Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

139 Herre, du ransager mig og kender mig! ² Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand, ³ du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant. ⁴ Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, Herre, til fulde. ⁵ Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig. ⁶ At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!

¹³ Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv. ¹⁴ Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde. ¹⁵ Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb; ¹⁶ som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet. ¹⁷ Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum! ¹⁸ Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig.

¹⁶ lod han Dommere fremstå, og de frelste dem fra deres Hånd, som udplyndrede dem. ¹⁷ Dog heller ikke deres Dommere adlød de, men bolede med andre Guder og tilbad dem. Hurtig veg de bort fra den Vej, deres Fædre havde vandret på i Lydighed mod Herrens Bud; de slægtede dem ikke på. ¹⁸ Men hver Gang Herren lod Dommere fremstå iblandt dem, var Herren med Dommeren og frelste dem fra deres Fjenders Hånd, så længe Dommeren levede; thi Herren ynkedes, når de jamrede sig over dem, som trængte og undertrykte dem. ¹⁹ Men så snart Dommeren var død, handlede de atter ilde, ja endnu værre end deres Fædre, idet de holdt sig til andre Guder og dyrkede og tilbad dem. De holdt ikke op med deres onde Gerninger og genstridige Færd.

²⁰ Da blussede Herrens Vrede op mod Israel, og han sagde: "Efterdi dette Folk har overtrådt min Pagt, som jeg pålagde deres Fædre, og ikke adlydt min Røst, ²¹ vil jeg heller ikke mere bortdrive foran dem et eneste af de Folk, som Josua lod tilbage ved sin Død, ²² for at jeg ved dem kan sætte Israel på Prøve, om de omhyggeligt vil følge Herrens Veje, som deres Fædre gjorde, eller ej." ²³ Herren lod da disse Folkeslag blive og hastede ikke med at drive dem bort; han gav dem ikke i Josuas Hånd.

¹⁶ Men Paulus stod op og slog til Lyd med Hånden og sagde: "I israelitiske Mænd og I, som frygte Gud, hører til! 17. Dette Folks, Israels Gud udvalgte vore Fædre og ophøjede Folket i Udlændigheden i Ægyptens Land og førte dem derfra med løftet Arm. ¹⁸ Og omtrent fyrretyve År tålte han deres Færd i Ørkenen. ¹⁹ Og han udryddede syv Folk i Kanåns Land og fordelte disses Land iblandt dem, ²⁰ og derefter i omtrent fire Hundrede og halvtredsindstyve År gav han dem Dommere indtil Profeten Samuel. ²¹ Og derefter bade de om en Konge; og Gud gav dem Saul, Kis's Søn, en Mand af Benjamins Stamme, i fyrretyve År. ²² Og da han havde taget ham bort, oprejste han dem David til Konge, om hvem han også vidnede, og sagde: "Jeg har fundet David, Isajs Søn, en Mand efter mit Hjerte, som skal gøre al min Villie." ²³ Af dennes Sæd bragte Gud efter Forjættelsen Israel en Frelser, Jesus, ²⁴ efter at Johannes forud for hans Fremtræden havde prædiket Omvendelses-Dåb for hele Israels Folk. ²⁵ Men da Johannes var ved at fuldende sit Løb, sagde han: "Hvad anse I mig for at være? Mig er det ikke; men se, der kommer en efter mig, hvis Sko jeg ikke er værdig at løse."