Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

73 Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af Hjertet! ² Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide; ³ thi over Dårerne græmmed jeg mig, jeg så, at det gik de gudløse vel; ⁴ thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund; ⁵ de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre. ⁶ Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i. ⁷ Deres Brøde udgår af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem. ⁸ I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale, ⁹ de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om på Jorden. ¹⁰ Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag. ¹¹ De siger: "Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?" ¹² Se, det er de gudløses kår, altid i Tryghed, voksende Velstand! ¹³ Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld, ¹⁴ jeg plagedes Dagen igennem, blev revset på ny hver Morgen!

¹⁵ Men jeg tænkte: "Taler jeg så, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt." ¹⁶ Så grundede jeg på at forstå det, møjsommeligt var det i mine Øjne, ¹⁷ Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver: ¹⁸ Du sætter dem jo på glatte Steder, i Undergang styrter du dem. ¹⁹ Hvor brat de dog lægges øde, går under, det ender med Rædsel! ²⁰ De er som en Drøm, når man vågner, man vågner og regner sit Syn for intet.

11 Falske Vægtskåle er Herren en gru, fuldvvægtigt Lod er efter hans Sind. ² Kommer Hovmod, kommer og Skændsel, men med ydmyge følger der Visdom. ³ Retsindiges Uskyld leder dem trygt, troløses falskhed lægger dem øde. ⁴ Ej hjælper Rigdom på Vredens Dag, men Retfærd redder fra Døden. ⁵ Den lydefris Retfærd jævner hans Vej, for sin Gudløshed falder den gudløse. ⁶ Retsindiges Retfærd bringer dem Frelse, troløse fanges i egen Attrå. ⁷ Ved Døden brister den gudløses Håb, Dårers Forventning brister. ⁸ Den retfærdige fries af Trængsel, den gudløse kommer i hans Sted. ⁹ Med sin Mund lægger vanhellig Næsten øde, retfærdige fries ved Kundskab. ¹⁰ Ved retfærdiges Lykke jubler en By, der er Fryd ved gudløses Undergang. 11Ved retsindiges Velsignelse rejser en By sig, den styrtes i Grus ved gudløses Mund. ¹² Mand uden Vid ser ned på sin Næste, hvo, som har Indsigt, tier. ¹³ Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, den pålidelige skjuler Sagen. ¹⁴ Uden Styre står et Folk for Fald, vel står det til, hvor mange giver Råd. ¹⁵ Den går det ilde, som borger for andre, tryg er den, der hader Håndslag. ¹⁶ Yndefuld Kvinde vinder Manden Ære; hader hun Retsind, volder hun Skændsel. De lade må savne Gods, flittige vinder sig Rigdom. ¹⁷ Kærlig Mand gør vel mod sin Sjæl, den grumme er hård ved sit eget Kød. ¹⁸ Den gudløse skaber kun skuffende Vinding, hvo Retfærd sår, får virkelig Løn. ¹⁹ At hige efter Retfærd er Liv, at jage efter ondt er Død. ²⁰ De svigefulde er Herren en Gru, hans Velbehag ejer, hvo lydefrit vandrer. ²¹ Visselig undgår den onde ej Straf, de retfærdiges Æt går fri. ²² Som Guldring i Svinetryne er fager Kvinde, der ikke kan skønne. ²³ Retfærdiges Ønske bliver kun til Lykke, gudløse har kun Vrede i Vente. ²⁴ En strør om sig og gør dog Fremgang, en anden nægter sig alt og mangler. ²⁵ Gavmild Sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv. ²⁶ Hvo Kornet gemmer, ham bander Folket, Velsignelse kommer over den, som sælger. ²⁷ Hvo der jager efter godt, han søger efter Yndest, hvo der higer efter ondt, ham kommer det over. ²⁸ Hvo der stoler på sin Rigdom, falder, retfærdige grønnes som Løv. ²⁹ Den, der øder sit Hus, høster Vind, Dåre bliver Vismands Træl. ³⁰ Retfærds Frugt er et Livets Træ, Vismand indfanger Sjæle. ³¹ En retfærdig reddes med Nød og næppe, endsige en gudløs, en, der synder.

³ Ja, tænker på ham, som har udholdt en sådan Modsigelse imod sig af Syndere, for at I ikke skulle blive trætte og forsagte i eders Sjæle,

⁴ Endnu have I ikke stået imod indtil Blodet i eders Kamp imod Synden, ⁵ og I have glemt Formaningen, der jo dog taler til eder som til Sønner: "Min Søn! agt ikke Herrens Tugtelse ringe, vær heller ikke forsagt, når du revses af ham; ⁶ thi hvem Herren elsker, den tugter han, og han slår hårdelig hver Søn, som han tager sig af." ⁷ Holder ud og lader eder tugte; Gud handler med eder som med Sønner; thi hvem er den Søn, som Faderen ikke tugter? ⁸ Men dersom I ere uden Tugtelse, hvori alle have fået Del, da ere I jo uægte og ikke Sønner. ⁹ Fremdeles, vore kødelige Fædre havde vi til Optugtere, og vi følte Ærefrygt; skulde vi da ikke meget mere underordne os under Åndernes Fader og leve? ¹⁰ thi hine tugtede os for nogle få Dage efter deres Tykke, men han gør det til vort Gavn, for at vi skulle få Del i hans Hellighed. ¹¹ Al Tugtelse synes vel, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den til Gengæld dem, som derved ere øvede, en Fredens Frugt i Retfærdighed.

¹² Derfor, retter de slappede Hænder og de lammede Knæ, ¹³ og træder lige Spor med eders Fødder, for at ikke det lamme skal vrides af Led, men snarere helbredes.