Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

1 Der levede engang i Landet Uz en mand ved Navn Job. Det var en from og retsindig Mand, der frygtede Gud og veg fra det onde.

2 Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem for Herren, og iblandt dem kom også Satan og trådte frem for ham. ² Herren spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svarede Herren: "Jeg bar gennemvanket Jorden på Kryds og tværs." ³ Herren spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han fast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til at ødelægge ham!" ⁴ Men Satan svarede Herren: "Hud for Hud! En Mand giver alt, hvad han ejer, for sit Liv! ⁵ Men ræk engang din Hånd ud og rør ved hans Ben og Kød! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit Ansigt!" ⁶ Da sagde Herren til Satan: "Se, han er i din Hånd; kun skal du skåne hans Liv!"

⁷ Så gik Satan bort fra Herrens Åsyn, og han slog Job med ondartet Bylder fra Fodsål til Isse, ⁸ Og Job tog sig et Potteskår til at skrabe sig med, medens han sad i Askedyngen.

⁹ Da sagde hans Hustru til ham: "Holder du endnu fast ved din Fromhed? Forband Gud og dø!" ¹⁰ Men han svarede hende: "Du taler som en Dåre! Skulde vi tage imod det gode fra Gud, men ikke imod det onde?" I alt dette syndede Job ikke med sine Læber.

26 Skaf mig ret o Herre, thi jeg vandrer i Uskyld, stoler på Herren uden at vakle. ² Ransag mig, Herre, og prøv mig, gransk mine Nyrer og mit Hjerte; ³ thi din Miskundhed står mig for Øje, jeg vandrer i din Sandhed. ⁴ Jeg tager ej Sæde blandt Løgnere, blandt falske kommer jeg ikke. ⁵ Jeg hader de ondes Forsamling, hos gudløse sidder jeg ej. ⁶ Jeg tvætter mine Hænder i Renhed, at jeg kan vandre omkring dit Alter, Herre, ⁷ for at istemme Takkesang, fortælle om alle dine Undere. ⁸ Herre, jeg elsker dit Hus, det Sted, hvor din Herlighed bor.

⁹ Bortriv ikke min Sjæl med Syndere, mit Liv med blodstænkte Mænd, ¹⁰ i hvis Hænder er Skændselsdåd, hvis højre er fuld af Bestikkelse. ¹¹ Jeg har jo vandret i Uskyld, forløs mig og vær mig nådig! ¹² Min Fod står på den jævne Grund, i Forsamlinger vil jeg love Herren.

1 Efter at Gud fordum havde talt mange Gange og på mange Måder, til Fædrene ved Profeterne, så har han ved Slutningen af disse Dage talt til os ved sin Søn, ² hvem han har sat til Arving af alle Ting, ved hvem han også har skabt Verden; ³ han, som - efterdi han er hans Herligheds Glans og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Krafts Ord - efter at have gjort Renselse fra Synderne har sat sig ved Majestætens højre Hånd i det høje, ⁴ idet han er bleven så meget ypperligere end Englene, som han har arvet et herligere Navn fremfor dem.

⁵ Thi det var ikke Engle, han underlagde den kommende Verden; om hvilken vi tale. ⁶ Men en har vidnet et Sted og sagt: "Hvad er et Menneske, at du kommer ham i Hu? eller en Menneskesøn, at du ser til ham? ⁷ Du gjorde ham en kort Tid ringere end Engle; med Herlighed og Ære kronede du ham; ⁸ alle Ting lagde du under hans Fødder". - Idet han nemlig underlagde ham alle Ting, undtog han intet fra at være ham underlagt. Nu se vi imidlertid endnu ikke alle Ting underlagte ham; ⁹ men ham, som en kort Tid var bleven gjort ringere end Engle, Jesus, se vi på Grund af Dødens Lidelse kronet med Herlighed og Ære, for at han ved Guds Nåde må have smagt Døden for alle.

¹⁰ Thi det sømmede sig ham, for hvis Skyld alle Ting ere, og ved hvem alle Ting ere, når han førte mange Sønner til Herlighed, da at fuldkomme deres Frelses Ophavsmand igennem Lidelser. ¹¹ Thi både den, som helliger, og de, som helliges, ere alle af een; hvorfor han ikke skammer sig ved at kalde dem Brødre, ¹² når han siger: "Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt i en Menighed vil jeg lovsynge dig."

² Og Farisæerne kom hen og spurgte ham for at friste ham: "Er det en Mand tilladt at skille sig fra sin Hustru?" ³ Men han svarede og sagde til dem: "Hvad har Moses budt eder?" ⁴ Men de sagde: "Moses tilstedte at skrive et Skilsmissebrev og skille sig fra hende." ⁵ Og Jesus sagde til dem: "For eders Hjerters Hårdheds Skyld skrev han eder dette Bud. ⁶ Men fra Skabningens Begyndelse skabte Gud dem som Mand og Kvinde. ⁷ Derfor skal en Mand forlade sin Fader og Moder, og holde fast ved sin Hustru; ⁸ og de to skulle blive til eet Kød. Således ere de ikke længer to, men eet Kød. ⁹ Derfor, hvad Gud har sammenføjet, må et Menneske ikke adskille. ¹⁰ Og i Huset spurgte Disciplene ham atter om dette. ¹¹ Og han siger til dem: "Den, som skiller sig fra sin Hustru og tager en anden til Ægte, han bedriver Hor imod hende. ¹² Og dersom hun efter at have skilt sig fra sin Mand ægter en anden, bedriver hun Hor."

¹³ Og de bare små Børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men Disciplene truede dem, som bare dem frem. ¹⁴ Men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: "Lader de små Børn komme til mig; formener dem det ikke, thi Guds Rige hører sådanne til. ¹⁵ Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det." ¹⁶ Og han tog dem i Favn og lagde Hænderne på dem og velsignede dem.