Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

57 Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam, da han flygtede ind i Hulen for Saul. ² Vær mig nådig, Gud, vær mig nådig, thi hos dig har min Sjæl søgt Ly; i dine Vingers Skygge søger jeg Ly, til Ulykken er drevet over. ³ Gud, den Højeste, påkalder jeg, den Gud, der gør vel imod mig; ⁴ han sender mig Hjælp fra Himlen og frelser min Sjæl fra dem, som vil mig til Livs. Gud sender sin Nåde og Trofasthed. ⁵ Jeg må ligge midt iblandt Løver, bo mellem Folk, der spyr Ild, hvis Tænder er Spyd og Pile, hvis Tunge er hvas som et Sværd. ⁶ Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden! ⁷ Et Net har de udspændt for mine Skridt, deres egen Fod skal hildes deri; en Grav har de gravet foran mig, selv skal de falde deri. - Sela.

⁸ Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig, ⁹ vågn op, min Ære! Harpe og Citer vågn op, jeg vil vække Morgenrøden. ¹⁰ Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, prise dig blandt Folkefærd; ¹¹ thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne. ¹² Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!

¹³ Da kom en og meldte David det og sagde: "Israels Hu har vendt sig til Absalon!" ¹⁴ Og David sagde til alle sine folk, som var hos ham i Jerusalem: "Kom, lad os flygte; ellers kan vi ikke undslippe Absalon; skynd jer af Sted, at han ikke skal skynde sig og nå os, bringe ulykke over os og nedhugge Byens Indbyggere med Sværdet!" ¹⁵ Kongens Folk svarede: "Dine Trælle er rede til at gøre alt, hvad du finder rigtigt, Herre Konge!" ¹⁶ Så drog Kongen ud, fulgt af hele sit Hus; dog lod Kongen ti Medhustruer blive tilbage for at se efter Huset. ¹⁷ Så drog Kongen ud, fulgt af alle sine Folk. Ved det sidste Hus gjorde de Holdt, ¹⁸ og alle Krigerne gik forbi ham, ligeledes alle Kreterne og Pleterne; også alle Gatiten Ittajs Mænd, 600 Mand, som havde fulgt ham fra Gat, gik forbi Kongen. ¹⁹ Da sagde Kongen til Gatiten Ittaj: "Hvorfor går også du med? Vend om og bliv hos Kongen; thi du er Udlænding og er vandret ud fra din Hjemstavn; ²⁰ i Går kom du, og i Dag skulde jeg tage dig med på vor Omflakken, jeg, som går uden at vide hvorhen! Vend tilbage og tag dine Landsmænd med; Herren vise dig Miskundhed og Trofasthed!" ²¹ Men Ittaj svarede Kongen: "Så sandt Herren lever, og så sandt du, Herre Konge, lever: Hvor du, Herre Konge, er, der vil din Træl være, hvad enten det bliver Liv eller Død!" ²² Da sagde David til Ittaj: "Vel, så drag forbi!" Så drog Gatiten Ittaj forbi med alle sine Mænd og hele sit Følge af Kvinder og Børn. ²³ Hele Landet græd højt, medens alle Krigerne gik forbi; og Kongen stod i Kedrons Dal, medens alle Krigerne gik forbi ham ad Vejen til Oliventræet i Ørkenen.

²⁴ Også Zadok og Ebjatar, som bar Guds Pagts Ark, kom til Stede; de satte Guds Ark ned og lod den stå, indtil alle Krigerne fra Byen var gået forbi. ²⁵ Da sagde Kongen til Zadok: "Bring Guds Ark tilbage til Byen! Hvis jeg finder Nåde for Herrens Øjne, fører han mig tilbage og lader mig stedes for ham og hans Bolig; ²⁶ siger han derimod: Jeg har ikke Behag i dig! se, da er jeg rede; han gøre med mig, hvad ham tykkes godt!" ²⁷ Og Kongen sagde til Præsten Zadok: "Se, du og Ebjatar skal med Fred vende tilbage til Byen tillige med eders to Sønner, din Søn Ahima'az og Ebjatars Søn Jonatan! ²⁸ Se, jeg bier ved Vadestederne på Jordansletten, indtil jeg får Bud fra eder med Efterretning." ²⁹ Zadok og Ebjatar bragte da Guds Ark tilbage til Jerusalem, og de blev der. 30 Men David gik grædende op ad Oliebjerget med tilhyllet Hoved og bare Fødder, og alle Krigerne, som fulgte ham, havde tilhyllet deres Hoveder og gik grædende opefter. ³¹ Da David fik at vide, at Akitofel var iblandt de sammensvorne, som holdt med Absalon, sagde han: "Gør Akitofels Råd til Skamme, Herre!"

5 Vorder derfor Guds Efterlignere som elskede Børn, ² og vandrer i Kærlighed, ligesom også Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en Gave og et Slagtoffer, Gud til en velbehagelig Lugt.

³ Men Utugt og al Urenhed eller Havesyge bør end ikke nævnes iblandt eder, som det sømmer sig for hellige, ⁴ ej heller ublu Væsen eller dårlig Snak eller letfærdig Skæmt, hvilket er utilbørligt, men hellere Taksigelse. ⁵ Thi dette vide og erkende I, at ingen utugtig eller uren eller havesyg, hvilket er en Afgudsdyrker, har Arv i Kristi og Guds Rige. ⁶ Ingen bedrage eder med tomme Ord; thi for disse Ting kommer Guds Vrede over Genstridighedens Børn. ⁷ Derfor, bliver ikke meddelagtige med dem! ⁸ Thi I vare forhen Mørke, men nu ere I Lys i Herren; vandrer som Lysets Børn; ⁹ (Lysets Frugt viser sig jo i al Godhed og Retfærdighed og Sandhed,) ¹⁰ så I prøve, hvad der er velbehageligt for Herren. ¹¹ Og haver ikke Samfund med Mørkets ufrugtbare Gerninger. Men revser dem hellere; ¹² thi hvad der lønligt bedrives af dem, er skammeligt endog at sige; ¹³ men alt dette bliver åbenbaret, når det revses af Lyset. Thi alt det, som bliver åbenbaret, er Lys. ¹⁴ Derfor hedder det: "Vågn op, du, som sover, og stå op fra de døde, og Kristus skal lyse for dig!"