Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

125 De der stoler På Herren, er som Zions bjerg, der aldrig i evighed rokkes. ² Jerusalem ligger hegnet af Bjerge; og Herren hegner sit Folk fra nu og til evig Tid : ³ Han lader ej Gudløsheds Herskerskerstav tynge retfærdiges Lod, at retfærdige ikke skal udrække Hånden til Uret. ⁴ Herre, vær god mod de gode, de oprigtige af Hjertet; ⁵ men dem, der slår ind på krogveje, dem bortdrive Herren tillige med Udådsmænd. Fred over Israel!

8 Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten ikke sin røst? ² Oppe på Høje ved Vejen, ved Korsveje træder den frem; ³ ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes Indgang råber den: ⁴ Jeg kalder på eder, I Mænd, løfter min Røst til Menneskens Børn. ⁵ I tankeløse, vind jer dog Klogskab, I Tåber, så få dog Forstand! ⁶ Hør, thi jeg fører ædel Tale, åbner mine Læber med retvise Ord; ⁷ ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber er mig en Gru. ⁸ Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt eller vrangt; ⁹ de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt Indsigt 10Tag ved Lære, tag ikke mod Sølv, tag mod Kundskab fremfor udsøgt Guld; ¹¹ thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer den ¹² Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og råder over Kundskab og Kløgt. ¹³ Herrens Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund. ¹⁴ Jeg ejer Råd og Visdom, jeg har Forstand, jeg har Styrke. ¹⁵ Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give retfærdige Love; ¹⁶ ved mig kan Fyrster råde og Stormænd dømme Jorden. ¹⁷ Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig. ¹⁸ Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd. ¹⁹ Min Frugt er bedre end Guld og Malme, min Afgrøde bedre end kosteligt Sølv. ²⁰ Jeg vandrer på Retfærds Vej. midt hen ad Rettens Stier ²¹ for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres Forrådshuse. ²² Mig skabte Herren først blandt sine Værker, i Urtid, førend han skabte andet; ²³ jeg blev frembragt i Evigheden, i Begyndelsen, i Jordens tidligste Tider; ²⁴ jeg fødtes, før Verdensdybet var til, før Kilderne, Vandenes Væld, var til; ²⁵ førend Bjergene sænkedes, før Højene fødtes jeg, ²⁶ førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets Støv. ²⁷ Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham, da han satte Hvælv over Verdensdybet. ²⁸ Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets Kilder deres faste Sted, ²⁹ da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans Lov, da han lagde Jordens Grundvold, ³⁰ da var jeg Fosterbarn hos ham, hans Glæde Dag efter Dag; for hans Åsyn leged jeg altid, ³¹ leged på hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn.

²¹ Og Jesus gik bort derfra og drog til Tyrus's og Sidons Egne. ²² Og se, en kananæisk Kvinde kom fra disse Egne, råbte og sagde: "Herre, Davids Søn! forbarm dig over mig! min Datter plages ilde af en ond Ånd." ²³ Men han svarede hende ikke et Ord. Da trådte hans Disciple til, bade ham og sagde: "Skil dig af med hende, thi hun råber efter os." ²⁴ Men han svarede og sagde: "Jeg er ikke udsendt uden til de fortabte Får af Israels Hus." ²⁵ Men hun kom og kastede sig ned for ham og sagde: "Herre, hjælp mig!" ²⁶ Men han svarede og sagde: "Det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de små Hunde." ²⁷ Men hun sagde: "Jo, Herre! de små Hunde æde jo dog også af de Smuler, som falde fra deres Herrers Bord." ²⁸ Da svarede Jesus og sagde til hende: "O Kvinde, din Tro er stor, dig ske, som du vil!" Og hendes Datter blev helbredt fra samme Time.

²⁹ Og Jesus gik bort derfra og kom hen til Galilæas Sø, og han gik op på Bjerget og satte sig der. ³⁰ Og store Skarer kom til ham og havde lamme, blinde, stumme, Krøblinge og mange andre med sig; og de lagde dem for hans Fødder, og han helbredte dem, ³¹ så at Skaren undrede sig, da de så, at stumme talte, Krøblinge bleve raske, lamme gik, og blinde så; og de priste Israels Gud.