Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

83 En Sang. En Salme af Asaf.

² Und dig, o Gud, ikke Ro, vær ej tavs, vær ej stille, o Gud! ³ Thi se, dine Fjender larmer, dine Avindsmænd løfter Hovedet, ⁴ oplægger lumske Råd mod dit Folk, holder Råd imod dem, du værner:

¹³ fordi de siger: "Guds Vange tager vi til os som Eje." ¹⁴ Min Gud, lad dem blive som hvirvlende Løv som Strå, der flyver for Vinden. ¹⁵ Ligesom Ild fortærer Krat og Luen afsvider Bjerge, ¹⁶ så forfølge du dem med din Storm, forfærde du dem med din Hvirvelvind; ¹⁷ fyld deres Åsyn med Skam, så de søger dit Navn, o Herre; ¹⁸ lad dem blues, forfærdes for stedse, beskæmmes og gå til Grunde

¹⁴ Herren sagde nu til Moses: "Faraos Hjerte er forstokket, han vægrer sig ved at lade Folket rejse. ¹⁵ Gå derfor i Morgen tidlig til Farao, når han begiver sig ned til Vandet, og træd frem for ham ved Nilens Bred og tag Staven, der forvandledes til en Slange, i Hånden ¹⁶ og sig til ham: Herren, Hebræernes Gud, sendte mig til dig med det Bud: Lad mit Folk rejse, at det kan dyrke mig i Ørkenen! Men hidtil har du ikke adlydt. ¹⁷ Så siger Herren: Deraf skal du kende, at jeg er Herren: Se, jeg slår Vandet i Nilen med Staven, som jeg holder i min Hånd, og det skal forvandles til Blod, ¹⁸ Fiskene i Nilen skal dø, og Nilen skal stinke, og Ægypterne skal væmmes ved at drikke Vand fra Nilen." ¹⁹ Og Herren sagde til Moses: "Sig til Aron: Tag din Stav og ræk din Hånd ud over Ægypternes Vande, deres Floder, Kanaler, Damme og alle Vandsamlinger, så skal Vandet blive til Blod, og der skal være Blod i hele Ægypten, både i Trækar og Stenkar." ²⁰ Og Moses og Aron gjorde, som Herren bød; Moses løftede Staven og slog Vandet i Nilen for Øjnene af Farao og hans Tjenere, og alt Vandet i Nilen forvandledes til Blod; ²¹ Fiskene i Nilen døde, og Nilen stank, så Ægypterne ikke kunde drikke Vand fra Nilen, og der var Blod i hele Ægypten. ²² Men de Ægyptiske Koglere gjorde det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster, og Faraos Hjerte blev forhærdet, så han ikke hørte på dem, således som Herren havde sagt. ²³ Da vendte Farao sig bort og gik hjem, og heller ikke dette lagde han sig på Sinde. ²⁴ Men alle Ægypterne gravede i Omegnen af Nilen efter Drikkevand, thi de kunde ikke drikke Nilvandet. ²⁵ Og således gik der syv Dage, efter at Herren havde slået Nilen.

²² Da blev en besat, som var blind og stum, ført til ham; og han helbredte ham, så at den stumme talte og så. ²³ Og alle Skarerne forfærdedes og sagde: "Mon denne skulde være Davids Søn?" ²⁴ Men da Farisæerne hørte det, sagde de: "Denne uddriver ikke de onde Ånder uden ved Beelzebul, de onde Ånders Fyrste." ²⁵ Men såsom han kendte deres Tanker, sagde han til dem: "Hvert Rige, som er kommet i Splid med sig selv, lægges øde; og hver By eller Hus, som er kommet i Splid med sig selv, kan ikke bestå. ²⁶ Og hvis Satan uddriver Satan, så er han kommen i Splid med sig selv; hvorledes skal da hans Rige bestå? ²⁷ Og dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Beelzebul, ved hvem uddrive da eders Sønner dem? Derfor skulle de være eders Dommere. ²⁸ Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Guds Ånd, da er jo Guds Rige kommet til eder. ²⁹ Eller hvorledes kan nogen gå ind i den stærkes Hus og røve hans Ejendele, uden han først binder den stærke? Da kan han plyndre hans Hus. ³⁰ Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, adspreder.

³¹ Derfor siger jeg eder: Al Synd og Bespottelse skal forlades Menneskene, men Bespottelsen imod Ånden skal ikke forlades. ³² Og den, som taler et Ord imod Menneskesønnen, ham skal det forlades; men den som taler imod den Helligånd, ham skal det ikke forlades, hverken i denne Verden eller i den kommende.