Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
130 Fra det dybe råber jeg til 2 o Herre hør min Røst! Lad dine Ører lytte til min tryglende Røst! 3 Tog du Vare, Herre, på Misgerninger, Herre, hvo kunde da bestå? 4 Men hos dig er der Syndsforladelse, at du må frygtes. 5 Jeg håber.på Herren, min Sjæl håber på hans Ord, 6 på Herren bier min Sjæl mer end Vægter på Morgen, Vægter på Morgen.
7 Israel, bi på Herren! Thi hos Herren er Miskundhed, hos ham er Forløsning i Overflod. 8 Og han vil forløse Israel fra alle dets Misgerninger,
25 Men ingen Mand i hele Israel blev beundret så højt for sin Skønhed som Absalon; fra Fodsål til Isse var der ikke en Lyde ved ham. 26 Og når han lod sit Hår klippe - han lod det klippe, hver Gang der var gået et År, fordi det blev ham for tungt, derfor måtte han lade det klippe - vejede det 2OO Sekel efter kongelig Vægt. 27 Der fødtes Absalon tre Sønner og een Datter ved Navn Tamar; hun var en smuk Kvinde.
28 Absalon boede nu to År i Jerusalem uden at blive stedet for Kongen. 29 Da sendte Absalon Bud efter Joab for at få ham til at gå til Kongen; men han vilde ikke komme. Han sendte Bud een Gang til, men han vilde ikke komme. 30 Da sagde han til sine Folk "Se den Bygmark, Joab har der ved Siden af min! Gå hen og stik Ild på den!" Og Absalons Folk stak Ild på Marken. 31 Da begav Joab sig ind til Absalon og sagde til ham: "Hvorfor har dine Folk stukket Ild på min Mark?" 32 Absalon svarede Joab: "Se, jeg sendte Bud efter dig og bad dig komme herhen, for at jeg kunde sende dig til Kongen og sige: Hvorfor kom jeg tilbage fra Gesjur? Det havde været bedre for mig, om jeg var blevet der! Men nu vil jeg stedes for Kongen; er der Skyld hos mig så lad ham dræbe mig!" 33 Joab gik da til Kongen og overbragte ham disse Ord. Så lod han Absalon kalde, og han kom ind til Kongen; og han bøjede sig for ham og faldt på sit Ansigt til Jorden for Kongen. Så kyssede Kongen Absalon.
6 Brødre! om også et Menneske bliver overrasket af nogen Forsyndelse, da hjælper en sådan til Rette, I åndelige! med Sagtmodigheds Ånd, og se til dig selv, at ikke også du bliver fristet! 2 Bærer hverandres Byrder og opfylder således Kristi Lov! 3 Thi når nogen mener, at han er noget, skønt han intet er, da bedrager han sig selv. 4 Men hver prøve sin egen Gerning, og da skal han have sin Ros i Forhold til sig selv alene, og ikke til Næsten; 5 thi hver skal bære sin egen Byrde.
6 Men den, som undervises i Ordet skal dele alt godt med den, som underviser ham. 7 Farer ikke vild; Gud lader sig ikke spotte; thi hvad et Menneske sår, det skal han også høste. 8 Thi den, som sår i sit Kød, skal høste Fordærvelse af Kødet; men den, som sår i Ånden, skal høste evigt Liv af Ånden. 9 Men når vi gøre det gode, da lader os ikke blive trætte; thi i sin Tid skulle vi høste, såfremt vi ikke give tabt. 10 Så lader os altså, efter som vi have Lejlighed, gøre det gode imod alle, men mest imod Troens egne!