Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
34 Men Peter oplod Munden og sagde: "Jeg forstår i Sandhed, at Gud ikke anser Personer; 35 men i hvert Folk er den, som frygter ham og gør Retfærdighed, velkommen for ham; 36 det Ord, som han sendte til Israels Børn, da han forkyndte Fred ved Jesus Kristus: han er alles Herre. 37 I kende det, som er udgået over hele Judæa, idet det begyndte fra Galilæa, efter den Dåb, som Johannes prædikede, 38 det om Jesus fra Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Helligånd og Kraft, han, som drog omkring og gjorde vel og helbredte alle, som vare overvældede af Djævelen; thi Gud var med ham; 39 og vi ere Vidner om alt det, som han har gjort både i Jødernes Land og i Jerusalem, han, som de også sloge ihjel, idet de hængte ham på et Træ. 40 Ham oprejste Gud på den tredje dag og gav ham at åbenbares, 41 ikke for hele Folket, men for de Vidner, som vare forud udvalgte af Gud, for os, som spiste og drak med ham, efter at han var opstanden fra de døde. 42 Og han har påbudt os at prædike for Folket og at vidne, at han er den af Gud bestemte Dommer over levende og døde. 43 Ham give alle Profeterne det Vidnesbyrd, at enhver, som tror på ham, skal få Syndernes Forladelse ved hans Navn."
6 Hærskarers Herre gør på dette Bjerg et Gæstebud for alle Folkeslag med fede Retter og stærk Vin, med fede, marvfulde Retter og stærk og klaret Vin. 7 Og han borttager på dette Bjerg Sløret, som tilslører alle Folkeslag, og Dækket, der dækker alle Folk. 8 Han opsluger Døden for stedse. Og den Herre Herren aftørrer Tåren af hver en Kind og gør Ende på sit Folks Skam på hele Jorden, så sandt Herren har talet.
9 På hin Dag skal man sige: Se, her er vor Gud, som vi biede på, og som frelste os; her er Herren, som vi biede på. Lad os juble og glæde os over hans Frelse;
118 Halleluja! Tak Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig. 2 Israel sige: "Thi hans miskundhed varer evindelig!"
14 Min Styrke og Lovsang er Herren, han blev mig til Frelse. 15 Jubel og Sejrsråb lyder i de retfærdiges Telte: "Herrens højre øver Vælde, 16 Herrens højre er løftet, Herrens højre øver Vælde!" 17 Jeg skal ikke dø, men leve og kundgøre Herrens Gerninger. 18 Herren tugted mig hårdt, men gav mig ej hen i Døden.
19 Oplad mig Retfærdigheds Porte, ad dem går jeg ind og lovsynger Herren! 20 Her er Herrens Port, ad den går retfærdige ind. 21 Jeg vil takke dig, thi du bønhørte mig, og du blev mig til Frelse. 22 Den Sten; Bygmestrene forkastede, er blevet Hovedhjørnesten. 23 Fra Herren er dette kommet, det er underfuldt for vore Øjne. 24 Denne er Dagen, som Herren har gjort, lad os juble og glæde os på den!
15 Men jeg kundgør eder, Brødre, det Evangelium, som jeg Forkyndte eder, hvilket I også modtoge, i hvilket I også stå, 2 ved hvilket I også frelses, hvis I fastholde, med hvilket Ord jeg forkyndte eder det - ellers troede I forgæves. 3 Jeg overleverede eder nemlig som noget af det første, hvad jeg også har modtaget: at Kristus døde for vore Synder,efter Skrifterne; 4 og at han blev begravet; og at han er bleven oprejst den tredje Dag, efter Skrifterne; 5 og at han blev set af Kefas, derefter af de tolv; 6 derefter blev han set af over fem Hundrede Brødre på een Gang, af hvilke de fleste endnu ere i Live, men nogle ere hensovede;. 7 derefter blev han set af Jakob, dernæst af alle Apostlene; 8 men sidst af alle blev han set også af mig som det ufuldbårne Foster; 9 thi jeg er den ringeste af Apostlene, jeg, som ikke er værd at kaldes Apostel, fordi jeg har forfulgt Guds Menighed. 10 Men af Guds Nåde er jeg det, jeg er, og hans Nåde imod mig har ikke været forgæves; men jeg har arbejdet mere end de alle, dog ikke jeg, men Guds Nåde, som er med mig. 11 Hvad enten det da er mig eller de andre, således prædike vi, og således troede I.
34 Men Peter oplod Munden og sagde: "Jeg forstår i Sandhed, at Gud ikke anser Personer; 35 men i hvert Folk er den, som frygter ham og gør Retfærdighed, velkommen for ham; 36 det Ord, som han sendte til Israels Børn, da han forkyndte Fred ved Jesus Kristus: han er alles Herre. 37 I kende det, som er udgået over hele Judæa, idet det begyndte fra Galilæa, efter den Dåb, som Johannes prædikede, 38 det om Jesus fra Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Helligånd og Kraft, han, som drog omkring og gjorde vel og helbredte alle, som vare overvældede af Djævelen; thi Gud var med ham; 39 og vi ere Vidner om alt det, som han har gjort både i Jødernes Land og i Jerusalem, han, som de også sloge ihjel, idet de hængte ham på et Træ. 40 Ham oprejste Gud på den tredje dag og gav ham at åbenbares, 41 ikke for hele Folket, men for de Vidner, som vare forud udvalgte af Gud, for os, som spiste og drak med ham, efter at han var opstanden fra de døde. 42 Og han har påbudt os at prædike for Folket og at vidne, at han er den af Gud bestemte Dommer over levende og døde. 43 Ham give alle Profeterne det Vidnesbyrd, at enhver, som tror på ham, skal få Syndernes Forladelse ved hans Navn."
20 Men på den første Dag; i Ugen kommer Maria Magdalene årle, medens det endnu er mørkt, til Graven og ser Stenen borttagen fra Graven, 2 Da løber hun og kommer til Simon Peter og til den anden Discipel, ham, hvem Jesus elskede, og siger til dem: "De have borttaget Herren af Graven, og vi vide ikke, hvor de have lagt ham." 3 Da gik Peter og den anden Discipel ud, og de kom til Graven. 4 Men de to løb sammen, og den anden Discipel løb foran, hurtigere end Peter, og kom først til Graven. 5 Og da han kiggede ind, ser han Linklæderne ligge der, men gik dog ikke ind. 6 Da kommer Simon Peter, som fulgte ham, og han gik ind i Graven og så Linklæderne ligge der 7 og Tørklædet, som han havde haft på sit Hoved, ikke liggende ved Linklæderne, men sammenrullet på et Sted for sig selv. 8 Nu gik da også den anden Discipel, som var kommen først til Graven, ind, og han så og troede. 9 Thi de forstode endnu ikke Skriften, at han skulde opstå fra de døde. 10 Da gik Disciplene atter bort til deres Hjem.
11 Men Maria stod udenfor ved Graven og græd. Som hun nu græd, kiggede hun ind i Graven, 12 og hun ser to Engle sidde i hvide Klæder, en ved Hovedet og en ved Fødderne,hvor Jesu Legeme havde ligget. 13 Og de sige til hende: "Kvinde! hvorfor græder du?" Hun siger til dem: "Fordi de have taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de have lagt ham." 14 Da hun havde sagt dette, vendte hun sig om, og hun ser Jesus stå der, og hun vidste ikke, at det var Jesus. 15 Jesus siger til hende: "Kvinde: hvorfor græder du? hvem leder du efter?" Hun mente, det var Havemanden, og siger til ham: "Herre! dersom du har båret ham bort, da sig mig, hvor du har lagt ham, så vil jeg tage ham." 16 Jesus siger til hende: "Maria!" Hun vender sig om og siger til ham på Hebraisk: "Rabbuni!" hvilket betyder Mester. 17 Jesus siger til hende: "Rør ikke ved mig, thi jeg er endnu ikke opfaren til min Fader; men gå til mine Brødre og sig dem: Jeg farer op til min Fader og eders Fader og til min Gud og eders Gud." 18 Maria Magdalene kommer og forkynder Disciplene: "Jeg har set Herren," og at han havde sagt hende dette.
16 Og da Sabbaten var forbi købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs Moder, og Salome vellugtende Salver for at komme og Salve ham. 2 Og meget årle på den første Dag i Ugen komme de til Graven, da Solen var stået op. 3 Og de sagde til hverandre: "Hvem skal vælte os Stenen fra Indgangen til Graven?" 4 Og da de så op, bleve de var, at Stenen var væltet fra; (thi den var meget stor) 5 Og da de kom ind i Graven, så de en Yngling sidde ved den højre Side, iført et hvidt Klædebon, og de forfærdedes. 6 Men han siger til dem: "Forfærdes ikke! I lede efter Jesus at Nazareth, den korsfæstede; han er opstanden, han er ikke her, se, der er Stedet, hvor de lagde ham. 7 Men går bort, siger til hans Disciple og til Peter at han går forud for eder til Galilæa; der skulle I se ham, som han har sagt eder." 8 Og de gik ud og flyede fra Graven; thi Skælven og Forfærdelse betog dem; og de sagde ikke noget til nogen; thi de frygtede.