Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

99 Herren har vist, han er Konge, Folkene bæver, han troner på Keruber, Jorden skælver! ² Stor er Herren på Zion, ophøjet over alle Folkeslag; ³ de priser dit Navn, det store og frygtelige; hellig er han! ⁴ Du er en Konge, der elsker Retfærd, Retten har du grundfæstet, i Jakob, øved du Ret og Retfærd. ⁵ Ophøj Herren vor Gud, bøj eder for hans Fødders Skammel; hellig er han! ⁶ Moses og Aron er blandt hans Præster og Samuel blandt dem, der påkalder hans Navn; de råber til Herren, han svarer; ⁷ i Skystøtten taler han til dem, de holder hans Vidnesbyrd, Loven, han gav dem; ⁸ Herre vor Gud, du svarer dem. Du var dem en Gud, som tilgav og frikendte dem, for hvad de gjorde. ⁹ Ophøj Herren vor Gud, bøj eder for hans hellige Bjerg, thi hellig er Herren vor Gud!

¹¹ Så drog hun til Rama, men Drengen gjorde Tjeneste for Herren under Præsten Elis Tilsyn.

¹² Men Elis Sønner var Niddinger; de ænsede hverken Herren ¹³ eller Præstens Ret over for Folket. Hver Gang en Mand bragte et Slagtoffer, kom Præstens Tjener, medens Kødet kogte, med en tregrenet Gaffel i Hånden ¹⁴ og stak den ned i Karret, Krukken, Kedelen eller Gryden, og alt, hvad Gaffelen fik med op, tog Præsten for sin Del. Således bar de sig ad over for alle de Israelitter, som kom til Silo for at ofre der. ¹⁵ Eller også kom Præstens Tjener, før de bragte Fedtet som Røgoffer, og sagde til Manden, som ofrede: "Giv Præsten Kød til at stege; han tager ikke mod kogt Kød af dig, kun råt!" ¹⁶ Sagde Manden nu til ham: "Først må Fedtet bringes som Røgoffer, bagefter kan du tage så meget, du lyster!" svarede han: "Nej, giv mig det nu, ellers tager jeg det med Magt!" ¹⁷ Og de unge Mænds Synd var såre stor for Herrens Åsyn, idet de viste Ringeagt for Herrens Offergaver.

¹⁹ Du vil nu sige til mig: Hvad klager han da over endnu? thi hvem står hans Villie imod? ²⁰ Ja, men, hvem er dog du, o Menneske! som går i Rette med Gud? mon noget, som blev dannet, kan sige til den, som dannede det: Hvorfor gjorde du mig således? ²¹ Eller har Pottemageren ikke Rådighed over Leret til af den samme Masse at gøre et Kar til Ære, et andet til Vanære? ²² Men hvad om nu Gud, skønt han vilde vise sin Vrede og kundgøre sin Magt, dog med stor Langmodighed tålte Vredes-Kar, som vare beredte til Fortabelse, ²³ også for at kundgøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertigheds-Kar, som han forud havde beredt til Herlighed? ²⁴ Og hertil kaldte han også os, ikke alene af Jøder, men også af Hedninger, ²⁵ som han også siger hos Hoseas: "Det, som ikke var mit Folk, vil jeg kalde mit Folk, og hende, som ikke var den elskede; den elskede; ²⁶ og det skal ske, at på det Sted, hvor der blev sagt til dem: I ere ikke mit Folk, der skulle de kaldes den levende Guds Børn." ²⁷ Men Esajas udråber over Israel: "Om end Israels Børns Tal var som Havets Sand, så skal kun Levningen frelses. ²⁸ Thi idet Herren opgør Regnskab og afslutter det i Hast, vil han fuldbyrde det på Jorden." ²⁹ Og som Esajas forud har sagt: "Dersom den Herre Zebaoth ikke havde levnet os en Sæd, da vare vi blevne som Sodoma og gjorte lige med Gomorra."