Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
55 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Maskil af David.
2 Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for min tryglen, 3 lå mig Øre og svar mig, jeg vånder mig i Klage, 4 jeg stønner ved Fjendernes Råb og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt; 5 Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig. 6 Frygt og Angst falder på mig, Gru er over mig. 7 Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly, 8 ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. - Sela. 9 Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr. 10 Herre, forvir og split deres Tungemål! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen; 11 de går Rundgang Dag og Nat på dens Mure; 12 Ulykke, Kvide og Vanheld råder derinde, Voldsfærd og Svig viger aldrig bort fra dens Torve.
13 Det var ikke en Fjende, som hånede mig - det kunde bæres; min uven ydmygede mig ej - ham kunde jeg undgå; 14 men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig, 15 og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandrede endrægtelig i Guds Hus.
8 Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde: 2 "Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase? 3 Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd? 4 Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold, 5 så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde! 6 Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig; 7 din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid blive.
8 Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning! 9 Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord. 10 Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet: 11 Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand? 12 Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs. 13 Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl: 14 som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv; 15 han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast. 16 I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over, 17 i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten; 18 men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!" 19 Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!
20 Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd. 21 End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel; 22 dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!
7 Men hvad det angår, hvorom I skreve til mig, da er det godt for en Mand ikke at røre en Kvinde; 2 men for Utugts Skyld have hver Mand sin egen Hustru, og hver Kvinde have sin egen Mand. 3 Manden yde Hustruen sin Skyldighed; ligeledes også Hustruen Manden. 4 Hustruen råder ikke over sit eget Legeme, men Manden; ligeså råder heller ikke Manden over sit eget Legeme, men Hustruen. 5 Unddrager eder ikke hinanden, uden måske med fælles Samtykke, til en Tid, for at I kunne have Ro til Bønnen, og for så atter at være sammen, for at Satan ikke skal friste eder, fordi I ikke formå at være afholdende. 6 Men dette siger jeg som en Indrømmelse, ikke som en Befaling. 7 Jeg ønsker dog, at alle Mennesker måtte være, som jeg selv er; men hver har sin egen Nådegave fra Gud, den ene så, den anden så.
8 Til de ugifte og til Enkerne siger jeg, at det er godt for dem, om de forblive som jeg. 9 Men kunne de ikke være afholdende, da lad dem gifte sig; thi det er bedre at gifte sig end at lide Brynde.