempel på.