Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
55 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Maskil af David.
2 Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for min tryglen, 3 lå mig Øre og svar mig, jeg vånder mig i Klage, 4 jeg stønner ved Fjendernes Råb og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt; 5 Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig. 6 Frygt og Angst falder på mig, Gru er over mig. 7 Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly, 8 ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. - Sela. 9 Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr. 10 Herre, forvir og split deres Tungemål! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen; 11 de går Rundgang Dag og Nat på dens Mure; 12 Ulykke, Kvide og Vanheld råder derinde, Voldsfærd og Svig viger aldrig bort fra dens Torve.
13 Det var ikke en Fjende, som hånede mig - det kunde bæres; min uven ydmygede mig ej - ham kunde jeg undgå; 14 men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig, 15 og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandrede endrægtelig i Guds Hus.
11 Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde: 2 "Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret? 3 Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam?
4 Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!" 5 Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig, 6 kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld! 7 Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse? 8 Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du? 9 Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet. 10 Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham? 11 Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå, 12 så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske. 13 Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham, 14 hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt, 15 ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast, 16 ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort; 17 dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen. 18 Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,
19 du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle. 20 Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen!
10 Men de gifte byder ikke jeg, men Herren, at en Hustru ikke skal skille sig fra sin Mand; (11 men om hun virkeligt skiller sig fra ham, da forblive hun ugift eller forlige sig med Manden;) og at en Mand ikke skal forlade sin Hustru.
12 Men til de andre siger jeg, ikke Herren: Dersom nogen Broder har en vantro Hustru, og denne samtykker i at bo hos ham, så forlade han hende ikke! 13 Og dersom en Hustru har en vantro Mand, og denne samtykker i at bo hos hende, så forlade hun ikke Manden! 14 Thi den vantro Mand er helliget ved Hustruen, og den vantro Hustru er helliget ved Manden; ellers vare jo eders Børn urene, men nu ere de hellige. 15 Men skiller den vantro sig, så lad ham skille sig; ingen Broder eller Søster er trælbunden i sådanne Tilfælde; men Gud har kaldet os til Fred. 16 Thi hvad ved du, Hustru! om du kan frelse din Mand? eller hvad ved du, Mand! om du kan frelse din Hustru?