Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
34 Derpå steg Moses fra Moabs Sletter op på Nebobjerget, til Toppen af Pisga, lige over for Jeriko; og Herren Ind ham skue ud over hele Landet: Gilead lige til Dan, 2 hele Naftali, Efraims og Manasses Land, hele Judas Land indtil Havet i Vest, 3 Sydlandet og Jordanegnen, Sænkningen ved Jeriko, Palmestaden, lige til Zoar. 4 Og Herren sagde til ham: "Det er det Land, jeg tilsvor Abraham, Isak og Jakob, da jeg sagde: Dit Afkom vil jeg give det! Nu har jeg ladet dig skue ud over det med dine egne Øjne; men du skal ikke drage derover"
5 Og Moses, Herrens Tjener, døde der i Moabs Land, som Herren havde sagt. 6 Og han begravede ham i Dalen i Moab lige over for Bet Peor. Indtil denne Dag har intet Menneske kendt hans Grav. 7 Moses var 120 År, da han døde; hans Øje var ikke sløvet og hans Livskraft ikke svundet. 8 Og Israelitterne græd over Moses i tredive Dage på Moabs Sletter, indtil Tiden for Dødeklagen over Moses var til Ende. 9 Og Josua, Nuns Søn, var fuld af Visdoms Ånd, fordi Moses havde lagt sine Hænder på ham, og Israelitterne adlød ham og gjorde, som Herren havde pålagt Moses.
10 Men i Israel opstod der ikke mere en Profet som Moses, hvem Herren omgikkes Ansigt til Ansigt, 11 når der ses hen til alle de Tegn og Undere, Herren Ind ham udføre i Ægypten over for Farao, alle hans Tjenere og hele hans Land, 12 og til den vældige Kraft og alt det forfærdelige og store, Moses udførte i hele Israels Påsyn.
90 Herre, du var vor Bolig slægt efter slægt. 2 Førend Bjergene fødtes og Jord og Jorderig blev til, fra Evighed til Evighed er du, o Gud! 3 Mennesket gør du til Støv igen, du siger: "Vend tilbage, I Menneskebørn!" 4 Thi tusind År er i dine Øjne som Dagen i Går, der svandt, som en Nattevagt. 5 Du skyller dem bort, de bliver som en Søvn. Ved Morgen er de som Græsset, der gror; 6 ved Morgen gror det og blomstrer, ved Aften er det vissent og tørt.
13 Vend tilbage, Herre! Hvor længe! Hav Medynk med dine Tjenere; 14 mæt os årle med din Miskundhed, så vi kan fryde og glæde os alle vore Dage. 15 Glæd os det Dagetal, du ydmygede os, det Åremål, da vi led ondt! 16 Lad dit Værk åbenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn! 17 Herren vor Guds Livsalighed være over os! Og frem vore Hænders Værk for os, ja frem vore Hænders Værk!
2 I vide jo selv, Brødre! at vor Indgang hos eder ikke har været forgæves; 2 men skønt vi, som I vide, forud havde lidt og vare blevne mishandlede i Filippi, fik vi Frimodighed i vor Gud til at tale Guds Evangelium til eder under megen Kamp. 3 Thi vor Prædiken skyldes ikke Bedrag, ej heller Urenhed og er ikke forbunden med Svig; 4 men ligesom vi af Gud ere fundne værdige til at få Evangeliet betroet, således tale vi, ikke for at behage Mennesker, men Gud, som prøver vore Hjerter. 5 Thi vor Færd var hverken nogen Sinde med smigrende Tale - som I vide - ej heller var den et Skalkeskjul for Havesyge - Gud er Vidne; 6 ikke heller søgte vi Ære af Mennesker, hverken af eder eller af andre, skønt vi som Kristi Apostle nok kunde have været eder til Byrde. 7 Men vi færdedes med Mildhed iblandt eder. Som når en Moder ammer sine egne Børn, 8 således fandt vi, af inderlig Kærlighed til eder, en Glæde i at dele med eder ikke alene Guds Evangelium, men også vort eget Liv, fordi I vare blevne os elskelige.
34 Men da Farisæerne hørte, at han havde stoppet Munden på Saddukæerne, forsamlede de sig. 35 Og en af dem, en lovkyndig, spurgte og fristede ham og sagde: 36 "Mester, hvilket er det store Bud i Loven?" 37 Men han sagde til ham: "Du skal elske Herren din Gud med hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele dit Sind. 38 Dette er det store og første Bud. 39 Men et andet er dette ligt: Du skal elske din Næste som dig selv. 40 Af disse to Bud afhænger hele Loven og Profeterne."
41 Men da Farisæerne vare forsamlede, spurgte Jesus dem og sagde: 42 "Hvad tykkes eder om Kristus? Hvis Søn er han?" De sige til ham: "Davids." 43 Han siger til dem: "Hvorledes kan da David i Ånden kalde ham Herre, idet han siger: 44 Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender under dine Fødder. 45 Når nu David kalder ham Herre, hvorledes er han da hans Søn?" 46 Og ingen kunde svare ham et Ord, og ingen vovede mere at rette Spørgsmål til ham efter den Dag.