Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

22 Til Sangmesteren. Efter "Morgenrødens Hind". En Salme af David.

² Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern. ³ Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile. ⁴ Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange. ⁵ På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem; ⁶ de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme. ⁷ Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe; ⁸ alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet: ⁹ "Han har væltet sin Sag på Herren; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham."

¹⁰ Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst; ¹¹ på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud. ¹² Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper! ¹³ Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig, ¹⁴ spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver. ¹⁵ Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;

17 ¹ Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig; ² visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue. ³ Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag? ⁴ Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem; ⁵ den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres. ⁶ Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem; ⁷ mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe; ⁸ retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri, ⁹ men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft. ¹⁰ Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt jer! ¹¹ Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker; ¹² Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke; ¹³ vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje, ¹⁴ Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster. ¹⁵ Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke? ¹⁶ Mon de vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i Støvet?

⁷ Derfor, som den Helligånd siger: "I Dag, når I høre hans Røst, ⁸ da forhærder ikke eders Hjerter, som det skete i Forbitrelsen, på Fristelsens Dag i Ørkenen, ⁹ hvor eders Fædre fristede mig ved at sætte mig på Prøve, og de så dog mine Gerninger i fyrretyve År. ¹⁰ Derfor harmedes jeg på denne Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet; men de kendte ikke mine Veje, ¹¹ så jeg svor i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gå ind til min Hvile" - ¹² så ser til, Brødre! at der ikke nogen Sinde i nogen af eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, så at han falder fra den levende Gud. ¹³ Men formaner hverandre hver Dag, så længe det hedder "i Dag", for at ikke nogen af eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag. ¹⁴ Thi vi ere blevne delagtige i Kristus, såfremt vi fastholde vor første Fortrøstning urokket indtil Enden. ¹⁵ Når der sigs: "I Dag, - når I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter som i Forbitrelsen": ¹⁶ hvem vare da vel de, som hørte og dog voldte Forbitrelse? Mon ikke alle, som gik ud af Ægypten ved Moses? ¹⁷ Men på hvem harmedes han i fyrretyve År? Mon ikke på dem, som syndede, hvis døde Kroppe faldt i Ørkenen? ¹⁸ Og over for hvem tilsvor han, at de ikke skulde gå ind til hans Hvile, uden dem, som vare blevne genstridige? ¹⁹ Og vi se, at de ikke kunde gå ind på Grund af Vantro.