Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
77 Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.
2 Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig, 3 jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste; 4 jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. - Sela. 5 Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs. 6 Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År; 7 jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd. 8 Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde, 9 er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid, 10 har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? - Sela.
11 Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før. 12 Jeg kommer Herrens Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu. 13 Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker. 14 Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud! 15 Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene, 16 udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. - Sela. 17 Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve; 18 Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did; 19 din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv; 20 din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke. 21 Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Hånd.
8 Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham, 9 som øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal, 10 som giver Regn på Jorden og nedsender Vand over Marken 11 for at løfte de bøjede højt, så de sørgende opnår Frelse, 12 han, som krydser de kloges Tanker, så de ikke virker noget, der varer, 13 som fanger de vise i deres Kløgt, så de listiges Råd er forhastet; 14 i Mørke raver de, selv om Dagen, famler ved Middag, som var det Nat. 15 Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Hånd, 16 så der bliver Håb for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.
17 Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den Almægtiges Tugt! 18 Thi han sårer, og han forbinder, han slår, og hans Hænder læger. 19 Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv går Ulykken uden om dig; 20 han frier dig fra Døden i Hungersnød, i Krig fra Sværdets Vold; 21 du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, når Voldsdåd kommer; 22 du ler ad Voldsdåd og Hungersnød og frygter ej Jordens vilde dyr; 23 du har Pagt med Markens Sten, har Fred med Markens Vilddyr; 24 du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer din Bolig, og intet fattes; 25 du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dine Spirer; 26 Graven når du i Ungdomskraft, som Neg føres op, når Tid er inde. 27 Se, det har vi gransket, således er det; det har vi hørt, så vid også du det!
8 Og til Slutning værer alle enssindede, medlidende, kærlige imod Brødrene, barmhjertige, ydmyge; 9 betaler ikke ondt med ondt, eller Skældsord med Skældsord, men tværtimod velsigner, thi dertil bleve I kaldede, at I skulle arve Velsignelse. 10 Thi "den, som vil elske Livet og se gode Dage, skal holde sin Tunge fra ondt og sine Læber fra at tale Svig; 11 han vende sig fra ondt og gøre godt; han søge Fred og jage efter den! 12 Thi Herrens Øjne ere over de retfærdige, og hans Øren til deres Bøn; men Herrens Ansigt er over dem, som gøre ondt."
13 Og hvem er der, som kan volde eder ondt, dersom I ere nidkære for det gode? 14 Men om I også måtte lide for Retfærdigheds Skyld, er I salige. Nærer ingen Frygt for dem, og forfærdes ikke; 15 men helliger den Herre Kristus i eders Hjerter, altid rede til at forsvare eder over for enhver, som kræver eder til Regnskab for det Håb, der er i eder, men med Sagtmodighed og Frygt, 16 idet I have en god Samvittighed, for at de, der laste eders gode Vandel i Kristus, må blive til Skamme, når de bagtale eder som Ugerningsmænd. 17 Thi det er bedre, om det så er Guds Villie, at lide, når man gør godt, end når man gør ondt. 18 Thi også Kristus led een Gang for Synder, en retfærdig for uretfærdige, for at han kunde føre os hen til Gud, han, som led Døden i Kødet, men blev levendegjort i Ånden,